Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Martin Schori

“Jeg synes, at vi i mediebranchen tænker for meget indefra og ud: Vores indhold afspejler, hvordan vi er organiseret, og hvordan vi synes, artikler skal skrives.”

Udgivet

den

Fire minutter med Martin Schori
Foto: Magnus Wennman

Agnes Stenbom sendte i sidste uge stafetten videre til Martin Schori med disse ord:

Martin Schori, vicechefredaktør på Aftonbladet og grundlægger af avisens AI Hub. Martin er dygtig til at tænke kritisk om innovation og er en konstant påmindelse til traditionelle udgivere om behovet for seriøst at overveje, hvad unge forbrugere har brug for.

Martin Schori er stedfortrædende redaktionschef og næstansvarshavende redaktør på det svenske tabloidmedie Aftonbladet 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Primært to ting: Hvad er det næste skridt for vores arbejde med AI? Vi har udviklet redaktionelle værktøjer, chatbotter, artikelsammenfatninger osv., men jeg vil gerne tage et nyt skridt, hvor vi bruger teknologien til at skabe en helt ny nyhedsoplevelse. 

Og det andet: Hvordan kan vi blive mere relevante for unge – og kvindelige! – læsere. Vi har undersøgt 120.000 af vores egne udgivelser og set, at vores indhold i visse tilfælde fejler i at repræsentere alle svenskere. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Lige nu er det to: Agnes Stenbom fra IN/LAB, som hele tiden udfordrer vores måde at tænke på – og Julia Agha fra den arabiske nyhedsside Al-Kompis, som gør det samme, men fra et andet perspektiv. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Åh, meget! Jeg er ofte selvkritisk. Men jeg synes især, at vi i mediebranchen tænker for meget indefra og ud: Vores indhold afspejler, hvordan vi er organiseret, og hvordan vi synes, artikler skal skrives.

Vi bruger mindre energi på at tænke over, hvordan vi skaber værdi for vores publikum – og hvordan de ønsker at modtage det, vi laver. Vi bliver udfordret af tjenester med fantastiske brugeroplevelser og aggressiv personalisering, og vi er nødt til at gå den vej også. Det er ikke at abdicere, tværtimod er det klogt – og vigtigt. 

Hvad kan mediebranchen lære af andre brancher? 

Se ovenfor! Techgiganter og streamingtjenester har gode data, gode brugeroplevelser og gode flows. Her halter vi bagefter. Vi skal ikke efterligne dem i forhold til indholdstype, men vores mål burde være at lade os inspirere af, hvordan de pakker deres indhold og når ud med det. I vores tilfælde er det samfundsvigtig journalistik! Hvis vi ikke gør det, svigter vi vores opgave. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Sara Inkeri Vardar fra Ekstra Bladets AI-enhed. Sara er præcis den slags person, som mediebranchen har brug for flere af! 

Læs også