Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Rasmus Dissing

“Der er meget fokus på køn og etnicitet, men vi mangler en langt bredere repræsentation. Selv lever jeg med et handicap, og jeg savner stadig at se mennesker med handicap repræsenteret – både blandt kollegaer, men også foran mikrofonerne og kameraerne.”

Udgivet

den

Foto: Karl Bager

Rasmus Dissing er TV-producer hos TV 2 News, ejer af We Are Wonder, som leverer TV- og Livestreamingproduktioner og medejer af We Are Falcon, der producerer rundown- og afviklingssystemer til TV og streaming-branchen.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Jeg har meget fokus på forandring og nye måder at gøre ting på. Jeg har senest lavet valgdækning på YouTube for både ”Her Går Det Godt” og TV 2 Echo, sidstnævntes første forsøg med alternativt live aktualitetsindhold.
Jeg synes, det er vigtigt at glemme ”plejer” og tænke nyt – både i måden vi producerer på, men i høj grad også, hvad det er, vi formidler.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg synes, det er fantastisk, at mange medier har omfavnet de nye måder at levere indhold på, senest til folketingsvalget. Jeg har aldrig før oplevet så mange alternative medieproduktioner på Christiansborg.

Og så synes jeg, det er fantastisk at se personer som for eksempel Mirco Reimer-Elster bruge sin stemme til at fortælle historier, som vi ellers ikke får meget af i den generelle mediedækning, når han fortæller om sine egne oplevelser med systemet, som far til en søn med autisme.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Selvom jeg oplever en generel interesse for at gøre ting på nye måder, så synes jeg stadig, vi halter gevaldigt efter på diversitet. Der er meget fokus på køn og etnicitet, men vi mangler en langt bredere repræsentation.

Selv lever jeg med et handicap, og jeg savner stadig at se mennesker med handicap repræsenteret – både blandt kollegaer, men også foran mikrofonerne og kameraerne.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg ser to vinkler på spørgsmålet. Rent professionelt kan mediebranchen lære noget af reklamebranchen. De forstår i højere grad, hvad der betyder noget for mennesker, da de skal sælge til vores følelser. Vi ser oftere en bredere mangfoldighed i reklamer. Og så forstår man at følge med i, hvad der sker i tiden.

Det andet spor er mere menneskeligt. Her synes jeg, at vi kan lære noget af handicaporganisationerne, som har en højere grad af forståelse for menneskers forskellighed og for, hvad der er behov for, for at alle kan få en plads i samfundet.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg kunne godt tænke mig at høre Ulla Pors tanker. Som ny i stillingen som indholdsdirektør på TV 2 kunne det være interessant at få hendes perspektiver på blandt andet nye måder at formidle på og hvordan hun ser på bredere repræsentation.

Læs også