Connect with us

Original

Når læserne er det stærkeste våben

Zetland og en række udenlandske medier har succes med ambassadør-kampagner, der giver ære, omtale og merchandise til læsere, der skaffer nye læsere.

Udgivet

den

Foto: Kasper Løftgaard

Kernelæserne er måske mediernes stærkeste våben. Når de bliver aktiveret på den rigtige måde, er de en superkraft, som kan skabe fantastiske resultater.

Det kan danske Zetland og en lang række udenlandske medier berette om.

Efter Zetland i foråret lancerede en ambassadør-kampagne, har det fire år gamle medie i de seneste uger skovlet nye medlemmer ind. Målet er mindst 1400 nye medlemmer og tirsdag morgen mangler Zetland under 50.

(opdateret tirsdag den 13. august kl. 14. Zetland har nået målet om 1400 nye medlemmer og har sat et nyt mål på 2000)

Alle Zetlands nuværende medlemmer har fået et unikt link, som de kan dele med deres venner og hvis nogle af dem signer up med Zetland, får medlemmet, der skaffede det nye medlem besked om det.

Til forskel fra tilsvarende kampagner i udlandet, modtager Zetlands velvillige medlemmer ingen kontante fordele ved at skaffe nye medlemmer til Zetland.

“Vi har efter mange og lange overvejelser fravalgt præmier. Til det sidste overvejede vi modellen, hvor vi trak lod om nogle superpræmier, men det skulle være præmier, der hænger sammen med Zetlands univers. Det duer ikke med en plaid og et grillsæt, for det smukke er jo, at kampagnen er drevet af folks ønske om at hjælpe Zetland,” siger Jakob Moll, Zetlands administrerende direktør.

Zetland arbejder derfor med payoff på andre måder og sender for eksempel en mail, hver gang et medlem har skaffet et nyt. På den måde oplever man, at ens personlige indsats gør en forskel.

“Og så har vi lavet en wall-of-fame, som er 100 procent stjålet fra vores venner på The Correpondents kampagne i fjor. Lige når man kommer ind på redaktionen vil man fremover møde en væg med navnene på alle succesfulde ambassadører, som har skaffet mindst et medlem, forklarer Moll. 

I udlandet har mange medier kastet også kastet sig ud i den sig ud i den såkaldte referral-metode. Og rækken af succeshistorier er lang.

Det amerikanske daglige nyhedsbrev The Skimm, kan i høj grad takke deres passionerede læsere for, at de er vokset fra nul abonnenter til over 1,5 millioner på ganske få år. Kort efter nyhedsbrevet gik i luften oplevede stifterne at en del af deres abonnenter selv tilbød at hjælpe med at udbrede kendskabet.

De blev udnævnt som Skimm’bassadors og i løbet af relativ kort tid voksede de til flere end 6000. Men i modsætning til Zetland bliver de belønnet med andet end glæden ved at sikre deres yndlingsmedie.

Afhængig af hvor mange nye abonnenter, man har skaffet, får man Skimm tasker, t-shirts, adgang til lukket Facebook-gruppe, ask me anything-sessions med stifterne og andre fordele.

250.000 sign ups via ambassadører

Den belønningstankegang trives også hos mediehuset WhereBy.us der har specialiseret sig i at udgive nyhedsbreve med lokaljournalistik.

WhereBy.us har gamificeret referal-metoden ved at lade abonnenterne avancere og gradvist opnå flere og flere fordele og anerkendelse, jo flere nye abonnenter, de har skaffet.

Når man op over 50 nye abonnenter får man ud over en fleecetrøje med logo også et shoutout i nyhedsbrevet. Det vil sige, at man med navns nævnelse hyldes. Meget amerikansk, men tilsyneladende effektivt.

Et andet amerikansk nyhedsbrev, The Morning Brew, der skriver om business, vækster også på baggrund af anbefalinger fra læserne. Også her er belønningen sat i system og kaldes generelt ”Morning Brew-swag”. Det er alt fra kaffekopper til eksklusive læsermøder, kasketter, et særligt søndags nyhedsbrev og shoutouts.

Morning Brew har over en million abonnenter og de oplyser, at mindst 25 procent kommer via anbefalinger fra læserne.

Det gode kredsløb

At læseranbefalinger er så effektive, er ikke overraskende. En undersøgelse fra American Press Institute dokumenterede for to år siden, at amerikanerne har umiddelbar mere tillid til en nyhed fra en ukendt kilde, hvis den bliver anbefalet af en tillidsvækkende person end en nyhed fra en anerkendt nyhedskilde, der ikke hjælpes på vej af en tillidsvækkende person.

Og hvem er de mest tillidsvækkende personer i vores liv? Selvfølgelig vores venner – hvis man har ordentlige venner.

I øvrigt er ambassadør-kampagner udtryk for den samme mekanisme, som dyrkes i influenter-marketing.

Det primære formål med ambassadør-kampagner er naturligvis at vokse. Oftest fungerer kampagnerne bedst på kort sigt og kan give et solidt skvulp af nye medlemmer. Men på længere sigt skaber det også en tættere forbindelse mellem medierne og deres superfans, som har uvurderlig værdi.

Ambassadør-tankegangen skaber et kredsløb mellem mediet og kernelæserne. Mediet får mulighed for at være noget ekstra for de mest passionerede brugere, og de får mulighed for at hjælpe mediet. Win win, som man ville have sagt på CBS i 80’erne.

Karse istedet for hæklesæt

Selvom Zetland har valgt ikke at give ekstra præmier til deres ambassadører, har de sendt en pakke med badges, klistermærker og en pose karse til alle de medlemmer, der har meldt sig til at være ambassadører.

”At bruge 50 eller 100 kroner på at sende en pakke til en engageret ambassadør, det er den bedste investering, vi kan gøre. Hvis vi havde nået at producere dem, havde vi også sendt dem en t-shirt. Og vores digitale chef Tav Klitgaard er af en eller anden grund fyr og flamme for at vi skal lave et Zetland-hæklesæt til ambassadørerne. Nu begyndte vi med at sende dem Zetland-karse,” lyder det fra Jakob Moll.

Original

Her er danske mediers gode ideer til coronajournalistik

Coronakrisen har sat skub i mediernes lyst til at ideudvikle. Her er overblik over hvad medierne eksperimenterer med

Udgivet

den

Her er danske mediers gode ideer til coronajournalistik

Redaktionerne er affolket, men hjemme fra køkkenbordene pibler der utallige nye redaktionelle ideer ud til danskerne om corona.

Medietrends samler her løbende ideerne så vend tilbage til artiklen, den bliver helt sikkert udbygget med flere tiltag hen ad vejen.

Videnskab.dk lader alle kopiere deres artikler

Vi har en sundhedskrise og alle har krav på kvalitetsjournalistik om corona. Sådan lyder forklaringen på, at Videnskab nu lader alle kopiere og publicere deres artikler om corona. Eneste krav er, at man krediterer Videnskab.dk og linker tilbage. Læs mere om tilbuddet

Piratprogram fra Asger Juhl

Journalist Asger Juhl med en fortid på blandt andet Radio 24Syv var lynhurtig til at lancere en daglig Facebook Live om corona. Fast gæst er professor Lone Simonsen og sammen vender de to den seneste udvikling i en hyggelig, begavet og uformel tone. Programmet er hurtigt blevet populært med op mod 40.000 daglige views. Se det her hver dag klokken 16.

Nyhedsbrev fra Information

Mange udenlandske medier har lanceret popup nyhedsbreve om corona, men herhjemme er Information det første medie, der har grebet ideen. Generelt får popup nyhedsbreve om aktuelle, hotte emner ofte masser af tilmeldinger og høje åbningsrater, og deter også meldingen fra Information, der allerede før de udgav første nyhedsbrev havde fået 5000 tilmeldinger.

Siden er antallet næsten fordoblet og åbningsraterne er nogle gange helt oppe på 75 procent. Norske NRK fik også på få dage 10.000 tilmeldinger til deres popup nyhedsbrev om corona samt åbningsrater på hele 70 procent. Tilmeld dig til Informations nyhedsbrev om corona her

Coronabot fra Børsen

Børsen har længe været blandt de førende danske medier i chatbotdisciplinen og efter coronahelvedet er brudt løs tilbyder du nu også et dagligt overblik om coronakrisen på Messenger. Efter to dage har 1000 ud af Børsens 6000 modtagere af nyheder på Messenger tilmeldt sig den nye tjeneste. Tilmeld dig selv her (hvis du allerede er tilmeldt Børsens Messengerbot, skal du bare skrive tilmeld coronaoverblik i tekstfeltet)

Corydon og co caster corona

Børsen har også lanceret et nyt podcastformat, Corydon og Co, hvor chefredaktør Bjarne Corydon diskuterer coronakrisens indflydelse på økonomien og den finansielle sektor med forskellige gæster. I første afsnit er gæsten Børsens cheføkonom Steen Bocian. Lyt podcast her

Overblik hos Altinget

Hver dag publicerer Altinget et samlet overblik over den seneste udvikling i coronakrisen. Overblikket er gratis og publiceres ca 12:45. Det indeholder også en fast grafik med opdaterede tal for antal smittede, indlagte og døde. Find overblikket på Altingets forside

Coronatracker på Twitter

Big data-analytiker Søren Pedersen, der går under aliaset @systemaddict på Twitter, har kodet en bot, der indsamler seneste dødstal fra alle lande samt artikler om corona fra danske medier. Botten har sin egen Twitterprofil med navnet https://twitter.com/coronatrackerdk

Medietrends giver overblik fra Facebook og Instagram

Medietrends har lavet et dashboard med overblik over de vigtigste opslag om corona på Facebook og Instagram fra danske politikere, statsledere, danske og udenlandske medier samt opslag, der handler om Danmark. Dashboardet er lavet med Crowdtangle og kan ses på alle skærme – jo større, jo bedre. Dashboardet opdaterer i real time. Se det her

Spørg om Corona på TV2 News

TV2 News lader i et tilbagevendende 30 minutters program seerne stille spørgsmål til udvalgte eksperter.

Jysk Fynske Mediers læsere spørger med Hearken

På Jysk Fynske Medier har de længe anvendt Hearken-systemet til at læserne kan stille spørgsmål, men under coronakrisen, har de oprustet og tilsyneladende er spørgelysten stor. Se for eksempel hos Aarhus Stiftstidende her

TV2.dk opdaterer fast dataartikel

Hvor mange er smittede? Hvor bor de? Hvor mange er døde og mange andre relevante spørgsmål om udbredelsen af coronasmitte opdateres hver dag i et fast format på tv2.dk. Tjek her

TV2 Regionerne tilbyder sofaskolen.dk

Samtlige TV2-regioner embedder Sofaskolen.dk, der er interaktiv online-undervisning leveret af Alinea. Undervisning er tilpasset alle grundskolens klassetrin.

Corona-nyheder på tværs af Teknologiens Mediehus sites

Teknologiens Mediehus udsender fra på fredag et corona-nyhedsbrev med indhold om coronavirus på tværs af Ingeniøren, Version2, PRO-medierne og Tech Management. Tilmeld dig til nyhedsbrevet her

Smittesimulation på TV2.dk

Det redaktionelle udviklingsteam på TV2 har lavet fire meget pædagogiske simulationer af hvordan coronavirussen smitter i fire forskellige scenarier. Visualiseringerne er inspireret af et tilsvarende projekt på Washington Post, som på få dage er endt som det mest læste på avisen nogensinde. Tjek TV2s lækkerier her

TV2 udsender også nu et dagligt nyhedsbrev om corona.

Rakkerpak laver corona for børn

Produktionsselskabet Rakkerpak med Dorte Palle og Tor Arnbjørn har lanceret coronaforborn.dk, som er et forum og en podcast for børn og med børn om corona. Børn fra alle ender af verden, herefter kaldet korrespondenter, kommer til orde med korte dagbogsbidrag eller digte om, hvordan corona påvirker deres dagligdag.

Niels Lunde skriver dagligt nyhedsbrev

Børsens chefredaktør Niels Lunde sender hver dag klokken 10 et nyhedsbrev med fokus på corona. Tilmeld dig her


Corona-nyhedsbrev fra Faglige Seniorer

Faglige Seniorer er i forvejen kendt i nyhedsbrevskredse for at stå bag en af de mest bemærkelsesværdige nyhedsbrevssucceser i Danmark. På cirka to år har de fået snart 100.000 tilmeldte. Nu sender de et ekstra corona-nyhedsbrev ud om lørdagen, som efter deres egne oplysninger har tårnhøje åbningsrater. Tilmeld dig her.

Bidrag til listen med tip om gode redaktionelle og journalistiske ideer blandt danske medier. Send gerne to-tre linjer og eventuelt et link på denne mail

Flere gode cases..

Gerd Maria May fra Room of Solutions samler også på gode og nye måder at dække corona på. Tjek hendes liste, som især indeholder udenlandske eksempler her

Læs resten af artiklen

Andre læser lige nu