Connect with us

Original

Postcorona: Hjemmearbejdet delte mediefolket

Distancearbejde er kommet for at blive, mener Medietrends læsere. Fire ud af ti af dem har på det seneste tænkt mere og mere på at arbejde mindre

Udgivet

den

Postcorona: Hjemmearbejdet delte mediefolket
Foto: Pixabay

Der var dem, der elskede at arbejde hjemme og dem der hadede det. Og så var der de næsten 40 procent, som tænkte mere og mere på at arbejde mindre fremover.

Det viser resultaterne af en spørgerunde blandt Medietrends læsere. Undersøgelsen er absolut uvidenskabelig og med kun 95 respondenter, bør den primært opfattes som en forsigtig strømpil på stemningen efter to måneders coronakrise.

Som det ses, er der nøjagtig lige mange der har fået mere og mindre arbejdsglæde ud af månederne hjemme ved køkkenbordet. Det samme gælder dem, der oplever, at hjemmearbejdet skabte henholdsvis mere og mindre inspiration.

Respondenterne er også blevet bedt om at angive, hvor introverte eller ekstroverte, de oplever sig selv. Og tallene viser, at der er sammenhæng mellem, at hjemmearbejdet har været de introvertes lykkesstund og de ekstrovertes mareridt.

Mens nogle spørgsmål skiller mediefolket i lige store grupper, er der større enighed om at hjemmearbejdet skaber bedre fokusering, men også at hjemmearbejdet gør det sværere at fornemme kolleger og chef.

Medietrends læsere er også blevet bedt om at svare på om coronaen har sat nye tanker igang hos dem.

Ikke overraskende har en stor gruppe på hver tredje tænkt, at en fyrreseddel var mere sandsynlig end ellers. Men de usikre tider har også fået mange til at overveje karrieren. Således har hele 28 procent overvejet at skifte fag/branche eller position og 39 procent har overvejet (mere end de plejer) om de fremover skulle arbejde lidt mindre.

Et stort flertal forventer, at coronaen kommer til at sætte varige spor i den måde vi arbejder på. Næsten syv ud af ti, vurderer, at hjemmearbejde og onlinemøder enten generelt eller udbredt til mange arbejdspladser bliver fast praksis.

Kun 28 procent tror, at de fleste arbejdspladser vender tilbage til samme rutiner, som før coronaen.

Du kan se hele undersøgelsen ved at åbne det seneste nyhedsbrev på dette link.

Læs også