Fremtidens valuta er dømmekraft

Illustration skabt sammen med Google Gemini

Hvis du har en skarp shitdetektor, skal du ikke frygte for din fremtid. 

Allerede nu oplever mange af os, at AI bombarderer os med ideer, vinkler, perspektiver, indledninger, overskrifter, omskrivninger og afslutninger. Og i fremtiden bliver det sikkert kun endnu mere massivt.

Nogle vil endda få job, hvor deres vigtigste opgave er at styre robotterne.

Derfor er dømmekraft, sund fornuft og et stærkt fagligt og etisk kompas fremtidens valuta.

Siden ChatGPT så dagens lys i 2022 har jeg undervist mange hundrede – nok tusinder – journalister og kommunikatører i, hvordan de bedst udnytter AI i deres dagligdag og hvordan de undgår, at AI erstatter dem.

En gennemgående pointe – ud over den konkrete undervisning – har været, at det gode resultat altid skabes i et samspil mellem mennesket og maskinen. Det er mennesket, der sætter maskinen i gang, retter den ind, justerer og træffer de endelige beslutninger. Sådan vil det formentligt altid være uanset, hvor god AI bliver.

Ikke noget nyt der.

Men jeg blev mindet om min egen pointe, da jeg i påsken så, at medieprojektet Projekt Y, der kommer til at skabe AI-drevet journalistik, søger redaktører til at ”sætte retning, vælge historier, formulere vinkler, sikre relevans og ikke mindst kvalitet.”

Det er opgaver, hvor netop dømmekraft og faglig sikkerhed er den nødvendige kvalifikation.

Professor og dekan Maja Horst fra Aarhus Universitet udtrykker også pointen meget præcist i et debatindlæg i Berlingske:

”Når ai kan generere ideer i massevis, er det ikke længere svært at få ideer – det er svært at vælge de rigtige. Det kræver forståelse for den konkrete kontekst, de mennesker der skal bruge løsningen, og de værdier der skal guide prioriteringen. Det er menneskelig dømmekraft, og den kan ikke automatiseres.”

AI er nemlig fantastisk til at producere uendelige mængder ideer og indhold. Men AI kan ikke tage ansvar, mærke tvivl eller stå på mål for et valg. 

Det kan kun mennesker.

God fornøjelse med resten af nyhedsbrevet – og ikke mindst fire minutter med Rasmus Dissing

Jan

Kæmpe rubrik-bommert på New York Times

Der var sikkert bare en dum eller fortravlet redaktionssekretær, som i sidste uge skrev “A North American Treaty Organization Without America?”

Men det siger godt nok noget om selvforståelsen blandt nogle amerikanere.

Robottrafik gror 8 gange hurtigere end mennesketrafik

En ny undersøgelse af AI-trafik på internettet sidste år voksede med 187 procent.

Kigger man kun på trafik fra AI-agenter var stigningen på 7.851 procent.

95 procent af AI-trafikken er rettet mod tre sektorer, hvor medier og streaming udgår den ene. De to andre er e-handel og rejsebranchen.

Medier genbruger arkivstof

Journalistik er så dyrt at producere, at det næsten gør ondt at tænke på, hvor kort levetiden er for det meste.

Derfor bliver jeg altid glad, når jeg ser kreative måder at genbruge arkivstof på.

Nu har Reuters Institute for The Study of Journalism skrevet en rapport med en masse eksempler, som er lige til at lade sig inspirere af.

For eksempel genudgivelse af historiske artikler, der viser, at problemstillingerne i nutiden er oldgamle, quizzer baseret på arkivartikler, slægtsforskning via ai-gennemgang af 70 års dødsannoncer, oplæring af nye medarbejdere og sågar et nyhedsbrev til redaktioner med anbefalinger af gamle artikler, der kan kobles til nutidige begivenheder.

Sidstnævnte får mig til at tænke på svinevalget, hvor der med stor sikkerhed ville kunne have været masser af guld at hente i arkiverne.

Interview med direktørens AI-klon

Brugen af AI i journalistik er stille og roligt ved at skifte karakter og bliver i stigende grad anvendt som formgreb. 

Et eksempel er Vanity Fair, som i en længere feature om AI-selskabet Anthropic-stifteren Dario Amodei bragte et interview, der på overfladen lignede en samtale med Amodei, men som var med en chatbot, der simulerede at være direktøren.

Vanity Fair forsvarer initiativet med, at det var et “litterært greb”.

Jeg ser også folk, der anvender AI som kilde eller formgreb i for eksempel opslag på sociale medier.

Danskere debatterer uden vrede uden for sociale medier

Hvad sker der, når 1000 uenige danskere diskuterer politik online?

Overraskende nok opstår der ikke had, men konstruktive samtaler med større forståelse for modparten.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet. 

Resultaterne peger på, at polarisering på sociale medier især skyldes, hvem der deltager, og hvad algoritmer fremhæver – ikke at det foregår online.

Almindelige borgere er mindre polariserede, end debatten antyder, og kan godt diskutere svære emner nuanceret. 

Foto: Karl Bager

Fire minutter med Rasmus Dissing

Rasmus Dissing er TV-producer hos TV 2 News, ejer af We Are Wonder, som leverer TV- og Livestreamingproduktioner og medejer af We Are Falcon, der producerer rundown- og afviklingssystemer til TV og streaming-branchen.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Jeg har meget fokus på forandring og nye måder at gøre ting på. Jeg har senest lavet valgdækning på YouTube for både ”Her Går Det Godt” og TV 2 Echo, sidstnævntes første forsøg med alternativt live aktualitetsindhold.

Jeg synes, det er vigtigt at glemme ”plejer” og tænke nyt – både i måden vi producerer på, men i høj grad også, hvad det er, vi formidler.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Jeg synes, det er fantastisk, at mange medier har omfavnet de nye måder at levere indhold på, senest til folketingsvalget. Jeg har aldrig før oplevet så mange alternative medieproduktioner på Christiansborg.

Og så synes jeg, det er fantastisk at se personer som for eksempel Mirco Reimer-Elster bruge sin stemme til at fortælle historier, som vi ellers ikke får meget af i den generelle mediedækning, når han fortæller om sine egne oplevelser med systemet, som far til en søn med autisme.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Selvom jeg oplever en generel interesse for at gøre ting på nye måder, så synes jeg stadig, vi halter gevaldigt efter på diversitet. Der er meget fokus på køn og etnicitet, men vi mangler en langt bredere repræsentation.

Selv lever jeg med et handicap, og jeg savner stadig at se mennesker med handicap repræsenteret – både blandt kollegaer, men også foran mikrofonerne og kameraerne.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Jeg ser to vinkler på spørgsmålet. Rent professionelt kan mediebranchen lære noget af reklamebranchen. De forstår i højere grad, hvad der betyder noget for mennesker, da de skal sælge til vores følelser. Vi ser oftere en bredere mangfoldighed i reklamer. Og så forstår man at følge med i, hvad der sker i tiden.

Det andet spor er mere menneskeligt. Her synes jeg, at vi kan lære noget af handicaporganisationerne, som har en højere grad af forståelse for menneskers forskellighed og for, hvad der er behov for, for at alle kan få en plads i samfundet.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Jeg kunne godt tænke mig at høre Ulla Pors tanker. Som ny i stillingen som indholdsdirektør på TV 2 kunne det være interessant at få hendes perspektiver på blandt andet nye måder at formidle på og hvordan hun ser på bredere repræsentation.