Medieaftale: Små nichemedier mister mediestøtte – nichegigant får 50% mere

Det er ikke alle nichemedier, der mister mediestøtten, når medieaftalen, der blev indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti i sidste uge, gennemføres. Tværtimod vil landets største nichemedie, Watch Medier, få mere end 50 procent højere mediestøtte end tidligere.

Det fremgår af et notat, der har været anvendt i forhandlingerne op til den endelige beslutning.

Notatet har lavet tre forskellige scenarieberegninger og i alle tre får Watch Medier, der er ejet af JP Politikens Hus, forhøjet støtten med mere end 50 procent. Det betyder, at mens alle andre nichemedier fuldstændig mister støtten, kan Watch Medier se frem til godt seks millioner kroner i støtte årligt.

Den højere støtte til Watch Medier skyldes en kombination af den kommende digitale nulmoms, der anslås at begunstige Watch Medier med 1.750.000 kroner og at landsdækkende medier, nichemedier og medier der er helt eller delvist ejet af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer helt eller delvist mister deres støtte. Det giver højere støtte til dem, der ikke rammes.

Ifølge notatet står Computerworld, Forbrugerrådet Tænk, Udfordringen, Aktionæren, Økonomisk Ugebrev, Dagens Medicin, Licitationen, Filmmagasinet Ekko og Dagens Byggeri til at miste hele deres støtte.

Ligesom de nuværende nichemedier rammes af medieaftalens politiske ønske om at støtte brede medier uden skarpe specialer, gælder de samme regler naturligvis for kommende ansøgere af mediestøtte. Blandt underskoven af nye medier i Danmark er der ellers stort set kun niche- og specialistmedier. Det er en naturlig konsekvens af moderne, digitale medievaner, hvor mediebrugerne i mindre grad end tidligere binder sig til ét medie, der skal have lidt af det hele. Istedet opsøger mange medier, der best in class på lige netop deres faglige område.

Watch Medier er en samling af ti specialiserede branchemedier, der primært sælges enkeltvis til interesserede i de ti respektive brancher. At Watch Medier ikke rammes af medieaftalens øksehug mod nichemedier skyldes formentlig, at selskabet har etableret en fælles platform for de ti nichemedier. På den serveres en lille smule indhold fra hver af de ti nichemedier og dermed fremstår Watch Medier som et bredt medie, selvom Watch Medier reelt er ti smalle medier, der hver især ikke ville kunne opnå mediestøtte med de kommende regler.

Medietrends har forsøgt at få et interview med kulturminister Mette Bock, men det er blevet afvist på denne side af sommerferien.

Læs også: Seks spørgsmål til medieaftalen

Foto: Bjarke Ørsted.