Fire minutter med Sigrid Adamsson

Jeppe Bentzen sendte i sidste uge stafetten videre til Sigrid Adamsson med disse ord:

Det bør Sigrid Adamsson, som i flere år har været tilknyttet skribent og kritiker ved Politiken og på et tidspunkt titulerede sig selv ‘arbejdsmarkedskritiker’. For nylig udgav hun sin anmelderroste debutroman Skyerne og i øjeblikket studerer hun en master i journalistik på Columbia University – og jeg tænker, at hun med sin kombination af et litterært og fagkritisk blik på branchen fra den vel fjerneste distance overhovedet – den amerikanske østkyst – må gøre sig nogle interessante tanker om journalistikken i Danmark. Dem vil jeg gerne høre.

Sigrid Adamsson har senest været kulturjournalist og anmelder på Politiken og skønlitterær forfatter – i øjeblikket i gang med en Master of Arts på Columbia Journalism School i New York.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Her i USA bruger jeg meget tid på at forsøge at forstå, hvordan vi endte her, og hvorfor jeg som dansker overhovedet inddrager mig selv i dette ’vi’.
Jeg er for nylig blevet meget inspireret af Michael Schudsons bog The Rise of the Right to Know til en historie om MAHA-influencere (Make America Healthy Again, red). Jeg skriver også på et større projekt om kirker i de største containerhavne i USA.
Der var engang en sociolog, der sagde til mig, at journalister og kunstneres største problem er, at vi ikke kan finde ud af at fortælle historier om det, der er allermest kedeligt, men også allervigtigst, og det besluttede jeg skulle være løgn. Men svært er det da.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Det, der giver mig mest håb, er de unge journalister i mediebranchen, som arbejder fuldkommen uafbrudt og er dybt, dybt engagerede i journalistikken og dens fremtid. Medierne benytter sig i tiltagende grad af freelancere eller løst tilknyttede journalister, der sjældent får den store redaktionelle kontinuitet retur, hvilket deres fastansatte kolleger jo gør. Men det får ikke de unge journalister til at arbejde mindre hårdt.
Hver gang jeg møder dem, tænker jeg, at journalistikken har en langt lysere fremtid, end dem på ledelsesgangene ved, og om de mon får øje på det, inden det er for sent.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Især nu, hvor jeg betragter Danmark på afstand, skriger det til himlen, hvor svært det åbenbart er at fortælle historier om andre lande om vores eget, uden at det altid kommer til at handle lidt om os selv. Tag for eksempel dækningen af det grønlandske valg sidste år. Det må da være en journalists vigtigste tommelfingerregel, at man ikke bare drager ud i verden med en navlepillede hypotese, og så forsøger at finde beviser, der bekræfter selvsamme navlepillende hypotese.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Nu bliver det nok lidt langhåret, og det skal jeg gerne beklage. Men jeg kender ikke noget mere velgørende end at få anledning til at føle ydmyghed over for det ansvar, det er at have en offentlig stemme og få lov til at blive hørt og tale på vegne af andre.
Jeg tænker ofte over, at journalister kunne lære meget af at prøve at arbejde i folkeskolen. Jeg har i hvert fald stået der over for 28 børn og indset, at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvordan jeg overhovedet kan tale på en måde, så 28 børn på én gang lytter til det, jeg siger. Og det er, synes jeg, en sund og god ting at tænke over, når man forventes at hælde skråsikkerhed ud i spalterne dag efter dag.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Jeg er enormt taknemmelig for det arbejde, Maya Tekeli gør for dansk journalistik. Hun forsøger i mine øjne rent faktisk at udstikke en vej for os unge journalister, som både hader, men også føler os bundet på hænder og fødder af kravet om selviscenesættelse og underholdningsværdi. Hun vender ikke bøtten på hovedet, men laver god, gedigen journalistik på et ellers ret smadret fundament. Jeg får ofte lyst til at høre, hvad hun tænker om at være journalist i det her herrens år 2026.