Danske medier og medieprojekter modtager i år et rekord stort beløb fra Googles fond til udvikling af digitale medieprojekter – Google Digital News Initiative.
I alt sender Google 7,7 millioner kroner til fordeling mellem fire projekter.
- Mandag Morgen vil udnytte kunstig intelligens til inddrage læserne i deres journalistik.
- Jysk Fynske Medier vil personalisere det nyhedsmix, læserne får.
- Constructive Institute vil udvikle software, der kan afgøre om journalistik er biased
- Danwatch vil i samarbejde med International Media Support og Indieframe udvikle en platform, der kan hjælpe journalistik fra den 3 verden frem.
Jysk Fynske Medier
Jysk Fynske Medier modtager 2,3 millioner kroner til at udvikle personaliseringsværktøjer, der kan placere mere relevante artikler til netop de læsere, der er interesserede i dem.
Det kan for eksempel være hyperlokale historier, som har meget stor værdi for få læsere, men som ikke skal forstyrre resten af læsergruppen. En del af disse artikler vil i fremtiden blive skrevet af robotter – mest indenfor sport, hushandler og erhverv.
Robotjournalistikken er allerede under udviklingen og Jysk Fynske Medier søger netop nu Danmarks formentlig første robotredaktør.
Umiddelbart lyder Jysk Fynske Mediers projekt en del om den omstilling, som svenske MittMedia har gennemført. Her personaliseres alle artikler på nær de tre øverste, men overfor Medietrends har MittMedia tilkendegivet, at de indenfor et år formentlig vil lade robotterne overtage udvælgelsen af de tre sidste artikler.
MittMedia har i øvrigt stor succes med omstillingen og har fremgang på alle tænkelige parametre. Læs Medietrends tilbundsgående artikel om dem.
Mandag Morgen
Ugebrevet Mandag Morgen modtager en millioner kroner til at udvikle The Engagement Engine. Et projekt der kobler to af tidens store trends i medieverdenen: Brugerinddragelse og intensiv udnyttelse af data.
Ideen er at komme tættere på de mange læsere, der kan og har lyst til at bidrage til MMs journalistik med gode ideer, perspektiver og viden.
”Mandag Morgens læsere er en usædvanligt vidende og engageret gruppe mennesker. Vi opfatter dem som en ressource, og en del af dem kommer allerede i dag fysisk i vores hus til netværk, konferencer, Mandag Morgen Live, workshops eller arrangementer i Mandag Morgens tænketank. Den tætte kontakt vil vi gerne blive meget bedre til at udnytte til at gøre ugebrevet mere relevant og værdifuldt for læserne,” siger Mandag Morgens redaktionschef Tanja Nyrup Madsen.
Kernen i ideen er ikke ny, men ved at bruge kunstig intelligens og maskinlæring til at spotte de relevante læsere, håber Mandag Morgen at kontakten kan blive mere intensiv og gnidningsfri end tidligere set.
Læs mere om projektet hos MM.
Danwatch/IMS/Indieframe
De tre organisationer modtager i alt 4,1 millioner kroner til at udvikle platformen MediaBridge.org, der skal skabe kontakt mellem internationale medier og lokale medier og journalister i verdens oversete områder.
Tanken er, at mediefolk i den tredje verden kan bruge platformen til at pitche ideer, levere dokumentation eller elementer til historier.
Constructive Institute
Instituttet i Aarhus modtager 375.000 kroner til at udvikle The Constructive Mirror, der skal hjælpe med at scanne om historier er biased eller på anden måde indeholder elementer, der er ukonstruktive.