Nyhedsbrev: Er mediernes pengekasser så hellige at de ikke må redde medierne?

Godmorgen,

I den internationale medieverden er der længe blevet spekuleret over, hvornår den perfekte storm for alvor rammer. Nu ved vi, at det skete i denne uge i Danmark.

Ledelserne i JP/Politikens Hus og Lolland-Falsters Folketidende lancerede i går omfattende kriseplaner, og desværre er det nok kun begyndelsen på en føljeton, der vil udfolde sig i den kommende tid.

Krisen synes total:

• Annonceindtægterne falder fordi forbrugertilliden og købelysten er faldende.
• Abonnementssalget lider på grund af samme omstændigheder,
• Papirpriserne stiger voldsomt.
• Sekundære indtægter som for eksempel pakkedistribution, som er en stor ting for JP/Politikens Hus falder også på grund af faldende e-handel.
• Medarbejdernes købekraft falder på grund af inflation og de ønsker at fastholde købekraften i kommende lønforhandlinger.

Kort sagt, indtægterne falder og udgifterne stiger. Den perfekte storm.

Lige nu kan man håbe, at mediehusene ikke kun reagerer rettidigt, men også offensivt.

Det er muligt, at resolutte besparelser og afskedigelser kan redde bundlinjen i det kommende regnskabsår, men saver man samtidig sin egen gren over fordi man skrumper kerneforretningen, udfordrer man fremtidens indtægtspotentiale.

Her og nu er de annoncerede besparelser sikkert det nødvendige skridt, men for de medier, der sidder på en solid pengekasse, bør det også være en del af værkstøjskassen, at egenkapitalen om nødvendigt kan spæde til for at redde selve kerneforretningen, så der også er noget at bygge videre på, når stormen forhåbentlig løjer af.

Egenkapitalen fremhæves ofte som en næsten hellig pengetank, der er selve garantien for at sikre uafhængig journalistik. Det er også sandt, men jo kun, hvis man reelt har viljen til at benytte den under de rette omstændigheder.

Selvfølgelig skal egenkapitalen ikke bruges som en passiv overførsel til kompensation for permanente ubalancer mellem indtægter og udgifter.

Men hvis bare en sjat af den kan booste den omstilling og digitalisering, som under alle omstændigheder skal ske, men som stormen nu aktualiserer, bør det være en evig og konstruktiv overvejelse.

Økonomiske bæredygtige medieforretninger er en klog dyd, men har man råd til det, blive den langsigtede strategi nok ikke dårligere, af at den reelt er langsigtet, og ikke en kamp fra kvartal til kvartal.

//

Hermed videre til nyhedsbrevet, der desværre også – helt uagtet den perfekte storm – er trist læsning.

Læs blot Ditte Gieses personlige udfordringer med at blive moden i mediebranchen. Hun fortæller modigt om sin egen svaghed, men sandheden er nok også, at mediebranchen har et systemisk problem, hvor det bliver mere og mere vanskeligt at blive gammel i faget.

🙏

Jan

---

Her er hvad nyhedsbrevet byder på:

Fire minutter med Ditte Giese

Washington Post pønser på mikrobetaling

Journalisters troværdighed

Sådan blev forsidens mandemonopol brudt

40 nye job

---

Sådan blev mandemonopol på forsiden brudt

Halvdelen af læserne på mediet Markedsføring er kvinder, men forsiden er oftest domineret af mænd.

Sådan var det i hvert fald ind til redaktionen besluttede at bryde vanens magt og forsøge at rette op på skævheden. For at få det til ske, indførte man, ifølge et linkedin-opslag fra chefredaktør Andreas Marckmann Andreassen, et benspænd, en ambition og et dogme;

• Benspænd. Forsiden skal altid udfordres. Er det faktisk den bedste kilde, der er valgt?
• Ambition. Forsiden SKAL have en mere retvisende repræsentation.
• Dogme. Gå aldrig på kompromis med journalistikken.

Resultatet, som Marckmann præsenterede på et oplæg både tirsdag og onsdag, er at Markedsføring nu har vendt statistikken på hovedet og har haft et år helt uden mænd på forsiden.

Og det er vel at mærke uden at have indført kvoter, men blot tvunget redaktionen til altid at gentænke forside og overveje om førstevalget virkeligt er det journalistisk set bedst tænkelige valg.

---

Fire minutter med Ditte Giese

Anne Sofie Allarp sendte i sidste uge stafetten videre til Ditte Giese med disse ord:

Stafetten giver jeg til journalist og kommentator på heartbeats.dk, Ditte Giese, som jeg udgav bogen ‘Breve til Livet’ med for to år siden. Ditte er efter min mening en af de allerbedste skribenter herhjemme. Hendes evne til at sætte ord på alt menneskeligt er simpelthen blændende, uovertruffen.

Ditte Giese er kommentator og journalist på Heartbeats.dk. Og forfatter i fritiden.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

At finde en god balance mellem at leve med en krævende, kronisk sygdom og stadig have en masse ting, jeg gerne vil skrive og sende ud i verden.

Jeg har været journalist i 20 år, og jeg synes faktisk, det er et lidt svært fag at blive ”gammel” i. En journalist over 40 skal helst enten være mellemleder eller passe ind i en vagtplan for de skrivende og stå til rådighed altid.

Men burde der ikke findes en mellemvej for folk, der kan skrive, men ikke knokle? Sådan en er jeg, og jeg går og overvejer flexjob, deltid eller tidlig pension, men jeg vil rigtig gerne blive på arbejdsmarkedet.

Det er ikke, fordi min arbejdsplads ikke tager hensyn til mig, men fordi jeg simpelthen ikke kan arbejde fuldtid mere, ikke kan være med til morgenmøderne og min dagsform er ret svingende. Og det er ikke rigtig en del af mediebranchen at være i den position. Så hvad gør man?

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg er glad læser af Børneavisen og læser den sammen med min dreng på 12 år hver morgen. Det kommer der mange gode samtaler ud af. Jeg kan godt lide en ugeavis, som man læser lidt i hver dag, løser en kryds-og-tværs og prøver deres madopskrifter, samtidig med at mit barn får indsigt i verden omkring ham på en måde, der er lavet til hans målgruppe og ikke til voksne.

Det er lidt svært med nyheder og børn, når der sker så mange alvorlige ting i verden, og jeg husker selv en barndom, hvor jeg lå søvnløs og bekymrede mig om hullet i ozonlaget og russerne. Men det er en del af det at være et menneske i verden – at lære at orientere sig og vide, hvad der foregår. Der er næsten ikke noget værre end voksne mennesker, som har meldt sig ud af nyhedsstrømmen og kun kan tale om F1-lån og istandsættelser af deres ejendomme.

Jeg synes, at Børneavisen og Ultra Nyt laver blændende formidling til næste generation, og så håber jeg bare, at det igen en dag bliver smart at holde en avis.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Det er frustrerende som forbruger med alle de betalingsmure. Jeg er naturligvis med på, at medierne skal betales for deres arbejde (selvom jeg godt nok synes, at de statsstøttede printaviser er blevet temmelig dyre og både tjener penge på abonnenter, reklamer og mediestøtte), men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kan lave en fælles løsning.

Jeg ved godt, at det er en ældgammel debat, men jeg tænker, at vi er mange læseglade typer, der gerne ville betale måske 400 kroner om måneden for at kunne læse for eksempel Information, Berlingske, Politiken og Weekendavisen digitalt i en form for sampak. Eller 1.000 kroner om måneden hvis vi fik telefon og Netflix med i pakken.

Den måde, vi læser journalistik på i dag, handler jo ikke om mediet længere, vi følger mennesker og stærke stemmer, og det de deler og skriver. Derfor fungerer betalingsmure kun som en lukket klub og udelukkelse af fællesskabet.

Ingen har råd til alle medierne, og mange har slet ikke råd til nogen, det var en af de ting, som jeg syntes var befriende ved at skifte fra Politiken til Heartbeats, at jeg pludselig kom i kontakt med en ny læsergruppe, folk som ikke nødvendigvis var meget højtuddannede og velhavende.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Sætte tempoet ned. Jeg synes, at mine venner, der arbejder med helt andre ting, har et mere roligt liv hvor man går tidligt fredag og ikke manisk sidder på Twitter og følger med i alt døgnet rundt. Jeg tænker, det må være sundt at have et arbejde, som bare er et arbejde og ikke en livsstil eller en religion, som journalistik ofte bliver.

Det kunne være fedt, hvis der blev skruet ned for breaking, ”always be publishing”-mentalitet og stress i dansk journalistik og givet mere tid til fristil og rolige fortællinger. Det bliver aldrig umoderne med fremragende historiefortælling, men det kræver, at der gøres plads til andet end nyhedsflow, vagtplaner, krav til kliktal og virale fiduser.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Det skal Mikka Tecza fra Weekendavisen. Hun er nemlig både klog og sjov på Twitter, men jeg ser hende ikke så meget i avisen, som jeg gerne ville. Jeg vil gerne høre, hvad sådan en 100 procent digital type tænker om at arbejde på en gammel papiravis.

---

Washington Post pønser på mikrobetaling

For to uger siden hørte jeg Joy Robins, der er chief revenue officer på Washington Post bekymre sig om en stigende abonnements-fatigue blandt nyhedsbrugerne.

Men fra Websummits scene nævnte hun ikke, at Washington Post havde opsigtsvækkende ideer i støbeskeen. Nemlig mikrobetaling i en eller anden variant.

“Jeg tror på, at der findes et abonnementsprodukt, der ikke giver den brede adgang som et fuldt abonnement giver. Men om mikrobetaling er svaret kan selvfølgelig diskuteres,” lyder det fra Joy Robins i et kort interview med Whats New in Publishing.

“Vi eksperimenterer med forskellige måder at skabe adgang og nye bundles på. Det er en pragmatisk tilgang til, at der kommer nye læsergenerationer. Vi skal tænke over hvad deres ønsker om for eksempel fleksibilitet er”.

Joy Robins understreger dog, at Washington Post ikke kaster sig ud i mikrobetalingsprojekter uden at gennemføre dybdegående analyser af sammenhængen mellem pris, adgang og villighed til at betale for et abonnement.

---

Journalisters troværdighed falder igen

Det føles som verdens ældste overskrift, men sidste år steg journalisternes vurderede troværdighed faktisk en smule i Radius årlige troværdighedsanalyse af udvalgte faggrupper.

Men det var en anden tid, som man siger.

Nu er journalisterne igen på vej ned og underhales kun af politikere og brugtvognsforhandlere.

---