Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Laura Højris From Petersen

“Jeg synes, mediebranchen kunne have gavn af at sænke tempoet lidt og turde bruge mere tid på at forklare og sætte ting i perspektiv. Det føles nogle gange, som om vi producerer så meget, at historierne når at drukne i hinanden.”

Udgivet

den

Fire minutter med Laura Højris From Petersen

Susanne Jønck sendte i sidste uge stafetten videre til Laura Højris From Petersen med disse ord:

Laura Højris From Petersen, der pt. er i praktik på TV Syd. Hun har været studentermedhjælper for Kjerteminde Avis i over et år, og hun havde blandt andet redaktøransvar under min sommerferie. Laura er et talent ud over det sædvanlige, og at have hende og de andre studentermedhjælpere på redaktionen giver håb for kommende generationer.

Laura Højris From Petersen er journalistpraktikant hos tvSyd.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Det er kun tre måneder siden, jeg startede i praktik, så jeg er stadig ved at lande. Lige nu handler det meget om at finde balancen mellem at levere hurtigt og stadig være grundig og præcis. Jeg er så småt færdig med mine ’føl-vagter’ i nyhedsredaktionen, og det betyder, at jeg får mere ansvar – og skal tro på, at jeg kan leve op til det.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jeg bliver håbefuld, når medier tør prioritere kvalitet og fordybelse frem for kvantitet. Midt i den hurtige nyhedsstrøm vokser nye formater frem, hvor der er plads til nuancer, perspektiv og ikke mindst gode fortællinger. Det lader til, at disse formater oplever succes – og det gør mig håbefuld.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg synes, mediebranchen kunne have gavn af at sænke tempoet lidt og turde bruge mere tid på at forklare og sætte ting i perspektiv. Det føles nogle gange, som om vi producerer så meget, at historierne når at drukne i hinanden.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen måtte efter min mening gerne lade sig inspirere lidt mere af de kreative brancher. Jeg kan godt lide at udfordre formater – både indholdsmæssigt og visuelt. Der må gerne være lidt mere plads til at lege og eksperimentere med, hvordan historier bliver fortalt.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Stine Bjerre Mortensen. Jeg har altid set op til hende – fra hendes dækning af håndboldslutrunder rundt om i verden til senest i sommer, hvor hun indtog Tour de France-studiet som én af de få kvindelige journalister blandt mange mandlige. Stine viser, at journalistik kan rumme både faglighed, nyt perspektiv og mod til at skille sig ud. Jeg glæder mig til at se, hvilke historier hun kaster sig over næste gang.

Læs også