Fire minutter med Susanne Bjørnbak Sayers

Paula Larrain sendte i sidste uge stafetten videre til Susanne Bjørnbak Sayers med disse ord:

Susanne Sayers, hvis vi skal blive lidt i de gamles lag: en redaktør af hjertet med en ufattelig stor viden og håndværksmæssigt overblik.

Susanne Bjørnbak Sayers  er selvstændig. I dag primært forfatter, men arbejder stadig som journalist og af og til som underviser i journalistik. Tidligere blandt andet nyhedsredaktør på Børsen og Jyllands-Posten samt redaktionschef på metroXpress.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

At få råd og tid til at skrive min egen bog. Jeg har vandret cirka 7.500 kilometer på tværs af Europa – fra Cabo da Roca i Portugal i vest til Istanbul i øst og vil gerne skrive essayistisk om den vandring. Især med fokus på Europa. Det her fabelagtige, frustrerende, misforståede, elskede og foragtede kontinent, som i geografisk forstand slet ikke findes. Det er en vandring, som har givet mig glæde og en form for optimisme. Det er der brug for at give videre.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jeg er dybt imponeret af, hvad Kristoffer Gravgaard som chefredaktør har formået sammen med de ansatte på Bornholms Tidende. En lillebitte avis på en ø med faldende befolkningstal. Og så vender de sammen udviklingen og viser, at man ved at satse målrettet på journalistik i øjenhøjde med befolkningen kan skabe noget livskraftigt. Derudover: De mange nye medier. Hurra for iværksætterånden.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Denne sommer har især brugen af AI optaget mig. AI er en enestående chance for at gøre journalistikken bedre. Men så skal det bruges til udvikling, ikke hjernedød effektivisering. Det rigtige spørgsmål er ikke: Hvordan kan vi gøre det her billigere. Det rigtige spørgsmål – som primært de ansatte skal svare på: Hvordan skaber vi det, som vi altid har ønsket, og som gør vores journalistik stærkere, når vi har (næsten) gratis arbejdskraft ad libitum?

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg vil måske hellere pege på en faglighed: Antropologien. At opsøge mennesker og miljøer med åbent sind og ægte nysgerrighed og give erfaringerne videre, så vi alle bliver klogere. Medierne producerer alt for meget med lukkede dagsordener. Skal vi som journalister styrke demokratiet, skal vi også give plads til de stemmer, som har svært ved at blive hørt og forstået. Ikke bare gentage, hvad politikere og meningsdannere skriver på X.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jamilla Sophie Alvi. Fordi hun er et af de mennesker, der insisterer på nye veje i journalistikken, er blændende velskrivende, dybt engageret og sin erfaring til trods endnu ikke har mistet håbet for vores fag (fuldstændigt).