Google Chrome pønser på at blokere annoncer

Ifølge The Wall Street Journal er Google tæt på at indbygge en ad blocker i deres browser Chrome. Den er verdens mest udbredte browser og anvendes ifølge flere forskellige kilder af flere end 50 procent af klodens internetbrugere.

Det er derfor en alvorlig udfordring for de medier og udgivere, der i forvejen er påvirket af den stigende brug af ad blockere.

Chromes indbyggede ad blockere vil blokere alle annoncer, der ikke er blåstemplede af the Coalition for Better Ads. Det vil blandt andet sige pop ups,  selvspillende videoer med lyd og de såkaldte prestitial ads, som er annonceformater, der overtager og dækker skærmen, inden man får lov at komme ind på hjemmesiden.

Det er uvist om Google “kun” vil blokere disse annonceformater, eller om de også vil blokere “gode” annoncer på hjemmesider, der indeholder de “onde” formater.

Det er også uvist om ad blockeren vil være tilsluttet Chrome som default eller om man selv aktivt skal slå den til.

The Wall Street Journal understreger også, at Google ikke har bekræftet planerne og at de også derfor kan tage dem af bordet igen. Men ifølge avisen, bliver blokeringsværktøjet måske præsenteret allerede i løber af få uger.

At Google tøver skyldes naturligvis, at Google selv er verdens største annoncedistributør og sidste år omsatte for 60 milliarder dollars. At indføre et blokeringsværktøj mod annoncer er derfor kontraproduktivt for forretningen. At Google alligevel overvejer det skyldes, at ad blockere fra tredjeparts firmaer nu er så udbredte, at en egen ad blocker kan være en måde at sikre sig lidt indflydelse og kontrol over udviklingen.

Læs mere her