Fire minutter med Maya Tekeli 

Sigrid Adamsson sendte i sidste uge stafetten videre til Maya Tekeli med disse ord:

Jeg er enormt taknemmelig for det arbejde, Maya Tekeli gør for dansk journalistik. Hun forsøger i mine øjne rent faktisk at udstikke en vej for os unge journalister, som både hader, men også føler os bundet på hænder og fødder af kravet om selviscenesættelse og underholdningsværdi. Hun vender ikke bøtten på hovedet, men laver god, gedigen journalistik på et ellers ret smadret fundament. Jeg får ofte lyst til at høre, hvad hun tænker om at være journalist i det her herrens år 2026.

Maya Tekeli er freelancejournalist med forpligtelser som journalist hos The New York Times og korrespondent hos Jyllands-Posten. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Planlægning fylder mere i mit arbejdsliv end nogensinde før. Jeg planlægger fordeling af arbejdstimer mellem mine arbejdsgivere, rejsedage, hotelophold, samarbejde med lokale journalister og interviews med kilder samtidigt med jeg planlægger kontakt til personer i lande, som jeg planlægger at besøge.

Det lyder forfærdeligt, men der bor en sekretær inde i mig, der har ventet hele sit liv på det her øjeblik.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Når vi støtter hinanden i felten, når vi deler viden uden bagtanker eller går sammen på tværs af medier om større projekter, fordi historien kommer før konkurrencen. Der er vi meget tydeligt i kontakt med den idealisme, som fik mange af os til at vælge faget.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Jeg synes, vi bør synes mindre og nøjes med at spørge andre, hvad de ved og tænker. Det er ærgerligt at blive nødt til at klappe i, når man har bildt sig selv ind, at man har den rigtige holdning til et eller andet, men det er endnu mere ærgerligt at lukke den ud på bekostning af dem, der har svær adgang til den offentlige debat, selvom de rent faktisk ved, hvad de taler om. 

Det har været en kamp for mig at anerkende, at jeg ikke nødvendigvis har noget genialt på hjerte, men da det sank ind, følte jeg mig totalt befriet fra vægten af mine egne idiosynkrasier. Jeg er vist også blevet en meget bedre journalist.

Når det er sagt, synes jeg, at vi bør lægge mere indhold foran betalingsmuren. 

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At lade arbejdet tale for sig selv. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?  Det bør Kevin Shakir, fordi jeg håber, at han vil bruge anledningen til at dele sine analyser af, hvordan den offentlige debat åbenbart er sammenlignelig med wrestling? Udover den virkelig velargumenterede analyse af tidens tilstand bidrager Kevin til danske medier med mod, vilje og virkelig interessant, faktabaseret journalistik.