Nanna Møller Karlsen sendte i sidste uge stafetten videre til Camilla Martin med disse ord:
Stafetten vil jeg gerne sende videre til Camilla Martin fra TV2, fordi hun er en fremragende vært og interviewer, som har været og er en stor inspiration for mig. Hun formår at ramme en perfekt balance uanset hvem eller hvad hun dækker – og om det er eksperter hun skal spille bold med eller en træner hun skal gå kritisk til.
Camilla Martin er TV-vært på TV2 Sport. Dækker som oftest fodbold og badminton. Tidligere professionel badmintonspiller, stoppede i 2004.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
VM i fodbold som starter den 18. november og varer en måned. Der skal forberedes en masse, og så kommer vi heller ikke udenom, at det ligger i Qatar og hvordan dækker vi det når alle er enige om, at det slet ikke burde ligge der. Det synes jeg, er lidt af en opgave. Indtil da er der andre fodboldopgaver, der skal passes også, så der er nok at se til.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Podcast giver mig faktisk håb på den måde, at tiden i de formater giver nogle andre svar og nuancer, som jeg synes man ellers kan mangle i mediebilledet, fordi alting går så hurtigt i dag. Det bliver tit den hurtige replik eller overskrift, der får al opmærksomheden, og derfor kan det være svært at få det reelle billede af, hvad folk egentlig mener. Så er jeg også begejstret for Zetland og Altinget. Deres omhyggelighed og dybde, kan jeg virkelig bruge til noget.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Synes generelt, at vi skal være bedre til at huske mennesket bag dem, vi interviewer eller behandler i et tv-studie. Huske at de ikke er anderledes end os andre, når døren lukkes eller lyset slukkes. Der ligger et ansvar i at huske, at der er en hel pallette af platforme, som ofte følger trop. Det samme gælder sådan set det, vi er med til at give et videre liv på de sociale medier. Vi er nødt til at huske, at det der foregår på de sociale medier ofte er det rene vanvid af vanvittige, nedladende og deciderede ondskabsfulde kommentarer. Selvom det nok bliver svært at gøre noget ved, desværre.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Det synes jeg, er svært spørgsmål. Men måske lidt om at være knap så nærtagende omkring kritik. Noget af det jeg oplevede, da jeg kom ind i branchen, efter selv at have været interviewoffer i mange år, er, at journalister ikke så godt kan lide at få kritik, selvom de jo selv er kritiske i deres tilgang til dem, de dækker i givne situationer😊 Men jeg er også vokset op i en eliteverden, hvor al kritik er til for at blive bedre.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet. Har fulgt ham siden Radio24syv dagene og synes hans dokumentar Muldvarpen var fremragende. Han er ikke bange for at sætte sig selv på spil og have en mening som han argumenterer godt for. Så kan man være enig elle uenig i hans synspunkter, men for mig er han en interessant person at følge i det danske mediebillede fordi han i den grad brænder for journalistikken og mange sider af den.