På med ja-hatten og det åbne sind. Her kommer fem originale ideer til udvikling af de betalingsvægge, som vi kender. Betalingsvægge, som nok fungerer fint til at holde gratister og betalende brugere adskilte, men som ikke altid fungerer perfekt i forhold til at konvertere gratister til abonnenter.
Melody Kramer fra Wikimedia Foundation præsenterer her fem ideer. Hun påstår ikke, at nogen af dem sidder lige i skabet, men de er innovative og velegnede til at arbejde videre med.
Præmissen for dem alle er, at de fleste betalingsvægge har lidt huller for at kunne give ikke-abonnenter smagsprøver og for at få trafik til annonceeksponeringen. Disse huller er ofte dikterede af, at brugerne kan få et bestemt antal enheder eller at mediet betegner noget som betalingsindhold og noget andet som gratis. Med andre ord, er medierne altså under alle omstændigheder klar til at “forære” noget af indholdet væk.
Så hvorfor ikke brainstorme lidt på de kriterier, der er for at slå huller i betalingsvæggen:
1 – Tid
Hvad med først at smække betalingsvæggen ned (sammen med et godt tilbud om abonnement) når læseren har brugt et bestemt kvantum tid på mediet? Vi ved jo, at jo længere tid, der er brugt, jo større er interessen og dermed sandsynligheden for konvertering.
Tid kunne også være, at en læser, der ikke har besøgt mediet i lang tid, men pludselig vender tilbage, får lidt mere besøgstid end andre. Der kan også bestemte tidspunkter (happy hour), hvor der er mere åbent end ellers.
2 – Først til mølle
Kunne man forestille sig, at en artikel først bliver låst efter den har opnået et vist antal læsere, kommentarer, delinger eller likes? Altså et først-til-mølle-princip. Det kunne jo sådan set også være med til at motivere brugerne til at komme hurtigt ind på mediet og dermed booste trafikken.
3 – Indstil betalingsvæg efter brugernes situation
Kunne det være gratis at læse på kontoret, men koste, når du sidder i toget. Kunne nogle geografiske områder have mindre restriktiv betalingsvæg end andre? Vi ved, at der er situationer, hvor folk er mere villige til at betale end i andre situationer, så hvorfor ikke indrette modellen efter det? En flaske kold vand på stranden er jo også dyrere end i supermarkedet.
4 – Vaner
Skal læsere, der bidrager med kommentarer eller tips til redaktionen have bedre adgang igennem betalingsvæggen end andre? Kunne et bogkøb fra Børsens forlag udløse en gratis dag på borsen.dk?
5 – Synergi
Kan man kombinere betalingsvæggen med brugernes andre aktiviteter og for eksempel belønne med to-dages gratis besøg på hjemmesiden for dem, der har støttet eller engageret sig i et eller andet. Det kunne for eksempel være et segment, der er særlig interessante for et konkret medie. Politiken.dk kunne kort og godt smide en promokode ud med hashtagget #metoo og på den måde komme i bedre kontakt med en potentiel læserskare, der bliver lukket ind i stuerne i to dage.
Melody Kramer erkender selv at ingen af de fem ideer er færdigt udviklede og måske kan de endda virke lidt forvirrede. Men derfor kan de jo godt kickstarte en konstruktiv ideudvikling der ude.
Foto: Pexels