Connect with us

Original

2019: Redaktørerne skal genopfindes

Det personlige mix af nyheder tager fart i 2019 og det tvinger journalister og redaktører til at nytænke deres opgaver

Udgivet

den

2019: Redaktørerne skal genopfindes

Medietrends abonnenter modtager hvert år i begyndelsen af december en stribe bud på tendenser, der vil tage fart i løbet af det kommende år. Mellem jul og nytår låses forudsigelserne op, så de kan læses her og deles. Hvis du ønsker at læse de otte forudsigelser samlet, kan du tilmelde dig ugemailen nu, så får du en pæn pdf tilsendt med det samme – ellers følg med her de kommede dage.


Medietrend nr. 1

I flere hundrede år har det været journalisternes kerneopgave at udvælge og prioritere de vigtigste og mest relevante nyheder til deres publikum. Men hvad sker der med den opgave, hvis 10, 20 eller 30 procent af nyhederne udvælges individuelt til hver enkelt bruger af en personaliseret algoritme?

Og hvad, hvis det er 50 procent?

I takt med at flere og flere medier kaster sig ud i personalisering af nyhedsmixet opstår der et pres mod journalisternes og redaktørernes spidskompetence som kuratorer.

Derfor vil vi i den kommende tid få behov for at diskutere rolle- og opgavefordelingen mellem mennesker og maskiner på redaktionen. Hvis ikke redaktører og journalister nyfortolker deres egen opgave, bliver deres jobindhold gradvist reduceret i takt med, at algoritmer overtager en del af deres arbejde.

Set ud fra et publicistisk synspunkt er det positivt, hvis personaliserede algoritmer bidrager til at få brugerne til at konsumere mere af mediernes indhold. Men hvis medierne ikke bare skal fodre hver enkelt bruger med lige præcis det, han/hun drømmer om, skal de redaktionelle ledere tage ansvar for, at personaliseringen afspejler netop de værdier, som mediet står for.

Måske skal personaliseringen ikke bare give hver enkelt bruger et personaliseret medspil, men også et personaliseret og konstruktivt modspil. Måske skal personaliseringen være en døråbner for at få hver enkelt bruger til også at opdage mediets væsentlige tophistorie.

Personaliseringen skal balanceres og det kræver grundige publicistiske overvejelser på hvert eneste medie. Den opgave skal de redaktionelle ansvarlige påtage sig – for deres mediers skyld, deres egen og især brugernes.

Status lige nu er, at personalisering tager fart i 2019. DR, Politiken, Information, Mediehusene Midtjylland og lang række toneangivende internationale medier er allerede i gang og kommer til at skrue op for personaliseringen i det kommende år.

Foto: James Cridland/Flickr

Læs også