Boom af smarte højtalere kan presse podcast

De lydstyrede chatbots, Google Home, Amazon Echo og Apple Home Pod, vælter frem og paradoksalt nok, kan det presse podcastning, som ellers også er i vækst. Det frygter den amerikanske podcast-ekspert Nick Quah i sin seneste podcast, Hot Pod.

Hans analyse går på, at når mange mennesker får de smarte højtalere ind i deres liv, vil hovedparten af deres lydforbrug foregår der. Det betyder, at podcasting skal finde sig til rette på nogle helt nye platforme, der som udgangspunkt ikke er helt så åbne og tilgængelige, som det åbne internet.

Nick Quah frygter, at de tre store platforme for lydstyrede devices vil satse på indhold fra andre store kuratorer som for eksempel Spotify eller meget store medier, der er stærke nok til at bygge deres egne apps til platformene. Dermed kan mindre podcast, som i dag findes via egne hjemmesider, risikere at blive presset ud.

Nick Quah har dog flere forbehold og understreger, at det langt fra er sikkert, at det er sådan det vil gå. Men muligheden er der og lige nu foregår der en kamp blandt de største i branchen om levere indhold til de smarte højtalere.

Den konkurrence er også aktuel for foreksempel nyhedsleverandører, der allerede nu oplever, at store medier nærmest har monopol på nyheder til smarte højtalere. Det gælder for eksempel Washington Post, der er standardindstilling på Apple Home Pod. Du kan dog skifte indstillingerne, men der er ingen tvivl om, at indholdsmarkedet på disse nye platforme bliver endnu mere trængt end vi kender det fra internettet.

Hvordan markedet vil udvikle sig i Danmark, når smart højtalerne bliver mere udbredt, er svært at sige. Men man kan håbe, at især Google Home vil videreføre sit mindset fra internettet og lade alle få en bid af markedet.

Indtil videre er Amazon Echo dog den mest udbredte enhed. Ifølge teknologianalysefirmaet Canalys blev der sidste år solgt over 30 millioner smart højtalere i verden. I år forventer de, at tallet stiger til 56 millioner.

Læs også:

Er du klar til at udnytte den store lydbølge?