Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Cecilie Lange

Cecilie Lange er journalist og radiovært på P1 Debat og Ring til Regeringen på P1.

Udgivet

den

Fire minutter med Cecilie Lange
Foto: Walther Bølge

Kathrine Abrahamsen sendte i sidste uge stafetten videre til Cecilie Lange med disse ord:

I min karriere har jeg primært beskæftiget mig med underholdning. Derfor er jeg vant til at gå langt for den gode stemning, og nærmest være lidt bange for den dårlige. 

Derfor synes jeg, det er beundringsværdigt, når værter med kritiske, skarpe og vigtige spørgsmål går ind i en debat og interviews, og virker frygtløse. Så det er med stor respekt jeg holder af at lytte til forbilledlige Cecilie Lange, der er vært på P1 Debat. Hun skal have stafetten. 

Cecilie Lange er journalist og radiovært på P1 Debat og Ring til Regeringen på P1.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

For tiden går jeg meget op i at invitere (de) rigtige mennesker til mine programmer. Et perfekt kombineret panel. Det kan måske lyde banalt, men jeg går og har nogle tanker om, at det bør være en primæropgave for journalister med en platform som min. Altså at sørge for at inddrage nye, upolerede, upopulære, ægte og anderledes stemmer. Som en slags fremtidssikring for at vi kan blive ved med at debattere sandheden.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Journalister, der stiller spørgsmål uden for dagsordenen på dkpolske pressemøder. Det er vigtigt i en tid, hvor nogle politikere ikke har brug for O.G.-medier på samme måde som før – og derfor ikke stiller op. De bør få branchens solidaritetshyl, som de vagthunde vi skal være. Det er ikke uden konsekvenser. Man får både udenrigsministerskældud og vrede emoji-caps-lock-beskeder fra Hr. og Fru. Ukraineflag-og-vaccine-banner-på-profilbilledet.

O.G. Betyder ‘oprindelige eller originale’. Det kommer af slang ‘original gangsters

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Ansætte folk på rigtige, faste kontrakter. Ikke dem der udløber efter et år. Eller freelance-kontrakter på trods af fuld tid i vagtplan. Ændringen skulle være sket ifm. metoo, da vi blev enige om, at miljøer, hvor man kan sige fra uden risiko for at miste sit job, nok er at foretrække. Min gamle chef Simon Andersen ansatte mig fast, så snart han opdagede, jeg var på en TBA. ”Man kan bedre koncentrere sig om journalistik, hvis man ikke skal tænke på, hvornår man udløber.” Korrekt.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Det er fedt at udfordre ’form’. Eks: I 2016 var min seje svigerinde Lærke Cramon nomineret til en Cavling for projektet ‘Vidnesbyrd’ – en lang række kvinders vidnesbyrd om at blive voldtaget. Altså kvinders rene ord i spil til branchens fineste pris. I år gik prisen for første gang nogensinde til en podcast. ’Det levende bevis’ af dygtige Frederik Hugo Ledegaard. Fantastisk og så fortjent. Gad sgu godt vide, hvad hr. Cavling havde sagt til journalistik via dutter i ørerne.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg sender stafetten videre til en person, som både er min veninde og et forbillede. Jeg ved allerede, at jeg kommer til at grine af hendes ord. Jeg ved også, jeg får øje på noget, jeg ikke havde set før. Hun fungerer som en slags skarp, feministisk tættekam. Hun taler og skriver for dem, vi lige havde glemt. Dem, der ikke fik sagt fra. De kvinder, der larmer og er uopdragne. Hun er en slags Venus Breeze for vores kvindekampshelligdage. Ordet er dit, eminente Anne Kirstine Cramon.

Læs også