Gamle ord er en formue værd

Illustration skabt med ChatGPT

Nogle gange dukker der sjove historier op om ægte Picassoer, der bliver fundet på gamle tørrelofter, designermøbler der sættes ud til storskrald og tilstøvede Porscher, der har været gemt væk under sækkelærred i lader i 50 år.

Helt så kulørt er min historie desværre ikke. 

Til gengæld er hovedaktivet heller ikke dukket op, for det blev slettet for mange år siden for at spare lidt håndører på mediernes budgetter.

Jeg snakker om gamle digitale menneskeskabte artikler, som løbende er blevet slettet for at få plads til nye på mediernes servere. Om slettemanien er meget udbredt i mediebranchen ved jeg ikke. Men personligt er en stor del af det, jeg har skrevet i nullerne slettet og jeg ved, at det også er foregået andre steder end på mine arbejdspladser.

Det sjove er bare, at den slags menneskeskabt indhold nu er penge værd fordi techselskaberne skal bruge det som træningsfoder til deres AI-sprogmodeller.

Hvad sådan nogle gamle nyheder egentlig er værd – hvis altså de ikke var slettede – fik vi en bedre ide om i denne uge, hvor det kom frem, at Google har købt en enorm mængde intern kommunikation fra konkursboet efter det amerikanske flyselskab Spirit.

10 millioner dollars lød hammerslaget på, og det er trods alt en god slags penge, som må vende op og ned på om en fyldt server egentlig skal opfattes som en irriterende pengesuger eller en bankboks.

Danske medier har for længst over en bred kam valgt at blokere deres hjemmesider, så AI-giganterne ikke kan crawle deres indhold, og det er af mange årsager en god ide. 

Ud over det helt principielle standpunkt om, at man selvfølgelig skal beskytte sin ophavsret, så viser Spirit-handlen også, at det kan have været en rigtig fornuftig økonomisk beslutning.

For der er åbenlyst gode penge i de gamle ord. 

Spirit-handlen, som i øvrigt meget naturligt har fået de flyansattes fagforening til at protestere over risikoen for brud på privatlivets fred, må sætte en ny barre for, hvad gamle, menneskabte ord egentlig er værd. 

Det kommer fremtidige handler til gode, og kan vel også komme til at spille en rolle i de forskellige retssager, der udspiller sig om techselskabers tyveri af indhold.

Om man direkte kan sammenligne værdien af intern kommunikation og journalistisk indhold, er selvfølgelig et åbent spørgsmål. 

En tilfældig nyhed fra 2003 er næppe mange kroner værd. Men 20 eller 30 års sammenhængende journalistik med datoer, emner, kilder og metadata er et stærkt og unikt datasæt. 

Det, der før lignede digitalt ragelse, kan vise sig at være et aktiv.

Og techselskaberne er ikke kun på jagt efter noget, de kan træne deres algoritmer på. De har også brug for substansdata til søgning og specialiserede AI-produkter. De har brug for kvalitet til at opveje for de mere eller mindre tvivlsomme ordbunker, de ellers kan samle sammen fra internettets dyb.

Det bør alt andet lige tale prisen på mediernes indhold op.

Jeg har lige fået en besked fra min webhost om, at Medietrends er tæt på at vokse ud af den nuværende server, og at jeg skal skifte til en større og dyrere pakke. Det gør jeg herefter med stor fornøjelse.

Den mulige gevinst, som nogle medier måske kan indkassere, ændrer dog ikke på, at den kunstige intelligens fundamentalt set er en trussel mod medieøkonomien, da den både udfordrer distribution og skabelse af nyheder – for at sige det helt kort.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Og husk Fire minutter med Jamilla Sophie Alvi – det vil du ikke fortryde.

Arbejdsgiverne hyrer AI-dømmekraft

Det er ikke nok at kunne prompte og kende de nyeste AI-funktioner hos ChatGPT og Claude, hvis du vil imponere en britisk mediechef.

Ifølge en ny undersøgelse fra den britiske journalistuddannelsesorganisation NCTJ lægger arbejdsgiverne stadig større vægt på, at nye journalister kan vurdere AI kritisk. De skal kunne opdage hallucinationer, forstå bias, kontrollere fakta og vide, hvornår AI kan bruges forsvarligt.

Det har fået NCTJ til at justere undervisningen på sine journalistuddannelser. Organisationen understreger samtidig, at AI-kompetencer skal lægges oven på de klassiske journalistiske færdigheder – ikke erstatte dem.

Trafik hos USAs største medier falder

På to år er den samlede trafik til USAs ti største medier faldet med en tredjedel. Det skriver PressGazette, som konkluderer, at det skyldes konkurrencen fra AI – især Google AI Overview, der netop blev lanceret i USA for to år siden.

Det er dog ikke alle ti medier, der er faldet lige meget, og ser man over en tre-årig periode, er fire af dem steget. De skriver ikke, hvordan disse fire medier har klaret sig i den første nævnte to-årige periode.

New York Times tester AI-indhold til læserne

Det er mere skelsættende end det lyder i en tid, hvor masser af udenlandske medier – også i Norden – for længst har indført chatbots til læserne, at New York Times nu også gør det.

For New York Times har fra begyndelsen af AI-epoken stået nagelfast på principper som human in the loop, hvilket umuliggør at tilbyde chatbots til læserne.

Men nu sker det i en testperiode til en mindre gruppe læsere, som får AI-skrevne uddrag af artikler, skriver Semafor Media.

Danske medier har i vid udstrækning taget samme standpunkter til AI, som New York Times, så nu venter vi bare på, at det første store danske medie også tager en bid af skovsneglen.

Nyhedsundgåelse stiger markant

Var det ikke for de ældre generationer, ville fire ud af ti danskere ofte bevidst undgå nyheder. Men der er kun 23 procent af de ældre (65+) som undgår nyheder og det trækker gennemsnittet for alle ned til 34%.

Aldergruppen fra 35 år til 44 år er de mest nyhedsafvisende med hele 43%, som bevidst prøver at undgå nyheder.

Ialt er der ifølge den nye undersøgelse Danskernes brug af nyhedsmedier 2026 sket en markant stigning i andelen af nyhedsundgåere fra 27% i 2025 til 34% i år.

Undersøgelsen har mange andre spændende pointer. Også positive.

Live tracker over AI-fejl i medier

PressGazette har påtaget sig den kedelige opgave at overvåge og samle fejl, som medierne begår med AI. Det er alt fra opdigtede kilder til AI-tekster, der ikke er deklarerede og hallucinerede citater. 

Mellem de mange udenlandske eksempler er også danske Berlingske og Politiken.

Fire minutter med Jamilla Sophie Alvi

Privatfoto

Susanne Bjørnbak Sayers sendte i sidste uge staffeten videre til Jamilla Sophie Alvi med disse ord:

Jamilla Sophie Alvi. Fordi hun er et af de mennesker, der insisterer på nye veje i journalistikken, er blændende velskrivende, dybt engageret og sin erfaring til trods endnu ikke har mistet håbet for vores fag (fuldstændigt).

Jamilla Sophie Alvi er featurejournalist på Jyllands-Posten og tidligere fellow på Constructive Institute.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

I 8 måneder har Jacob Grosen, Asbjørn Kjærgaard og min sendt-fra-himlen-makker Pernille Skytte arbejdet på podcasten En ven af familien. Den bygger blandt andet på over 300 samtaler mellem en krænker og hovedkilden Klavs, som jeg mødte i 2021 efter et tip ved kaffeautomaten fra Karina Oddershede, der i dag er på Gravercentret. 

Klavs og jeg har undersøgt hans familiehistorie sideløbende med alt andet, og på et tidspunkt opgav jeg projektet helt, da en daværende mellemleder vurderede, at grooming var for meta. Men tiderne skifter heldigvis, og jeg er enormt stolt af, hvor mange forskellige fagligheder, der i år har kastet sig ind i projektet og sagt: Det her er vigtigt! 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

I går grinede Asbjørn til et møde, da jeg fortalte, at Susanne Sayers havde sendt mig stafetten, fordi jeg »bevarer optimismen på branchens vegne«, for han mener, at jeg nok nærmere er drevet af raseri over den. Men projekter som Berlingskes fotoserie om iltsvind og Klara Trebbiens Flæsk giver mig håb. Journalistik, der gør sig formidlingsmæssigt umage for at kickstarte vigtige samtaler om emner, mange af os ikke ellers orker at klikke på.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mediebranchen skal se på, hvem der uddanner og rekrutterer de nye journalister. Ikke af hensyn til kvoter, men fordi ensartede redaktioner får ensartede blinde vinkler. Da brændstof og oliepriserne steg, var vi på redaktionen et par uger om at opdage, hvor nas det gjorde i nogle husholdninger. Vi fik først et wakeupcall fra en praktikant på SU, der – som mange andre – lever fra løncheck til løncheck. Diversitet handler også om bedre journalistik. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Svære problemer løses sjældent bedst af fem mennesker fra samme bolledej med samme uddannelse og livserfaringer. Sæt forskellige fagligheder sammen, og tag talentudvikling alvorligt: Giv folk tid, modspil, ansvar og vigtigst af alt: lov til at prøve noget, de ikke allerede har bevist, at de kan.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Marlene Boel. Chef for B&U, Ramasjang’erne og DR Ultra. Hun tager ledelse og talentudvikling på sig og forholder sig konstant til, hvorfor fx Ultra findes som nyhedsmedie. Sej som en slædehund, og så sætter hun desuden handling bag fine ord om diversitet, som mange mediehuse inklusive JPPOL i perioder er så glade for i årsrapporter.

Så længe branchen kan holde på mennesker som hende, skal det nok gå.