Piloter har tjeklister. Hvorfor har journalister ikke?

Skal jeg være helt ærlig, anede jeg ikke, at der siden 1948 har eksisteret en slags journalistisk etikbibel, som meget detaljeret beskriver, hvordan journalister ideelt set bør arbejde. 

Men det gør der. Og takket være introduktionen af AI, er den nu ved at blive revideret for første gang siden 2014.

Det etiske kodeks hedder SPJ Code of Ethics og udgives af en særlig etik-komite under det amerikanske Society of Professional Journalists.

Som det kan forstås, er komiteen ikke meget for at revidere kodekset i tide og utide, og af den grund har de undladt at anvende ordet AI i opdateringen, da det kunne begrænse betydningen til lige netop den teknologi og ikke fremtidige teknologier.

Men AI, som vi kender det på nuværende tidspunkt, sætter alligevel sit klare præg på de nye anbefalinger, der forholder sig til, at AI accelererer hastigheden i en nyhedsverden, der i forvejen bevæger sig meget hurtig.

Først og fremmest understreges det, at ”…hastighed, teknologi eller medieplatform (medium) aldrig kan undskylde for unøjagtighed eller urimelighed”.

Lidt mere præcist udpensles det, at journalister skal ”identificere mis- og disinformation. Udfordre beviselige usandheder og undgå ukritisk at gentage dem.”

Ligeledes gælder det, at ”Journalister bør verificere informationers og kilders oprindelse og ægthed” og at man aldrig må ”udgive fabrikeret indhold, der kan forveksles med virkeligheden”.

Det lyder alt sammen temmelig banalt og svært at være uenig i. Men målt op imod hverdagen på redaktionerne, er det nok ikke en dårlig ide at understrege og gentage de gode principper.

Det interessante er dog ikke om, den enkelte journalist kan tilslutte sig principperne, men om redaktionernes arbejdsgange faktisk gør det muligt at efterleve dem.

Det gælder når tempoet stiger, når nye formater udfordrer principperne, når ressourcerne er knappe og når AI gør det let at producere indhold.

Har medierne indbygget etiske sikkerhedsværn, som fanger fejl, urimeligheder og usandheder. Eller er det vigtigste værn faktisk den enkelte journalists dømmekraft, samvittighed, erfaring, mavefornemmelse og en portion held?

Ingen tvivl om at de nævnte kompetencer får stigende værdi, men ligesom andre brancher har tjeklister, der skal følges for at undgå flystyrt, fejloperationer og byggesjusk, bør mediebranchen også overveje om ikke risicibilledet efterhånden er så tiltagende, at sikkerhedsværnene skal være mere proaktive end nogle fine principper placeret i et hjørne af intranettet.

En kortlægning af alle redaktionelle arbejdsgange holdt op imod de etiske principper kunne afsløre, hvor risiko er størst og hvor der kunne overvejes deciderede tjeklister.

Så er vi i gang med arbejdet igen – jeg håber også, at du har haft en dejlig ferie

😎

Jan

Husk at læse Fire minutter med Paula Larrain

Succes med at servicere underservicerede

Sportsjournalistik er næsten altid målrettet et mandligt publikum, men det betyder jo ikke, at der ikke findes et kvindeligt publikum. 

De serviceres bare rigtigt dårligt. 

Sådan konkluderede tre kvindelige studekammerater i Canada tilbage i 2017. Og efter grundige målgruppeundersøgelser og markedsanalyser – de var nemlig cbs-typer og ikke journalister – lancerede de GIST, som er sportsjournalistik målrettet kvinder.

I dag er redaktionen på 25-30 medarbejdere, der er flere end en million modtagere af nyhedsbrevet og 750.000 følgere på sociale medier.

Gists vigtigste indtægtskilde er annoncer, som de kan sælge til relative gode priser grundet deres unikke målgruppe.

AI-konflikt vendt på hovedet 

Vi kan efterhånden historien udenad. Medier skaber indhold, AI-platformene stjæler det og medierne brokker sig.

Nu vendes konflikten på hovedet i en sag mellem Time og AI-platformen Perplexity. 

Som en konsekvens af, at AI-platformene, herunder Perplexity, crawler Times indhold, er Time begyndt at tjene penge på annoncørbetalt indhold, som de håndfodrer AI-platforme med ved at servere det i det såkaldte md-format, som er særligt attraktivt for AI-crawling.

Times og annoncørernes håb er, at annoncørernes budskaber på den måde finder vej ind i Perplexitys viden og dermed breder sig. 

Perplexity er dog gået i krænkelsesstemning, og er begyndt at blokere Times annonceartikler fordi de ikke vil have “forurenede” informationer ind i deres vidensbank.

Analytisk journalistik skaber bedre debat

En undersøgelse af 6.400 artikler fra New York Times og de næsten en million kommentarer, de skabte, viser, at historier med mange statistikker og en analytisk skrivestil udløser færre kommentarer end mere følelsesprægede historier. 

Til gengæld er kommentarerne oftere argumenterende, kildebaserede og rettet mod andre læsere frem for blot mod artiklen.

Sagt med andre ord. Den informationstunge journalistik får færre til at deltage i debatten, men til gengæld stiger debatniveauet.

Anthropic vil vandmærke AI-indhold

Hvis du mistænker en tekst for at være skrevet af Claude, kan du i fremtiden smide den ind i Claude og spørge, om den hare skrevet den.

Hvis det er tilfældet, vil Claude ifølge TechCrunch indrømme det. 

Metoden er, at alle sprogmodeller beregner sandsynligheden at hvert eneste ord giver maksimal mening. Hvordan regnestykket præcist ser ud, kender kun den konkrete sprogmodel. Men netop derfor, kan de genkende egne formuleringer ved at regne baglæns.

Claudes nye funktion fungerer derfor også kun for tekster, der er skrevet af Claude.

Man kan håbe, at andre sprogmodeller vil udvikle samme funktion. Et motiv kunne jo være, at de kommer til at tjene dobbelt ved først at skrive indholdet og derefter tjekke det.

Fire minutter med Paula Larrain

Privatfoto

Paula Larrain, født i Chile, uddannet journalist i 1994. Har arbejdet på DR, Berlingske, Ekstra Bladet og Altinget. I dag seniorrådgiver i Amnesty International.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg er meget optaget af den propagandametode, der bliver brugt for at hjælpe stadig mere autoritære kræfter frem. Vi ser det over hele verden og den kvæler pressefriheden lige så langsomt, hvis vi ikke er opmærksomme.

Seneste eksempel er historien om Ceuta, hvor det var interessant at observere, hvordan live-opdateringer på ellers seriøse medier blev brugt til hurtigt at dreje historien i bestemt politisk retning imod Spaniens regering, selvom man tidligt kunne finde eksperter, som påpegede interesserne bag.

De medier, som formåede at perspektivere og levere baggrund fra begyndelsen, var værd at følge, mens de øvrige blev en del af historien. Det er både spændende og foruroligende at følge med i, når det sker for øjnene af os.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Udbryderne. Dem, der kan forholde sig kritisk til mediesystemets hang til at følge magthaverne, og som i stedet holder fast i håndværket. Det der med at komme ud i virkeligheden – ikke bare for at lave en præfabrikeret case, men som tager sig tid til at undersøge, forstå og stille de rigtige spørgsmål blandt civile.

Konkret så jeg før sommerferien klip af “Verdens værste flygtningelejr” af dokumentarist Michael Gravesen. Jeg blev helt rørt over hans oplæg efter filmen. Hans og andres engagement i at vise, hvordan verden ser ud for marginaliserede mennesker, gør, at jeg bevarer håbet for vores fag. Det kan altså noget, når det bliver honoreret.

Anders Redder fra JP har skrevet bogen Fort Europa, som samtidigt giver det store billede af tidens største historie. Så dygtigt og samvittighedsfuldt. Og jeg bliver helt bevæget over at faget lever, selvom perlerne ofte bliver overhørt i den massive nyhedsproduktion

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Tage et opgør med propagandaen. Og ja, vi kan begynde med at kalde den ved sit navn. Den er systematisk, velsmurt og let at få øje på, fordi den især rammer de største medier og desværre i høj grad vores public service medier.

Især DR skal være mere uafhængig af statens narrativer. Det er som om, vi i en lang, glidende bevægelse har accepteret Christiansborgs dominans af DR. Armslængden er væk, når man er direkte økonomisk afhængig af et givent folketingsflertal, og man reagerer nærmest hver gang imod egne medarbejdere, når der kommer politisk pres.

Det skaber en chilling effect i hele systemet og der skal derfor nogle redaktører til med røv i bukserne, som kan få politikerne ud af butikken og stå bag de enkelte journalisters ret til at sætte dagsordenen og mene om deres fag, hvad de vil. På alle planer.

Man kan starte med at dække politik lidt mindre og bruge flere penge på at komme ud i verden. Udlandsstoffet har lidt i flere årtier og vi mærker effekten heraf i dag. Alt for få ældre fagmedarbejdere, der med et enkelt blik kan sætte en begivenhed ind i en sammenhæng. Så kort sagt: Mere udland, mindre Christiansborg.

Det er ikke nødvendigt med en ministerudtalelse hver gang. For så er det politikernes propaganda, der sætter dagsordenen og ikke journalistikken. Det er billigt at holde mikrofonen for magthaverne, men man taber i troværdighed i det lange løb. Rigtige mennesker skal på først.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Medierne skal tage diversitet meget mere alvorligt. Vi får en al for skæv dækning af både Danmark og verden, når repræsentationen af mennesker med anden etnisk herkomst er så lav, som den er. I andre brancher er man mere bevidst om den værdi, som diversiteten kan skabe. I medierne er den manglende indsats i værste fald med til at gøre vores samfund dårligere oplyst.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Susanne Sayers, hvis vi skal blive lidt i de gamles lag: en redaktør af hjertet med en ufattelig stor viden og håndværksmæssigt overblik.