• Sådan bliver JPs fire nye lokalmedier
• Kursus: Fra nyhedsørkener til nyhedsoaser
• Mediehus tilbagebetaler journalisternes lønreduktion
• New York Times har 8 millioner abonnenter – men det er ikke til nyheder
• Vogue Scandinavia lanceres til august
• Berlingske sagsøgt for fem millioner kroner
Velkommen til Medietrends nyhedsarkiv. Hvis du ønsker at få friske nyhedsbreve kan du gratis tilmelde dig det ugentlige nyhedsbrev ved at klikke HER
Godmorgen
Der er mindst tre ting at glæde sig over, når Jyllands-Posten nu lancerer JP Lokal, der i første omgang skal bringe mere lokaljournalistik til Randers, Vejle, Viborg og Horsens:
Vi kan ikke få for meget lokaljournalistik. Punktum. Lokaljournalistikken har længe været presset og jo mere konkurrence og nytænkning, der kan skabes, jo bedre.
JP Lokal søger i første omgang 20 journalister. Indtil i marts ville man have sagt, at det var et helt usædvanligt antal jobåbninger, men dengang søgte Jysk Fynske Medier også 20 journalister til at ekspandere med en stribe lokale nyhedsbreve. 2 x 20 nyansættelser er dobbelt så godt, og det er en udvidelse af det lokale jobmarked, der vil kunne mærkes.
Den tredje pointe, som er værd at notere er, at Jyllands-Posten både vil sælge de nye titler som en del af JP-pakken og som særskilte abonnementer. Det vil sige, at interesserede kan vælge mellem at købe de nye medier separate eller som et ekstra element i deres JP-abonnement.
Pointe nummer tre, kan umiddelbart virke relativt betydningsløs. Men ideen og lysten til at ompakke abonnementer og give lidt ekstra her og der og sælge noget andet særskilt, er et principielt og sundt opgør med den traditionelle abonnementstankegang, hvor brugerne enten er inde eller ude.
De fleste mennesker vil kun købe noget, som de oplever giver dem større værdi end den pris, de skal betale. Derfor kan dyre abonnementer, der indbefatter en del overflødigt indhold, være med til at afskrække en masse potentielle abonnenter. Men det betyder ikke, at de slet ikke ønsker at købe et eller andet – for eksempel noget relevant lokaljournalistik.
Jyllands-Posten bevæger sig derfor ind på en spændende bane, som nogle har haft succes med og andre har mindre gode erfaringer med.
Blandt succeserne kan man for eksempel pege på Esquire, der tilbyder, at læserne kan nøjes med at købe adgang til deres mest populære skribent, deres politiske redaktør. Det sker uden, at det går ud over salget af hele pakken, fordi tilbuddet rammer et segment, som under ingen omstændigheder ville kunne lokkes til at købe hele pakken.
Et andet eksempel er The Economist, som har succes med at sælge deres brand i en kortfattet morgenversion, kaldet Expresso. Et lignende nyhedsprodukt forsøgte Information herhjemme at søsætte i 2019, men efter godt et år blev forsøget lagt i graven på grund af for få salg i forhold til salgsomkostningerne.
Uagtet Informations erfaringer, er eksperimenter og lyst til at pille ved de ofte firkantede abonnementsmodeller lige så vigtige som at udvikle ny (lokal)journalistik. Derfor bliver det spændende at følge skæbnen for de nye JP-titler, som i parentes bemærket lanceres midt i Jysk Fynske Mediers udgivelsesområde.
Hvad det kan få af betydning, kunne let blive et kommende tema i nærværende nyhedsbrev.
…
Dette nyhedsbrev bliver – apropos – ikke så langt, da jeg har travlt med at forberede et deep dive-kursus om netop lokaljournalistik 🙂
Allerede efter sommerferien lanceres de fire nye lokalmedier, og ifølge pressemeddelelse, jobopslag, twittertråde og samtaler, kan jeg konstatere, at de fire medier i første omgang går i luften som hjemmesider og nyhedsbreve.
Senere kan der komme yderligere tiltag, som podcast, apps og events.
Nogle af de medier, der inspirerer JP Lokal, er blandt andre norske Amedia og svenske Bonnier News Local. Her er især det sidste kendt for gode erfaringer med personaliserede nyhedsforsider. Altså, at nyhedsmixet tilpasses hvert enkel modtagers behov og interesser.
Det bliver spændende at se, hvor langt ud af den vej, JP Lokal vil gå.
Da corona-pandemien lukkede verden ned og ramte medierne hårdt på især annonceindtægterne, var det britiske mediehus Reach nødt til at reducere medarbejdernes løn med 10 procent i en periode på tre måneder.
Men nu har ledelsen besluttet, at tilbagebetale medarbejderne. Ledelsen gik 20 procent ned og kommer ikke til at få kompensation.
Hvis der er noget, New York Times er gode til, så er det at få alle andre til at føle sig meget små.
Lige nu har giganten i alt 8 millioner abonnenter fordelt på alle tænkelige platforme. Se diagrammet, der viser fordelingen af de syv millioner digitale abonnementer (ca. 1. mio. er printabonnementer)
News indeholder adgang til nyhedssites og nyhedsbreve.
Den øverste del af søjlen omfatter podcast og de selvstændige specialiteter, som der både kan købes særskilt adgang til eller som en del af den samlede pakke. De indbefatter blandt andre:
Wirecutter – produkttest og forbrugerjournalistik.
Cooking – madopskrifter.
Crosswords – kryds og tværs, sudoku og andre spil
NYTKids – for børn.
NYTParenting – rasende populært site og nyhedsbrev for forældre
New York Times strategi er at nå 10 millioner abonnenter i 2025. Derfor pønser de, ifølge kilder til Axios, på at købe sportsmediet The Athletic, som har 1,2 millioner abonnenter.
Magasingiganten Condé Nast lancerer nu en fælles skandinavisk udgave af Vogue.
Så vidt jeg kan forstå bliver redaktionen placeret i Stockholm og udgivelsen sker i et samarbejde (licensaftale) mellem Condé Nast og udgiveren Four North.
Berlingske er blevet sagsøgt for at have »fremsat beskyldninger af en stor grovhed« i en række artikler om aarhusianske webshopejere, fremgår det af stævningen.
Ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen afviser, at der skulle være problemer med dækningen.
⇓
Nu åbner tilmeldingen til efterårets kurser
Hvis din arbejdsplads er medlem af Pressens Uddannelsesfond, åbner tilmeldingen til efterårets kurser på mandag.
Og det er værd at notere sig, at støtten fra Pressens Uddannelsesfond er hævet med 50 procent i efteråret og foråret.
3. Eller du kan overbevise din HR-afdeling om, at de skal slå ledige mediejob op på Medietrends, fordi, der vrimler med +2700 andre kloge mennesker som dig.