Connect with us

Nyhedsbrev

Nyhedsbrev: Da Politikens journalistik endte som indstik til annoncerne

Kan Brüggers nye medie hænge økonomisk sammen? // Nyhedsbrev vil sælges til luksus brand

Udgivet

den

Politiken Søndag gemmer journalistikken i annoncetillæg

Nyhedsbrevet den 20. maj 2021:

Som mediehus er det fristende at spille på både gynger og karruseller, når økonomien skal løbe rundt. Derfor tjener de fleste abonnementsmedier også gode penge på annoncer.

Det er helt fair, og hvis en abonnent eller to, skulle mene, at mediet burde være annoncefrit, når det er betalt igennem abonnementet, kan man jo spørge om de er villige til at betale 20-30-40 procent mere for et annoncefrit produkt.

Så langt så godt.

Men uanset, hvor meget annoncerne bidrager med, er man nødt til at anerkende at printabonnementer er ret dyre for de fleste mennesker.

Derfor bør balancen mellem det indhold, som abonnenterne betaler for og de indtægter der skabes ved at sælge abonnenternes opmærksomhed til annoncører, altid være i indholdets favør.

En langsigtet forudsætning for at abonnenterne fortsætter med at betale relativt dyre abonnementer er, at de vedholdende oplever at få noget, der er mere værd end de årlige 6.500 kroner, som det for eksempel koster at holde Politiken på print.

Den første udfordring for et medie, er derfor at skabe godt indhold.

Den anden udfordring er at gøre abonnenterne opmærksom på det.

Hvordan man bedst går opmærksom på det værdifulde indhold, kan man skrive lange analyser om.

Hvordan man gør det dårligst, kan derimod skrives ganske kort: Lad være med at skjule journalistikken bag annoncer.

De fleste afbalancerede abonnenter, kan nok leve med at annoncetillæg optræder som indstik i deres avis. Men når journalistikken, der koster en halv månedslån før skat for en jordemoder, ender som indstik i annoncetillæggene, har annonceafdelingens jagt på at opfylde KPI’er sejret over abonnementstrategi og kundernes interesser.

Det er ikke desto mindre, hvad der foregår på Politiken og formentlig også andre abonnementsmedier. Se blot billedet fra i søndags, hvor annoncetillægget gemte ikke bare en, men to indholdssektioner (som i øvrigt også var pænt tynget af annoncer).

Det er ganske enkelt et helt skævt mindset, når der ikke bare er mange annoncer, men når annoncerne aktivt modvirker abonnenternes mulighed for at opdage, det de betaler for.

Resten af ugens nyhedsbrev indeholder 7 historier, og til sidst skal du overspringshandle og tjekke en forrygende Twittertråd, hvor flere end 400 mennesker leger med at opfinde titler på nye medier, ved blot at ændre et bogstav på et eksisterende.

Altså fx: Ro Bedre – et magasin for roere eller Komputer for Palle: Det danske techblad med den mest snævre målgruppeafgrænsning.

God læselyst – Jan

1. Kan Mads Brüggers kommende medie løbe rundt?

Patrick Arendal Fahlström fra Media Scale har bedrevet et kvalificeret servietregnestykke for at afklare, hvor økonomisk bæredygtig Mads Brüggers kommende medie er.

Brügger afviser jo mediestøtte og derfor skal han og de 10 journalister, der skal ansættes, alene leve af indtægter fra abonnementer og måske annoncer.

Patrick Arendal Fahlström når frem til, at godt 6.300 abonnenter, der betaler 99 kroner om måneden, kan skabe en økonomi, der lige præcis kan få mediet til at løbe rundt.

Men der er mange ubekendte omkostninger. Blandt andet forestiller jeg mig ikke, at Mads Brügger selv vil nøjes med en gennemsnitlig DJ-løn og for konstant at have indtægter fra 6.300 abonnenter, skal der måske det dobbelte antal igennem onboardingen i løbet af et år. Det kræver markedsføring og salgsarbejde, som koster kassen.

Endelig antager Patrick Arendal Fahlström også, at det nye medie vil benytte sig af momsfritagelse. Men hvordan harmonerer det mon med Brüggers afvisning af statsstøtte?

Læs mere

2. Kursus: Fra nyhedsørkener til nyhedsoaser

Lokale medier er under pres, men gudskelov pibler det frem med gode ideer og lovende resultater mange steder.

På dette kursus – den 2-4. juni – sætter vi spot på de mest nytænkende og inspirerende cases herhjemme, i USA, Canada og i vores nabolande.

Vi angriber lokalmediernes udfordring ved at følge tre centrale spor:

  • Journalistik og indhold
  • Nærhed og engagement
  • Teknologisk udvikling

Der er ledige pladser fordi kurset desværre har været rykket på grund af nedlukning. Men nu gennemføres det.

Læs mere

3. Axel Springer tilslutter sig Facebook News

Facebook og Axel Springer er blevet enige om vilkårene for at medierne under det tyske mediehus i fremtiden kan optræde på Facebook News.

Det er en sektion på Facebook, hvor brugerne kan læse et udvalg af journalistikken fra diverse medier uden at de sendes over til mediernes egne platforme.

Facebook News udgør hjørnestenen i de “frivillige” aftaler, som Facebook indgår med private medier for at undgå, at statslige indgreb tvinger dem til at betale for dele mediernes indhold.

Axel Springer, der blandt andet udgiver Bild, Welt og Business Insider, har hidtil afvist de vilkår, som Facebook har indgået aftaler om med andre medier. Derfor har den nye aftale formentlig større principiel værdi end bare at omfatte nogle flere medier.

4. Publicistisk regnskab i skyggen af coronaen

Hvis du er en talnørd, er der masser af brugertal og detaljerede oplysninger i Jysk Fynske Mediers nyeste publicistiske regnskab.

Her er nogle nedslag fra regnskabet over Jysk Fynske Mediers 15 dagblade, 63 ugeaviser og fire radiostationer:

  • I løbet af en uge besøges JFMs nyhedssites af lidt over 1 million mennesker. Største enkeltsite er JydskeVestkysten med 460.612 ugentlige besøg.
  • Avisen Danmark læses af en lille halv million mennesker i løbet af en uge.
  • 929.000 personer læser de 63 ugeaviser.
  • Siden 2017 er andelen, der læser på mobil, steget fra 52% til 65%.

Læs mere

5. Arbejder du med nyhedsbreve?

Medietrends nye netværk for nyhedsbreve er nu i fuld gang og straks du melder dig ind får du adgang til tidligere nyhedsbreve og masterclasses.

Det gælder blandt andet den første masterclass, hvor David McNally der er CEO og medstifter af danske Ubivox gav værdifulde råd om at undgå spamdøden.

Hvis du er medlem af netværket får du fem online masterclass om året og et omfattende månedligt nyhedsbrev.

Næste nyhedsbrev udsendes den 30. maj.

150 kr. om måneden eller 1.500 kr. årligt.

Læs om Signup her

Her er programmet for masterclass 2021:

  • Undgå spamfilteret og få bedre åbningsrater. Masterclass om at undgå spamdøden. David McNally fra Ubivox.
  • Det perfekte emnefelt. Søren Ipland, Føljeton, Astrid Maria Bigoni, Nerdy by Nature samt endnu en erfaren nyhedsbrevsredaktør +Jan Birkemose, Medietrends. 
  • Når læserne skaber vækst. Mange store amerikanske nyhedsbreve vokser med hjælp fra læserne. Joseph Lichterman fra The Lenfest Institute i USA giver os overblik over de mest interessante cases. Tav Klitgaard fra Zetland fortæller om deres erfaringer med at gøre læserne til ambassadører.
  • Nyhedsbreve og moderne kommunikation. Nyhedsbreve spiller en stigende og ofte afgørende rolle i moderne kommunikation, også som motor til værdifuld thought leadership. Kommunikationsrådgiver Astrid Haug deler erfaringer og tips. 
  • Tone-of-voice – personlig uden at være privat. Kristoffer Dahy Ernst fra Euroman fortæller, hvordan han har udviklet sit personlige nyhedsbrev Morgenpost. 
  • Nyhedsbrevstendenser lige nu. Overblik og indblik i de tendenser, der rører sig lige nu/Jan Birkemose. Januar 2022

Læs meget mere om netværket.

6. Ugens nye chefredaktører…

  • Søren Schultz Jørgensen, som nok af kendt af de fleste for at være en skarp mediekommentator og analytiker, er ny chefredaktør for Vid&Sans, der udkommer til efteråret. Vid@Sans modtog et rekordhøjt støttebeløb fra 3,1 millioner kroner ved den seneste uddeling af etableringsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsens Innovationsfond. Læs mere.
  • Henrik Qvortrup, der lige nu er politisk redaktør på BT, tiltræder som chefredaktør på Ekstra Bladet. Læs mere.

7. Her de nominerede til Årets Avisside og Danske Mediers Digitale Priser

Næste fredag uddeles der guld, sølv eller hædrende omtale i både Årets Avisside og Danske Mediers Digitale Priser.

Her er de nominerede:

Årets Avisside

  • Berlingske
  • Ekstra Bladet
  • JydskeVestkysten
  • Jyllands-Posten
  • Kristeligt Dagblad
  • Politiken
  • Ugeavisen Esbjerg

Digitale Priser

  • DR
  • Helsingør Dagblad
  • Jyllands-Posten
  • Jysk Fynske Medier
  • Kulturmonitor
  • Lederstof.dk
  • Der Nordschleswiger
  • Politiken
  • Sjællandske Medier
  • TV 2

Læs mere

8. Nyhedsbrevet The Skimm vil sælge sig selv til banker eller luksusbrands

7,5 millioner læsere, som hovedsageligt er kvinder under 35 år, er penge værd.

Derfor har nyhedsbrevet The Skimm hyret JPMorgan Chase & Co til at sondere terrænet for mulige købere, som forventes at findes helt udenfor medieverden.

Og det skyldes netop målgruppen, som kan være meget attraktiv for banker eller luksusbrands, der gerne vil i kontakt med millennials kvinder.

En bemærkning helt ved siden af salgsplanerne er, at The Skimm er et rasende interessant studieobjekt, hvis du interesserer dig for communities og brugen af superfans til at skaffe nye læsere.

Læs lidt mere om fænomenet her

Læs om salgsplanerne

Skift et enkelt bogstav i navnet på et kendt medie og opfind et nyt. Det har flere end 400 mennesker fået tiden til at gå med i de seneste dage på Twitter.

Klik på Twitter-fuglen og se tråden folde sig ud.

Læs også