Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Esben Seerup

“At udvikle nyt, når nu der ikke er efterspørgsel efter det gamle. Selv om det er svært at udvikle, mens man afvikler, er der ingen vej udenom. Det er i eksperimenterne, chancerne og nyskabelserne, at al forandring sker.”

Udgivet

den

Fire minutter med Esben Seerup
Foto: Amalie Radoor

Kathrine Hedegaard sendte i sidste uge stafetten videre til Esben Seerup med disse ord:

Esben Seerup, der står bag Constructive Institutes store projekt “Dit Valg Vores Danmark.” Med projektet har han knoklet for at påvirke både vælgere, politikere og journalister i en retning, så tonen i kommunalvalget er blevet venligere og mere konstruktiv. Jeg har stor respekt for Esben og hans arbejde.

Esben Seerups job: 

Jeg er projektchef på Constructive Institute for ”Dit valg. Vores Danmark”-projektet. Før det var jeg fellow på Constructive Institute (2024-2025), adm. direktør for TV 2 Fyn (2012-2024) og redaktionschef på Fyens Stiftstidende (1998-2012).

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

At få samlet læring efter 100 vilde dage i spidsen for ”Dit valg. Vores Danmark” op til kommunalvalget. Det hele kulminerede med 10 Valgfestivaler i november med seje, lokale aviser, kvikke TV 2-regioner, vakse DR-distrikter – og Josefine Høgh, Christian Degn, Børste og Hr. Skæg!

Både medier, eksperter, uddannelser, samarbejdspartnere og politikere har efter valget givet os overordentligt positiv feedback. Flere har endda peget på, at Constructive Institutes samlede initiativ var medvirkende til, at valgdeltagelsen – højst overraskende for alle eksperter – gik op.

Jeg sidder tilbage med en grundglad følelse og med mod og idéer på meget mere.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Ulrik Haagerup, og det er ikke en gang, fordi han er min direktør i dag på Constructive Institute.

Men tiden, næret af kyniske tech-giganter og tyranniske politikere, har indhentet Ulriks vision om en globalt ændret nyhedskultur. Hvor uafhængige, nuancerede, faktabaserede medier er det vigtigste redskab til at skabe et bedre samfund og et stærkere demokrati.

I min tid kan jeg ikke mindes et større behov for konstruktiv OG kritisk journalistik.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

At udvikle nyt, når nu der ikke er efterspørgsel efter det gamle. Selv om det er svært at udvikle, mens man afvikler, er der ingen vej udenom. Det er i eksperimenterne, chancerne og nyskabelserne, at al forandring sker.

Pudsigt nok er det også der, at den bedste journalistik skabes – og de bedste journalister trives.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Altid og i det daglige at have tæt og løbende kontakt med kunderne. Altså seere, lyttere, læsere og annoncører. De dygtigste virksomheder – og de mest succesfulde medier – har konstant en løbende dialog med deres brugere. Ikke bare via klik-optællinger og dataanalyse. Nej, de snakker helt-helt konkret med dem. Mindst en gang om måneden, ofte hyppigere. De mødes med dem løbende. De lytter til dem. De tester nyt med dem. De udvikler med dem.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Rikke Bekker, chefredaktør på TV 2 Østjylland. Hun er en visionær og stærk journalistisk chef. Hendes sikre, publicistiske linje har de seneste 18 måneder løftet TV 2 Østjyllands indhold til det måske hidtil højeste niveau i stationens levetid.

I den netop overståede dækning til kommunalvalget var TV 2 Østjyllands kvalitet konstant i top på alle relevante platforme i alle fem valgkamp-uger. Jeg er stor fan af Rikkes idéer, ambitioner, engagement, altid gode humør og evne til at lede sine folk i de rigtige retninger.

Læs også