Connect with us

Medieøkonomi

Teknologiens Mediehus indfører klippekort til abonnenterne

Seks gange om måneden kan Ingeniørens abonnenter frit læse og dele artikler fra Teknologiens Mediehus 10 Pro-medier.

Udgivet

den

Teknologiens Mediehus indfører klippekort til abonnenterne

Som det formentligt første nichemediehus indfører Teknologiens Mediehus nu et klippekort, der skal bygge bro mellem mediehusets mange nicher. Fremover får alle plus-abonnenter eller medlemmer af IDA hver måned et klippekort, der giver adgang til seks artikler på mediehusets Pro-medier.

Målet er dels at give abonnenterne flere gode grunde til at forblive betalende læsere og dels at spotte potentielle abonnenter til Pro-medierne.

“Vi holder øje med både brugen af klip og abonnementssalg. Hvis man bruger alle sine klip hver måned på et bestemt PRO-site, så er man nok i markedet for et PRO-abonnement,” siger udviklingsdirektør Mette Vindfeld Rosendahl.

Der er allerede en forbindelse mellem Ing.dk og de 10 nichemedier, hvis indhold eksponeres på ing.dks forside, nyhedsbreve og på en seneste nyt-liste. Men hidtil ville alle uden specifikke abonnenter til nichemedierne støde på betalingsmuren.

Der har derfor været et ønske blandt brugerne om at øge tilgængeligheden.

“Udviklingen af klip er sket på efterspørgsel fra og i samarbejde med læserne, som oplevede, at det var komplekst med interessant indhold bag forskellige paywalls. Vi har allerede fået god feedback, både i test-fasen og nu hvor det er live – og vi kan se, at brugen af klip stiger dag for dag,” siger Mette Vindfeld Rosendahl.

Hun oplyser, at succesparameteret er, at brugerne oplever et mere fleksibelt system, som giver dem fuld udbytte af abonnementet.

I støbeskeen er også at betragte klippene som en slags intern valuta, som abonnenterne kan optjene.

“Vi er i gang med at overveje forskellige metoder at optjene flere klip på, f.eks ved event-signups, ved deltagelse i surveys, osv,” siger Mette Vindfeld Rosendahl.

Læs også