Fire minutter med Jeppe Bentzen

Gustav Hagild sendte i sidste uge stafetten videre til Jeppe Bentzen med disse ord:

Jeg sender den videre til Jeppe Bentzen fra Berlingske. En begavet tænker og så skriver han godt, hvilket er det jeg respekterer allermest i andre mennesker. Med håbet om, at han aldrig vil slække på sit høje kvalitetsniveau.  

Jeppe Bentzen er journalist på Berlingskes Opinion-tillæg

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Den Kolde Krig, dansk jazzhistorie, Jørgen Leth og Truman Capote fylder temmelig meget for tiden, men det kan jeg ikke fortælle mere om endnu. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

De samme, som giver mig mest myrekryb: Zetland. 

Jeg tror, at jeg har tegnet abonnement på mediet fem-seks gange og afmeldt mig igen et tilsvarende antal gange (og alle dage nægtet at kalde mig selv for “medlem”, alene det ord fremkalder de første spor på armen).

I månederne op Zetlands lancering i 2016 sad jeg helt sagesløst til et arrangement i et kulturhus på Østerbro, da stifter og chefredaktør Lea Korsgaard dukkede op med merchandise og århundredets mest ærgerrige armbevægelser, og hvis jeg lukker mine øjne kan jeg stadig for mit indre høre hendes stemme pitche sit nye “VILDE” medie, som gjaldt det hendes liv.

Og det er jo hendes sejr. For lige så enerverende Zetlands energi kan være, lige så imponerende er det jo bare, hvad Korsgaard og hendes hold har drevet det til på ti år. Irriterende imponerende, imponerende irriterende. De lykkes med at balancere mellem det hurtige og langtidsholdbare, de tør tilsyneladende satse og tænke på nye formater, flere af skribenterne er dygtige fortællere, og mediet har et på én gang afgrænset og vidtforgrenet udtryk.

Alt det kan konkurrenter, der drømmer om at overleve, lære af. Der er jo ingen, der siger, at produktet af den grund behøver blive lige så selvsmagende og sludrende.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Den bør lære at finde inspiration hos andre end den selv. At det ene dagblad lancerer dét podcastformat eller dén klummegenre og får succes med det, betyder ikke, at resten bør gøre dem kunsten efter. Måske er det ikke alle danske medier, der behøver et dagligt nyhedsoverblik om morgenen og igen om eftermiddagen.

Mange af de udenlandske – og efterhånden også danske – skribenter, jeg bedst kan lide, slår gækken løs på Substack for tiden. Og YouTube, desværre. Hvis jeg var redaktør, ville jeg finde inspiration dér og finde en måde at forene de originale udtryksformer med, selvfølgelig, publicistisk ansvar.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jamen lad mig da hælde mere vand på samme mølle: At forstå, at det “at omstille sig” ikke behøver betyde “at lade sig rive med”.

Den danske musik- og filmbranche lider også under teknologiens udvikling og folks nye måder at forbruge på, men i de kredse ved man godt, at ens metier går fløjten, hvis man forfalder helt til kunstig intelligens, 10 sekunders klip og andre pleasende tiltag.

Hvad ville være den journalistiske pendant til Trine Dyrholm-filmen Pigen med Nålen, som vandt otte Robert-priser forleden, være? Et kvalitetsmagasin, der markedsføres alle andre steder end online? Jeg ville købe det.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Det bør Sigrid Adamsson, som i flere år har været tilknyttet skribent og kritiker ved Politiken og på et tidspunkt titulerede sig selv ‘arbejdsmarkedskritiker’. For nylig udgav hun sin anmelderroste debutroman Skyerne og i øjeblikket studerer hun en master i journalistik på Columbia University – og jeg tænker, at hun med sin kombination af et litterært og fagkritisk blik på branchen fra den vel fjerneste distance overhovedet – den amerikanske østkyst – må gøre sig nogle interessante tanker om journalistikken i Danmark. Dem vil jeg gerne høre.