Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Pelin Cemile Ata Gottfredsen

“Jeg oplever tit, at der er et for stort fokus på det store fem-år-ude-i-fremtiden-mål. Jeg tror i stedet på, at vi skal fokusere mere på at skabe løbende værdi, mens vi strategisk arbejder i en retning, produktvision eller måske mod et større mål.”

Udgivet

den

Fire minutter med Pelin Cemile Ata Gottfredsen

Magnus Bjerg sendte i sidste uge stafetten videre tilPelin Cemile Ata Gottfredsen med disse ord:

Det skal Pelin Cemile Ata Gottfredsen. Hun er en af de product managers, som vores branche har allermest brug for. Derfor var vi mange på TV 2, der væltede vores skriveborde, da nyheden om, at Aller havde snuppet hende fra os. Og så er hun sjov. Så jeg glæder mig til at høre hendes perspektiv på mediebranchen og især TV 2, nu hvor hun kan tale frit.

Pelin Cemile Ata Gottfredsen er Product Manager, Aller Media

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg har altid et stort fokus på min ledelsesstil, strategi og på at skabe relevante digitale produkter. 

Det første handler om, hvordan vi motiverer mennesker omkring os. Det andet handler om, hvordan vi præsenterer godt indhold bedst muligt, og skaber vaner og brugeroplevelser, der gør, at brugeren vender tilbage igen og igen. 

Til fælles har de, at det sker igennem det, jeg tror på; at bringe fagligheder i spil, give dem mandat og ikke mindst at eksperimentere i udviklingen og lære løbende. 

Jeg oplever tit, at der er et for stort fokus på det store fem-år-ude-i-fremtiden-mål. Jeg tror i stedet på, at vi skal fokusere mere på at skabe løbende værdi, mens vi strategisk arbejder i en retning, produktvision eller måske mod et større mål.

Det er oftest vejen til målet, der er det mest interessante. Jeg synes i hvert fald, at fokus på rejsen er vigtig, hvis man vil være og forblive relevante. Målet har det (heldigvis!) alligevel med at ændre sig i takt med, at vi lærer og bliver klogere. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Med den verden vi lever i, giver legacy medier mig håb. For nogen er det måske et lidt kedeligt svar, men man skal være kritisk på en helt anden måde, end hvis man får sine nyheder via SoMe etc. 

Jeg har dog et håb om, at mediebranchen bliver mere mangfoldig – også på ledelsesgangene. For jeg tror på, at fremtiden kræver det. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

1. Mindre bureaukrati 

2. Fokus på fagligheder og uddannelse 

3. Mere mandat 

Der er virkelig meget bureaukrati i mediebranchen, og jeg forstår det. Det meste af branchen er bygget op omkring hierarki, men det er i mine øjne så ineffektivt og demotiverende. Det skaber ikke ligefrem beslutningsdygtige medarbejdere. Jeg er et utålmodigt menneske, og bureaukrati er noget af det mest utilfredsstillende.  

Hvis man som organisation laver en ændring i organisationen med fokus på produktudvikling og ikke vil betale for dygtige digitale talenter og profiler, kan man ikke blot give en tilfældig medarbejder en ny titel og tro at samme person nu er klædt på til at drive produktudvikling. Det kræver den rette personlighed, gode faglige fællesskaber og mest af alt uddannelse. 

Når du har dygtige mennesker omkring dig, så giv dem mandatet og mulighed for at tage ansvar og vokse.

Mediebranchen vil gerne betale for en dygtig journalist, et navn, en vært eller lignende. De digitale profiler er også afgørende.  

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg ser ikke, at der er en specifik branche, mediebranchen skal spejle sig i, men finansverdenen tager den digitale omstilling meget alvorligt, og det gjorde de tidligt. Dengang blandt andet ‘digital transformation’ og ‘agil produktudvikling’ begyndte at være buzzwords.

Min pointe er egentlig, at mange af virksomhederne i finanssektoren for år tilbage ikke blot lavede en organisationsændring. De skabte en hel struktur omkring forandringen og målet for forandringen. Der er ikke en opskrift – det skal vokse sig frem i organisationen. De uddannede medarbejdere, smed dem i reference til direktionen og gav dem fuld mandat. Og så lod de alle i organisationen vide, at de mente det. 

Selvom jeg absolut ingen aktier har i det, skal jeg nævne, at jeg oprindeligt kommer fra finansbranchen.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Det skal Sophie Ruhnau. Sophie er SoMe-redaktør på TV 2 Echo. Hun arbejder i et virkelig relevant spændingsfelt. Hos et traditionelt nyhedsmedie med public service-forpligtelser, hvor hun hver dag – med stor succes – arbejder med digitale produkter og SoMe.

Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Sophie. Hun er klog, nysgerrig og visionær. Jeg glæder mig allerede til at høre hendes tanker om mediebranchen.

Læs også