Connect with us

Original

Tjekdet.dk indgår samarbejde med Facebook

Når danske brugere af Facebook i fremtiden angiver, at en historie er falsk, får Tjekdet.dk til opgave at kontrollere sandhedsværdien.

Udgivet

den

Tjekdet.dk indgår samarbejde med Facebook

Mandag Morgens faktatjekkersite Tjekdet.dk har indgået et tæt samarbejde med Facebook forud for det kommende danske folketingsvalg. Det meddelte Facebook onsdag aften.

Når danske brugere af Facebook i fremtiden angiver, at et opslag eller en historie er falsk eller misvisende bliver Tjekdet.dk adviceret og kan kaste sig over at verificeringsopgaven. Den form for partnerskaber har Facebook i forvejen med 25 andre faktatjekkere i 14 forskellige lande.

Fælles for de mange faktatjekkere er, at de er certificerede efter nogle særlige krav, der er definerede af Poynter. Læs dem her.

Facebook har valgt partnerskaberne med uafhængige faktatjekkere fordi selskabet notorisk har afvist at være dommer over, hvad der er sandt eller falsk. Og den opgave ligger ret beset også bedre i hænderne på en journalistisk organisation end hos en techgigant.

“Falske nyheder er et problem, fordi de fordrejer beslutningsgrundlaget og underminerer demokratiet, men det er også et komplekst problem, som ikke kan løses med et enkelt greb. Vi ønsker at bekæmpe misinformation, men vi vil ikke være dem, der afgør, hvad der er sandt og falsk. Der, hvor vi kan hjælpe, er ved at give folk viden om det, de ser, så de derfra selv kan vurdere, hvad de skal læse, dele og stole på”, siger Peter Münster, kommunikationschef hos Facebook i Norden.

Hos Tjekdet.dk ser Lisbeth Knudsen samarbejdet som meget oplagt.

“Vi ser det som en naturlig opgave for os i forlængelse af arbejdet med vores faktatjek-site at bidrage til, at fabrikerede påstande og falske historier ikke kommer til at undergrave en af demokratiets bærende funktioner, som handler om frie valg på et oplyst grundlag. Vi skal ikke være overdommere på politiske synspunkter og holdninger, men vi har i Facebook-samarbejdet den helt regulære, journalistiske opgave at tjekke manipulerende indhold og bevidst vildledende påstande, som måtte blive delt på Facebook,” siger Lisbeth Knudsen.

Hvis Tjekdet.dk vurderer, at en artikel eller et opslag på Facebook er misvisende, skriver de en dokumenterende modartikel og informerer Facebook om vurderingen.

Derefter træder sker der fire aktioner:

  1. Facebook skruer ned for opslagets rækkevidde. Tidligere erfaringer viser, at algoritmebremsen reducerer rækkevidden med cirka 80 procent.
  2. Tjekdet.dks “modartikel” bringes i sammenhæng med den falske, så brugerne får noget modvægt.
  3. Brugere der allerede har delt eller er ved at dele historien får en notifikation om artiklens manglende sandhedsværdi.
  4. Tjekdet.dks øvrige faktatjekkerartikler kan vises i feedet hos de brugere, der har delt den falske historie.

Lisbeth Knudsen har skrevet et blogindlæg, hvor hun forklarer hvorfor og hvordan Tjekdet.dk vil gribe opgaven an. Læs det her

Oprindeligt krævede Facebook, at der skulle to uafhængige faktatjek til før de skrev ind med restriktioner over for fake news. Men formentlig som en konsekvens af manglende udbud af faktatjekkere, har Facebook ændret kravet til bare en.

Foto: Marco Verch/Flickr

Læs også