Connect with us

Kommentar

Anmeldelse af Y

Det længe ventede AI-medie Y er endelig kommet i luften – her er en vurdering efter de første to døgn

Udgivet

den

Anmeldelse af Y
Tophistorien da Y blev lanceret er forsvundet efter mindre end to døgn. Afpubliceret?

Verden over pibler det i disse måneder frem med nye AI-drevne medier.

Alene i de seneste uger er jeg blevet opmærksom på italienske, kroatiske, britiske medier og i al diskretion et lille dansk nichemedie om AI.

Alt sammen skabt med AI og tilsyneladende uden større anstrengelser eller investeringer.

Derfor var mine forventninger til Y, som nu har været mere end et år undervejs og har solid millionstøtte i ryggen fra både den danske stat og rigmanden Lars Seier Christensen, store.

Men ligesom de fleste andre, der har kommenteret på Y, der blev lanceret tirsdag, er jeg ikke imponeret.

I skrivende stund har Y dog kun eksisteret i to døgn, og jeg er sikker på, at der er børnesygdomme, som nok skal blive fikset. Derfor ingen ord her om skønhedsfejl eller detaljer.

Men på et mere fundamentalt niveau virker det, som om Y har nogle udfordringer.

Er det AI eller mennesker, der skriver?

Der er et miskmask af bylines og manglende bylines. Nogle artikler har en byline, men teksten virker, som om den er skrevet af en sprogmodel. Måske er det en blanding af AI og menneske, måske er det mennesket, der har kvalitetssikret AI-arbejdet og derfor har sat sit navn på. Men hvad så med de artikler, der ikke har navn? Er de ikke tjekket?  

Y slår sig stort op på at være et transparent medie, og det er supersympatisk, at man på hver eneste artikel får oplyst de bagvedliggende kilder, men hvorfor så ikke den allermest centrale oplysning om, hvem der har skrevet den?

Bliver AI brugt til det rigtige?

Med det forbehold, at jeg kan tage fejl, fordi Y ikke fortæller om arbejdsprocesserne, virker det, som om AI slet ikke får udløst sit potentiale. Faktisk har jeg mest indtryk af, at AI primært får lov at skrive og ikke så meget andet.

Langt de fleste historier er nyheder, som er manuelt udvalgt fra nyhedsbureauer eller håndfodrede bidder fra organisationer som Cepos og Skattebetalerne. Og altså ikke fundet eller udvalgt af AI.

Hvorfor er der ikke eksempler på spændende journalistik, som kun kan lade sig gøre, når AI for alvor spiller med musklerne?

Hidtil uoplyste fakta, der findes i internettets uendelige høstak, eller knusning af enorme datamængder, der leder frem til originale analyser og overraskende konklusioner.

Hvorfor bruges AI ikke til noget så banalt som korrektur? Jeg påstår ikke, at der flyder med banale kommafejl og stavefejl, men de er der og burde kunne elimineres med et simpelt prompt, hvis man er et AI-medie.

En helt barok fejl på førstedagen var formuleringen ”fireogforti komma ni procent”, der betød 44,9 %. Fair nok, at de mennesker, der skulle garantere kvaliteten, overser det i farten, det var trods alt i et livefeed, men hvor var AI’s røntgenblik? Det er jo det, AI kan.

Hvorfor skriver AI så mærkeligt?

Jeg er lidt i tvivl, om Y har bygget sin egen sprogmodel, men det har de vist. Det kan desværre forklare, hvorfor formuleringerne og tone of voice bringer mindelser om de første ChatGPT-versioner.

Jeg går grundlæggende ikke ind for, at AI skal skrive alt for meget, men hvis den skal, skal den skrive godt. Og det gør de nyeste sprogmodeller, uanset om de er fra OpenAI eller Anthropic.

Hvor er de nye stemmer?

Y skal måles på, om de bringer nye stemmer ind i den offentlige nyhedsstrøm, for det er en af deres egne programerklæringer. Måske er det et panel af bloggere, de har i tankerne, når de siger det.

Men ellers har jeg kun kunnet få øje på et meget velkendt og forudsigeligt udvalg af stemmer og kilder. Endnu værre er, at langt de fleste artikler er baseret på en styrende kilde, som ikke bliver udfordret af hverken journalist, AI eller nye (mod)stemmer.

Er det faktabaseret?

Dette er også et af Y’s løfter til læserne. Men det er jo ikke nok at bringe fakta, hvis man anvender dem tendentiøst.

Tophistorien fra dag 1 er desværre et eksempel på det. I en undersøgelse fra Skattebetalerne fremgår det, at 20 procent af danskerne udtrykker mistillid til skattemyndighederne. Det udløser indledningen: Danskerne stoler ikke på Skat.

Hvis det er sådan, man læser fakta, så kan fakta jo være ligegyldige.

Undersøgelsen viste i øvrigt, at 48 % har tillid til skattemyndighederne, og da jeg er faktafokuseret, researchede jeg mig hurtigt frem til, at Skattebetalerne lavede samme undersøgelse for et år siden. Dengang var det 44 % der udtrykte tillid.

Artiklen er i øvrigt fjernet nu (onsdag aften). Men mens alle eksisterende artikler er udstyret med blockchain-fingeraftryk, der skulle kunne afsløre eventuelle ændringer, er der ingen forklaring på afpublicerede artikler.

Hvad fungerer godt?

Som sagt er jeg glad for deklarationen af kilder. Det må andre medier gerne lade sig inspirere af. Jo mere medierne deler om arbejdsprocesserne, jo lettere er det at have tillid til dem.

En ny undersøgelse viser faktisk, at tilliden til medier stiger, hvis de er åbne om deres kilder. Så gerne mere af det.

Jeg er også begejstret over ”Dagens Brief”, der er korte lydsnacks af dagens nyheder.

Og så synes jeg, at det er fedt, at man kan ændre visningen fra sort mode til lys mode. Det har jeg indtil nu kun set hos DJØF-bladet og AIJour blandt danske medier.

Det er også dejligt, at Y har høje ambitioner og går fordomsfrit til de mange konventioner, der ofte forhindrer medieverdenen i at innovere radikalt.

Jeg glæder mig til at se Y personalisere nyhedsmixet i nær fremtid. Og i det hele taget er det dejligt med en teknologibegejstret udfordrer, som ikke er bange for at teste, hvor isen kan bære, og hvor den ikke kan bære.

Ingen tvivl om, at mere etablerede spillere kommer til at følge interesseret med og nyde godt af Y’s lærepenge.

Medietrends nyhedsbrev læses af de skarpeste i branchen – læs med hver torsdag

Læs også