Mediernes trumfkort trues af ny kultur

Illustration skabt sammen med ChatGPT

Medierne har et stærkt trumfkort. Men det er ikke sikkert, at fremtiden spiller med trumf.

Helt som forventet er AI i fuld sving med at ændre den spilleplade, hele samfundet, inklusive medierne, spiller på.

Lige nu er medierne mest optagede af, hvordan AI påvirker deres økosystem direkte. 

Det gælder især kontakten til brugerne, hvor AI omskriver mediernes indhold uden at sende brugerne til originalkilden. Masseproduktion af AI-slop er også en seriøs trussel, fordi det som et slags digitalt fedtemøg forurener hele internettet, som også er mediernes biotop. 

Men medierne har et vigtigt trumfkort, som mange i branchen knytter deres håb til. Mediernes kerneprodukt er nemlig solid og sand oplysning. Og det er ikke så mange andre, der kan konkurrere med.

I relation til AI er rationalet, at jo mere støj og skidt, der vælter ned over folk, jo mere stiger deres behov for at besøge mediernes sikre havne – i hvert fald en gang imellem.

Udfordringen er bare, at selvom trumfkortet har været mediernes ubestridte kerneprodukt i århundreder, er AI en så stærk forandringskraft, at den ikke bare påvirker alle brancher direkte, men også indirekte fordi den ændrer vores kultur og dermed vores vaner og værdier. 

Og det er potentielt en meget større udfordring end de direkte trusler.

For hvis mediernes kerneprodukt er præcise oplysninger, hvad sker der så, hvis brugerne foretrækker nogenlunde præcise oplysninger?

Det lyder måske som et besynderligt spørgsmål, men AI er ved at udviske værdiforskellen på faktuelt og næsten faktuelt. Traditionelt ville vi sige, at der ikke er noget, der er næsten faktuelt. Enten er det faktuelt eller også er det ikke. Men med AI bliver alting mere flydende og det gælder også korrekteinformationer.

Når vi bruger ChatGPT eller for eksempel Googles AI Overview er vi i masser af situationer tilfredse med at informationerne er nogenlunde inden for skiven. Vi vil bare gerne forstå hovedtrækkene.

Selv når det kommer til nyheder, er der noget, der tyder på, at vi også accepterer mindre unøjagtigheder og fejl, så længe vi kan nyde bekvemmeligheden ved hurtige AI-svar, der er målrettede til vores behov.

Det fremgår blandt andet af to nye amerikanske fokusgruppe-undersøgelser, hvor man udspurgte nyhedsbrugere, som finder deres nyheder via AI. Det kan være direkte i chatbots eller via Googles AI Overview. 

I begge grupper var der enighed om, at man foretrak AI fremfor mediernes platforme fordi AI gør det muligt at få nyhederne skræddersyet til ens behov på det pågældende tidspunkt. Med andre ord, stor bekvemmelighed, som vel er det bedste danske ord for convenience.

Det rigtigt interessante er dog, at der var fuld opmærksomhed på, at AI kan være upræcis eller direkte forkert. Alligevel foretrak deltagerne i fokusgrupperne AI. I den ene gruppe gjaldt det samtlige.

Jeg har netop hørt en podcast med Gina Chua, der er ledende redaktør på Semafor med ansvar for AI-strategi, hvor hun adresserede problematikken og udtrykte frygt for, at medierne overser denne trussel.

Hun pegede på, at det lige nu kan virke som en ubetydeligt trussel, når for eksempel kun tre procent af de unge amerikanere bruger AI som nyhedskilde. Men engang var det også kun tre procent, der brugte sociale medier som nyhedskilder. Tingene flytter sig.

I Danmark er andelen i øvrigt højere. Her viste den danske udgave af den digitale rapport fra Reuters Institute for the Study of Journalism sidste år, at fire procent blandt alle aldersgrupper bruger AI til at finde nyheder hver uge, og at andelen blandt unge under 35 år er 10 procent.

Det er umuligt at lave en lineær fremskrivning for hvad det betyder for medierne, eller for den offentlige samtale, hvis og når endnu flere benytter AI som nyhedskilde. Det helt afgørende er om AI ændrer vores hidtil meget radikale krav til faktualitet. 

Sker det, står medierne ikke kun over for en kommerciel og teknologisk udfordring, men også en kulturel og nærmest eksistentiel.

Journalistikken er jo historisk bygget på en kompromisløs ide om at virkeligheden skal beskrives så præcist som overhovedet muligt. Hele infrastrukturen med redaktioner, kildekritik, redaktører og presseetiske standarder er i virkeligheden en maskine designet til at levere præcise oplysninger.

Men hvis brugerne i stigende grad accepterer informationer, der bare er nogenlunde præcise så opstår der et giftigt mismatch mellem det, medierne producerer, og det publikum efterspørger.

Sat endnu mere på spidsen udfordrer scenariet også mediernes autoritet som samfundets professionelle sandhedsproducenter. Når svarene kommer fra en chatbot, oplever nyhedsbrugerne ikke nødvendigvis, at de får deres information fra medierne uagtet om det er derfra AI henter informationerne.

Hvis ikke præcision og dokumentation er et stærkt nok værdiløfte i fremtiden, skal medierne gentænke deres position og blive skarpe på, hvad der ellers differentierer dem fra resten af internettet.

Mange peger på, at medierne har evnen til at sætte nyheder (ud over at skabe dem) i perspektiv og fortolke dem, så de er maksimalt relevante for målgruppen. Det tror jeg også på. Fremtiden ligger i at forstå sine brugere maksimalt og have den tættest mulige relation med dem – ikke til dem.

Undskyld, det blev lidt langt

Jan

Indholdsfarm laver 200 mediesites

Et amerikansk cybersikkerhedsfirma har afsløret, hvordan et firma har oprettet over 200 fuldautomatiserede “mediesites” fyldt med AI slop.

Det interessante er, at bagmændene afslører deres bagvedliggende prompt i websitenes javascript. Derfor kan man blandt andet læse, at AI er promptet til:

• At generere ultra realistiske AI billeder, som ligner tilfældige billeder taget med en smartphone. Motiver skal være autentiske og ikke opstillede.
• Overskrifter skal være meget direkte, og selve brødteksten skal skrue op for følelserne med frygt, vrede, chok eller lettelse, så man virkelig kan mærke det.
• Endelig skal de første historier være så chokerende eller sensationelle, at man må stoppe med at scrolle på stedet.

Cybersikkerhedsfirmaet har ifølge Axios beregnet, at det ikke har kostet mere end højst 2,25$ at producere hver side. Penge, som hurtigt kan komme igen via annonceindtægter.

10 største tech-medier mister 58% søgetrafik

På lidt over et år har de ti største medier om tech tilsammen mistet 65 millioner sidevisninger fra søgemaskiner om måneden. Det svarer til et gennemsnitligt fald på 58 procent.

Det viser en kortlægning foretaget af Growtika, som sammenligner hver af de ti mediers bedste måned i 2024 med januar i 2026. 

Den største taber har mistet hele 97% søgetrafik. Et velkendt medie som The Verge, som jeg ofte citerer, har mistet 85%.

AI-nyhedsbreve sendes til 1. million modtagere i 14.000 forskellige småsamfund

Jeg er begyndt at modtage et hyperlokalt dagligt nyhedsbrev om alt hvad der foregår i en lille flække kaldet Round Rock i Texas.

Nyhedsbrevet er skrevet og sammensat 100% af AI og leveres af mediehuset Patch, der laver tilsvarende nyhedsbreve for flere end 14.000 amerikanske lokaliteter.

Til sammen giver det dem flere end 1 million modtagere.

Patch oplyser til Columbia Journalism Rewiev, at de lancerer et nyhedsbrev så snart der bare er en modtager. Hvilket siger lidt om produktionsomkostningerne.

Nyhedsbrevet er egentligt ret nyttigt – forestiller jeg mig uden at bo i Round Rock. Det har en stribe nyheder, som er sakset fra lokale medier eller pressemeddelelser, en kalender med begivenheder, vejrudsigt og selvfølgelig annoncer.

Den bærende annonce er i øvrigt et dårligt lignende AI-billede af Kim Larsen og en rubrik med teksten: “Den rystende historie om Kim: Det var min arv”.

Faktisk første gang jeg ser så personaliserede annoncer i et nyhedsbrev. Og selvfølgelig skabt med AI.

Spændende bundle på vej fra JFM/Berlingske

Med inspiration fra den norske abonnementspakke +ALT, som giver adgang til medier på tværs i Amedia koncernen, er Jysk Fynske Medier og Berlingske nu på vej med en dansk udgave, skriver Mediawatch.

Om pakken kommer til at give adgang til alt fra de to koncerner eller en mindre del, samt hvadd en vil koste, røbes ikke nu. 

Men herfra skal lyde et stort hurra for initiativet. Risikoen for kanibalisering er minimal, da kun meget få i forvejen vile abonnere på flere titler. Til gengæld stiger argumenterne mod at opsige abonnementer, da man så går glip af meget mere end tidligere.

Foto: Sarah Møldrup Jensen

Fire minutter med Merle Baeré

Kevin Shakir sendte i sidste uge stafetten videre til Merle Baeré med disse ord:

Jeg synes min tidligere kollega Merle Baeré fra DR Dokumentar skal være med i næste uge. Hun må være Danmarks vildeste undersøgende fortællende journalist. Hun har netop udgivet Den Giftige Tvivl, sammen med Frederik Hugo Ledegaard Thim, der også debuterer som filmskaber efter en række vilde podcastserier de sidste mange år (skud ud, brormand).

Merle Baeré har en helt særlig evne både at kunne arbejde respektfuldt, ordentligt og redeligt med kilder – samtidig med, at hun er en vild graver på tværs af forskellige typer af metoder og så arbejder hun systematisk med manuskripter og tilrettelæggelse, som ingen andre, der laver podcast i Danmark. Og så er det også hende jeg går til en gang i mellem for inspiration på podcast eller fortællinger for inspiration til, hvordan en historie kan fortælles bedst. Men også hvad der er det seneste nye i verdenen af undersøgende podcastserier.

Merle Baeré er journalist på DR Dokumentar, hvor hun arbejder med undersøgende og fortællende journalistik på lyd.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det gør er en lyd-dokumentar, vi lige er udkommet med på DR, som hedder ’Mørklagt: Den Giftige Tvivl’. Min kollega Frederik Hugo Ledegaard Thim og jeg har arbejdet på historien gennem de sidste år, og det er måske den mest komplekse historie, jeg hidtil har siddet med. Den handler om tidligere studentermedhjælpere på Panum Instituttet, der har fået kræft i en meget ung alder og om kemilobbyen i EU.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Når vi journalister arbejder sammen på tværs af medier og landegrænser, så giver det mig håb. Jeg tror på, at vi står stærkere som medier, når vi formår at gøre netop det. Og – hvis jeg lige må nævne en podcast, som også giver mig håb – så er det ’Question Everything’. Den er bl.a. lavet af journalisten bag den roste og omdiskuterede serie ‘S-Town’ fra 2017. Værten Brian Reed går kritisk til sig selv og til mediebranchen i USA på en overraskende åben og nuanceret måde. Et godt sted at starte er afsnittet ”Host Brian Reed Confronts his Toughest Critic”.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Større diversitet. Jeg tror på, at vi fortæller bedre historier, hvis vi er mange forskellige mennesker rundt om i redaktionslokalerne, som ser forskelligt på verden. Mediebranchen er ikke gode nok til at rekruttere bredt.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

I andre brancher, hvor man arbejder med mennesker i svære situationer, bruger man supervision som arbejdsredskab. Det gælder f.eks. sundhedsvæsnet. Det burde vi også gøre brug af som journalister. 

Mange af os arbejder med komplicerede projekter, som strækker sig over lang tid, og dækker tunge stofområder. Jeg tror, at supervision kan hjælpe på udbrændthed, kynisme – og føre arbejdsbelastningen over i et kollektivt rum i stedet for, at den bliver individuel. 

På den lange bane kan det gøre os til bedre journalister ved at være mere selvreflekterende, etiske og empatiske. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Helle Fuusager fra Zetland. Jeg synes, hun laver nogle virkelig gode historier, hvor man mærker en dyb respekt for de medvirkende. Og så kan jeg godt lide, at hun giver plads til nuancerne. Senest lyttede jeg til hendes serie ”Stefanie Lever”, som jeg også vil anbefale andre at lytte til.