Opdateret kl. 21:25 den 4. april med kommentar fra Mia Wagner.
Ejerne bag selskabet Avisen.dk, der udgiver avisen.dk og
Ugebrevet A4, skal skilles og fra den 1. maj forlader avisen.dk derfor
fagbevægelsen.
Det står klart efter, at A-pressen og Freeway igennem længere
tid er gledet længere og længere fra hinanden.
”Vi synes, at det er mest rigtigt at have partnere, som man deler værdisæt med og det oplever vi ikke nødvendigvis med Freeway,” siger Rasmus Østrup Møller, der er direktør for A-Pressen.
Han oplyser, at det derfor er aftalt, at A-Pressen overtager
Freeways kapitalandele i selskabet og at Freeway tager domænet avisen.dk med ud
– ligesom de i øvrigt i 2008 medbragte domænet til selskabet, da de to partnere
blev gift.
Koncerndirektør Mia Wagner fra Freeway mener, at det er naturligt, at Freeway trækker domænet med ud af selskabet eftersom de altid har ejet det.
”Vi kommer til at drive avisen.dk videre i en eller anden form. Måske opbygger vi selv en redaktion, måske gør vi det sammen med andre,” siger hun og oplyser, at flere nysgerrige allerede har budt sig til.
”Det er jo en enorm spændende position, at vi nu er
fuldstændigt frit stillet og kan udvikle avisen.dk i forskellige retninger. Vi
vil tage udgangspunkt i de læsere, der allerede er, men derfra kan man jo
egentlig forestille sig alt.”
Mia Wagner tror, at Freeway kan udnytte avisen.dk mere kommercielt
end det hidtil er sket. Men hun vil eller kan ikke på nuværende tidspunkt komme
med flere detaljer.
”Men jeg er helt åben overfor mulighederne,” siger hun og forsikrer, at hun ikke har planer om at være chefredaktør eller have noget med den daglige publicisme at gøre.
Avisen.dks nuværende chefredaktør Nicolai Kampmann har travlt med at videreudvikle de platforme, der netop i dag er blevet lanceret som delvis erstatning for avisen.dk
Om Freeways fremtid som udgivere, siger han dog:
”Jeg er spændt på at følge familien Wagner som publicister”.
Den nuværende redaktion på knap 20 årsværk er ansat af selskabet avisen.dk aps, som nu skal have nyt navn. Ifølge Rasmus Østrup Møller er der ikke planer om at afvikle redaktionen selvom de ikke fremover skal producere avisen.dk. Det har ellers været den aktivitet, der hidtil har trukket flest ressourcer.
Men netop i dag, har selskabet præsenteret sin relancering
af Ugebrevet A4, der fremover bliver et delvist betalingsunivers med navnet A4
Medier. Det dækker over flere nicher og måske også noget større henad vejen.
Det vil de kommende uger vise, siger Nikolai Kampmann.
Og han bakkes op af den tilbageblevne ejer:
”Jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke skulle have behov
for en medieplatform i fremtiden. Men den skal udvikles i samarbejde med nye
partnere,” siger Rasmus Østrup Møller.
Han oplyser, at selskabet er dialog med potentielle nye
partnere, men vil ikke oplyse, hvem de er.
Behovet for nye partnere er ikke kun et spørgsmål om at dele
ansvar, udgifter og indsigt. Men også et spørgsmål om at mediestøtten er
betinget af, at ejerskabet ikke er 100 procent A-Pressen. Derfor er selskabet
meget afhængig af hurtigst muligt at finde et nyt ægteskab.
I marts måned var avisen.dk landets 20 største domæne målt
på brugere. I alt 845.000 brugere lagde vejen forbi i marts med i alt 4,8
millioner sidevisninger.