Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Kjeld Hansen

“Drop pop og pjank samt den bevidstløse videreformidling af pressemeddelelser, som fylder stadig mere i omnibusmedierne – sats i stedet på original, afslørende journalistik til fordel for borgerne.”

Udgivet

den

Fire minutter med Kjeld Hansen

Marie Sainabou Jeng sendte i sidste uge stafetten videre til Kjeld Hansen med disse ord:

Jeg giver stafetten videre til journalist, forfatter og økologisk landmand, Kjeld Hansen, for hans utrættelige og modige journalistik på gylle.dk. Han er en af landets få grundige og gravende landbrugsjournalister, der i dekader har dækket skyggesiderne af dansk landbrug med alt fra pesticidforbrug, inhabilitet i plante- og landbrugsfonde, lobby og magtmisbrug.

Kjeld Hansen er freelance journalist (DJH), forfatter og økologisk gårdejer.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Køkkenhaven skal op at køre trods tørken, så jeg slæber en del vand. Gylle.dk skal have sin daglige historie, og hvad er mere naturligt (!) end at afsløre de nye Samsø-kartofler, der dyrkes med op til 23 forskellige sprøjtegifte?

Over det hele svæver bogprojektet ”Som gjaldt det selve livet”, med det store søgelys på den kemiske forurening af alt og alle – skriver den sammen med professor Hans Jørn Kolmos, der håndterer kødbranchens svinske anvendelse af antibiotika, mens jeg tager mig af det eksploderende forbrug af pesticider.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det mest spændende initiativ i tiden er nok projektet Naturens Retshjælp. Det vil med stor sandsynlighed skabe dønninger i den etablerede medieverden, når stævninger og søgsmål mod myndigheder og interesseorganisationer begynder at komme i større antal.

Vores stævning mod Miljøstyrelsens ulovlige dispensationer til forbudte sprøjtegifte har allerede vist resultater, som flere medier har opfanget.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Tiden er ikke til eftersnakkere, så begynd at ansætte journalister, der er fagligt klædt på til at håndtere kommunikationsfolk hos politikerne og lobbyister i Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer m.fl.

Drop pop og pjank samt den bevidstløse videreformidling af pressemeddelelser, som fylder stadig mere i omnibusmedierne – sats i stedet på original, afslørende journalistik til fordel for borgerne.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Aner det ikke.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg sender stafetten videre til den politiske løsgænger Theresa Scavenius. Theresas styrker som politiker ligger i hendes kompromisløse faglighed, etiske integritet og vilje til at tænke klima- og miljøpolitik som et fundamentalt samfundsanliggende snarere end blot et teknisk-politisk spørgsmål. Hun repræsenterer en mere radikal og forskningsbaseret tilgang i dansk politik, som er nødvendig for at tage klimakrisen alvorligt. Og så tager hun konsekvent folkestyret for pålydende.

Læs også