Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Valdemar Osted

“Nedenunder ligger en tikkende bombe: Ansigtsløse profiler med mange seere. Det er faktisk allerede stort på TikTok og Facebook, hvor uidentificerbare profiler har vilde visningstal, profiler vi ingen mulighed har for at holde ansvarlige.”

Udgivet

den

Fire minutter med Valdemar Osted
Foto: August Vigen Smolarz

Kristine Korsgaard sendte i sidste uge stafetten videre til Valdemar Osted med disse ord:

Valdemar Osted er ekstremt god til at vise med data, hvordan sociale medier ændrer samfund og politik, og samtidig forstår han traditionelle medier og har altid en masse spændende ideer. Jeg vil gerne vide, hvad han lige nu ser som de største trusler og muligheder for traditionelle medier – selvfølgelig gerne med en særlig pointe om nichemedier.

Valdemar Osted er partner i Common Consultancy.

Hvad ser du som de største trusler og muligheder for traditionelle medier?

Jeg tror, mange chefredaktører har været overraskede over nyhedsinfluencernes fremmarch: Den enkelte journalist, der pludselig har læser- og visningstal over deres egne.

Nedenunder ligger en tikkende bombe: Ansigtsløse profiler med mange seere. Det er faktisk allerede stort på TikTok og Facebook, hvor uidentificerbare profiler har vilde visningstal, profiler vi ingen mulighed har for at holde ansvarlige.

Samtidig er det selvfølgelig også en mulighed for medierne at se deres journalister som influencere, der forklarer historier på platformenes præmisser. Noget særligt nichemedier kunne lykkedes med tror jeg. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Efter en periode med fuldt fokus på valgkamp og på, hvordan man laver kampagner i en moderne tid med meget feedbaserede algoritmer, fylder især to ting i mit arbejde lige nu:

I valgkampen identificerede vi, at et af de absolut største problemer, de fleste politikere har, er meget voldsomme og hadfulde kommentarspor på for eksempel Facebook. Derfor har vi sat os ned i Common og udviklet et værktøj, der fikser lige præcis det problem. Det launcher snart, og så håber vi, de hadfulde typer ikke får lov til at fylde det hele.

Så genudforsker jeg også, hvordan vi kan blive endnu bedre til at bruge AI i vores arbejde.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det må nok både være de små mediernes fremkomst og konsolidering. Jeg må bare sige, at jeg er helt blæst bagover over, hvor fantastisk dygtige mennesker, der går på arbejde forskellige steder.

De journalister, der utrætteligt insisterer på, at man kan gøre det på en anderledes og bedre måde. Det er meget sjældent, at sådan en som mig bliver ringet op af de store aviser, men det er overraskende tit, at jeg bliver ringet op af en journalist fra Radio4, Altinget eller Zetland for at komme med et uddybende perspektiv eller indsigter fra sociale medier.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Vi lever i en verden, hvor der er – og kommer til at være – enormt meget indhold på internettet. Jeg tror slet ikke, vi helt har forstået endnu, hvilket godstog af indhold uden tydelige afsendere vi kommer til at skulle forholde os til hver dag.

Når mediebranchen holder fast i, at clickbait-overskrifter og enkelthistorier skal blæses op, så er man også med til at træne brugerne og læserne i, at det er den rigtige måde at gøre det på. Det kan jeg godt være ret bekymret for, stikker af mellem hænderne på os.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

I de fleste andre brancher ville man have været jublende lykkelige for den mængde engagement og rækkevidde, som medierne har på sociale medier. Men det virker først og fremmest som en byrde for en del medier, at de rent faktisk skal forholde sig til, hvad deres læsere har af holdninger.

Hvorfor er det ikke en del af journalisternes arbejde at være i kommentarfeltet på de historier, de har skrevet? Og hvorfor er der nogle medier, der decideret har lukket deres kommentarfelter i stedet for at hyre flere moderatorer?

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg sender stafetten videre til Søren Pedersen / Systemaddict, fordi han er uovertruffen i at se medierne fra et teknologisk perspektiv – og fordi han måske er en af dem, der bedst forstår den nye medievirkelighed, vi står i, nu tilsat utroligt store mængder AI.

Læs også