Denne artikel er skrevet af nyhedsredaktør Kirsten Nepper-Rasmussen fra DR Fyn. Bragt først på LinkedIn den 14. juni 2020
For et par år tilbage abonnerede på en landsavis. I den tid, jeg læste den, lærte jeg meget om det københavnske metrobyggeri, arkitektur på Frederiksberg, kulturliv i indre by og i det hele taget livet i Danmarks hovedstad. Der var også stærk graverjournalistik. Syleskarpe udlandsanalyser og indsigt i Christiansborgpolitik.
Men min virkelighed – uden for København – var alt for ofte reduceret til provinsidyl med evige rapsmarker, journalister på eksotiske besøg i udkanten eller tilfældige krimihistorier fra Ritzau-rullen.
At sidde i provinsen og læse en hovedstadsavis er ikke sjældent følelsen af at være til fest i et jakkesæt, der så gammelt, at det snart er moderne igen – at være den der bonderøv, der ikke ved, at latte er so last year. (flat white er vi forbi, eller?).
At være det fjols, der stadig spiser kød ugens syv dage eller nøjes med at give sit barn et enkelt ordinært fornavn.
Og aldrig har været på Bakken.
Rutebiler eller måltidskasser?
Journalister bliver tit vældig fornærmede, hvis nogen antyder, at vi ikke er upartiske til fingerspidserne. Selvfølgelig handler journalistik ikke om, hvem vi er – eller hvor vi bor.
Men surprise: Det gør det.
Det er en stående joke (og sandhed) på redaktioner, at når der er mange unge førstegangs-forældre på redaktionen, så vrimler det pludselig med historier om pasningsgarantier, søvnmangel og minimumsnormeringer – og senere i livet om nationale test, teenagehjerner og (corona)studenterkørsel.
Sådan er det også med det sted, vi bor.
Vi alle provinsjournalister for Vorherre. Selvom vi helst ikke vil være ved det, så fortæller vi historier, derfra hvor vi er.
Det er forskellen på, om du fortæller historier om rutebiler eller måltidskasser, dagpleje eller trængselskøer, oversvømmelser eller klimademonstrationer.
Nationale medier skal spejle flest mulige danskere
Det ene er ikke bedre end det andet. Det er ikke en kvalitet i sig selv, at journalistik handler om eller tager sit udspring i provinsen.
Men vi har brug for diversiteten i det nationale nyhedsbillede, vi giver danskerne. Hvis vi reducerer journalistikken til at være fortalt af mennesker fra et bestemt område af landet, så misser vi muligheden for at lade alle danskere spejle sig i journalistikken.
Og det har de faktisk krav på.
Særligt hos Danmarks Radio, som alle danskere bidrager til. Det manglede da bare.
Diskussionen har eksisteret i mange år – og jeg har mere end en gang mødt omklamrende mediechefer, der tror, de kender provinsen, fordi de voksede op i en lille by i Jylland for 30 år siden, eller stadig husker deres studiedage i Aarhus eller deres praktiktid på en regional station i DR eller TV 2-systemet som noget helt særligt.
Lidt ligesom at sige, at man ved en masse om børn, fordi man engang selv har været et barn.
Men det handler ikke om, hvor du var engang, eller hvor den arbejdsplads, du pendler til, ligger – men om dit levede liv lige nu, der spejles i dine journalistiske valg og prioriteringer.
Fra P4-distrikt til central del af nyhedsvisionen
I Danmarks Radio har vi ni distrikter fordelt i hele landet. For godt et år siden blev de en del af DR Nyheder.
Distrikterne har i årevis leveret lytteværdig stærk regional radio med svimlende lyttertal. Nu leverer de også tophistorier til radioavisen, dr.dk og TV-Avisen. Nationale historier med et regionalt afsæt. Spottet, produceret og skudt ud fra provinsen ind i den nationale nyhedsdækning.
Oven i det flyttede DR i marts ansvaret for indlandsdækningen til Aarhus.
DR ønsker at dække hele Danmark fra hele Danmark. Det giver en stærk følelse af meningsfuldhed at være med til at få det til at ske i endnu højere grad end før. Det er kernen i public service, vi er med til at opfylde.
Av, for min automatisme
Lykkes vi med det? Ikke altid. Vi slås stadig med det, Morten Olsen kalder ”automatismer” – historier, som vi har besluttet er væsentlige og relevante for alle danskere, uden at spørge hinanden om det er sandt.
Det sker stadig, at vi overser relevante diskussioner uden for København, som vi burde have dækket mere intenst. Og vi falder stadig i gryden, hvor vi reducerer provins-historier til et lille sødt svirp med halen i slutningen af en TV-Avis.
Men vi øver os. Og første skridt er at erkende det simple: Der er brug for, at vi bor i hele landet og fortæller historier fra hele landet til hele landet.
PS: Alene i Københavns Kommune bor næsten 39 procent af alle journalistforbundets medlemmer. Det svarer til, at der er 11,5 journalister for hver 1.000 indbyggere i Københavns Kommune, viste en opgørelse i fagbladet Journalisten fra 2016. Generelt er journalister bymennesker. Jeg bor også selv i en større by, som vi har en tendens til at overdække regionalt i forhold til resten af det område, jeg repræsenterer.
PPS: Jeg var på Bakken for første gang for tre år siden. Det var fint.