Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Helle Smidstrup

Helle Smidstrup er vært og reporter på TV3 SPORT/VIAPLAY

Udgivet

den

Fire minutter med Helle Smidstrup

Fire minutter med X er en Q&Aserie, der kører hver uge i Medietrends ugentlige nyhedsbrev. Se andre medieprofiler svare på samme spørgsmål her. Tilmeld dig nyhedsbrevet og få fremtidige Q&A.


Signe Amtoft sendte i sidste uge stafetten videre til Helle Smidstrup med disse ord:

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Helle Smidstrup. En person der er bundprofessionel i at dække sit område, er skarp i sine pointer, tager diskussionen hvis den skal tages og gør det hele med et smil, jeg begejstres af at se på skærmen. 

Helle Smidstrup er vært og reporter på TV3 SPORT/VIAPLAY

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Lige nu er faktisk højsæson i min arbejdskalender. Det er en blanding af forberedelse til mine kommende værtsopgaver på Premier League og så en del praktik og logistik. De kommende fire dage skal jeg rejse og dække FC Københavns Champions League-kamp i Tyrkiet, så lige nu bruger jeg ret meget tid på, hvordan jeg smartest kommer frem og tilbage fra Trabzon i det nordøstlige Tyrkiet. 

Derudover skal jeg se alle VIAPLAYS efterårs-satsninger, da jeg skal være vært på vores pressemøde, når de skal lanceres. Så der er tryk på.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det virker som om, flere af de såkaldte gamle medier som Berlingske og Politiken har fundet en gangbar måde at tjene på deres journalistik. Det er flot og fortjent. Jeg elsker dagbladene. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Vi bør være meget bedre til at tage ansvar for det efterliv, vi giver vores historier, når de lægges op til debat på sociale medier. Det er jo ofte en ren skraldespand, som jeg væmmes over dagligt.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg kender ikke andre brancher så indgående som mediebranchen, men jeg kan vende spørgsmålet om og fortælle, hvad andre journalister kan lære af sportsjournalistik? Jeg møder tit postulatet om, at den form for journalistik er ‘nemmere’, men sandheden er, at det er en svær disciplin eksempelvis at interviewe kilder lige efter slutfløjtet på en kamp. Hvor pulsen er over 200, og hvor de er i deres følelsers vold. Samtidig er forberedelsestiden ofte kort, da en kamp kan vendes på hovedet fem minutter før, man står med kilden på direkte tv. 
Nu er der jo snart valg, og det er mit postulat, at sportsjournalister ville være fremragende (måske endda bedre) som live-reportere.  

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Marie Louise Toksvig, der er vært på Tabloid på P1. Hun er altid imponerende godt forberedt, stiller gode, kritiske spørgsmål, og jeg har aldrig hørt hende lave faktuelle fejl. Hun har jo et program om journalistik, så jeg vil gerne høre, hvordan hun svarer på de her spørgsmål.

Læs også