Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Agnes Thiele Berggreen

“Musikbranchen har lært, at man ikke kan holde fast i den gamle måde at distribuere og opleve indhold på. Det synes jeg, medierne kan lære af. Når publikums vaner ændrer sig, skal vi ikke bare forsøge at få dem tilbage – vi skal være nysgerrige på, hvor de er på vej hen, og følge med.”

Udgivet

den

Fire minutter med Agnes Thiele Berggreen

Abdul Habib “Håb” Afzali sendte i sidste uge stafetten videre tilAgnes Thiele Berggreen med disse ord:

Jeg har altid været lidt skeptisk over for mediebranchen og har haft en forestilling om, at mange måske primært ser på, hvad de selv kan få ud af én. Jeg har også haft en opfattelse af, at nogle mennesker i branchen kan virke lidt arrogante eller utilgængelige. Men Agnes har faktisk vist mig noget helt andet. Hun har vist sig at være et ordentligt menneske, som oprigtigt gerne vil hjælpe mig – også selvom hun sagtens kunne være ligeglad. Det synes jeg fortjener at blive fremhævet.

Agnes Thiele Berggreen er produktionsleder på TV2.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Lige nu fylder Echos nye satsning på YouTube meget. Det er en vildt spændende udvikling, fordi den klassiske mediebranche for alvor er begyndt at kigge mod en verden, hvor unge creators i årevis har tænkt indhold, formater og fællesskaber på helt nye måder.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

De unge creators giver mig håb – og de lærer mig faktisk meget. Selvom jeg selv er 27 og jævnaldrende med mange af dem, er jeg blevet skolet i den klassiske mediebranche og har derfor også et ret traditionelt syn på medier. Det er en sjov erkendelse, og jeg bliver især inspireret af, hvordan de hjælper og passer på hinanden.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Vi skal turde slippe lidt af kontrollen. Vi behøver ikke altid have det perfekte svar, før vi går i gang. Mediebranchen kunne med fordel teste mere, lytte mere og justere undervejs. Nogle af de bedste idéer opstår først, når man tør give dem plads til at udvikle sig.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Musikbranchen har lært, at man ikke kan holde fast i den gamle måde at distribuere og opleve indhold på. Det synes jeg, medierne kan lære af. Når publikums vaner ændrer sig, skal vi ikke bare forsøge at få dem tilbage – vi skal være nysgerrige på, hvor de er på vej hen, og følge med.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Christina Boeriis. Hun så et potentiale i mig, før jeg selv helt kunne se det, og har været en kæmpe inspirationskilde for mig – ikke mindst i forhold til ledelse. Hun har lært mig, at god ledelse både handler om at skabe retning og resultater og om at huske mennesket bag medarbejderen. Jeg tror, hendes perspektiv på ledelse og mediebranchen vil være interessant for mange.

Læs også