Fire minutter med Paula Larrain

Paula Larrain, født i Chile, uddannet journalist i 1994. Har arbejdet på DR, Berlingske, Ekstra Bladet og Altinget. I dag seniorrådgiver i Amnesty International.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Jeg er meget optaget af den propagandametode, der bliver brugt for at hjælpe stadig mere autoritære kræfter frem. Vi ser det over hele verden og den kvæler pressefriheden lige så langsomt, hvis vi ikke er opmærksomme.

Seneste eksempel er historien om Ceuta, hvor det var interessant at observere, hvordan live-opdateringer på ellers seriøse medier blev brugt til hurtigt at dreje historien i bestemt politisk retning imod Spaniens regering, selvom man tidligt kunne finde eksperter, som påpegede interesserne bag.

De medier, som formåede at perspektivere og levere baggrund fra begyndelsen, var værd at følge, mens de øvrige blev en del af historien. Det er både spændende og foruroligende at følge med i, når det sker for øjnene af os.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Udbryderne. Dem, der kan forholde sig kritisk til mediesystemets hang til at følge magthaverne, og som i stedet holder fast i håndværket. Det der med at komme ud i virkeligheden – ikke bare for at lave en præfabrikeret case, men som tager sig tid til at undersøge, forstå og stille de rigtige spørgsmål blandt civile.

Konkret så jeg før sommerferien klip af “Verdens værste flygtningelejr” af dokumentarist Michael Gravesen. Jeg blev helt rørt over hans oplæg efter filmen. Hans og andres engagement i at vise, hvordan verden ser ud for marginaliserede mennesker, gør, at jeg bevarer håbet for vores fag. Det kan altså noget, når det bliver honoreret.

Anders Redder fra JP har skrevet bogen Fort Europa, som samtidigt giver det store billede af tidens største historie. Så dygtigt og samvittighedsfuldt. Og jeg bliver helt bevæget over at faget lever, selvom perlerne ofte bliver overhørt i den massive nyhedsproduktion

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Tage et opgør med propagandaen. Og ja, vi kan begynde med at kalde den ved sit navn. Den er systematisk, velsmurt og let at få øje på, fordi den især rammer de største medier og desværre i høj grad vores public service medier.

Især DR skal være mere uafhængig af statens narrativer. Det er som om, vi i en lang, glidende bevægelse har accepteret Christiansborgs dominans af DR. Armslængden er væk, når man er direkte økonomisk afhængig af et givent folketingsflertal, og man reagerer nærmest hver gang imod egne medarbejdere, når der kommer politisk pres.

Det skaber en chilling effect i hele systemet og der skal derfor nogle redaktører til med røv i bukserne, som kan få politikerne ud af butikken og stå bag de enkelte journalisters ret til at sætte dagsordenen og mene om deres fag, hvad de vil. På alle planer.

Man kan starte med at dække politik lidt mindre og bruge flere penge på at komme ud i verden. Udlandsstoffet har lidt i flere årtier og vi mærker effekten heraf i dag. Alt for få ældre fagmedarbejdere, der med et enkelt blik kan sætte en begivenhed ind i en sammenhæng. Så kort sagt: Mere udland, mindre Christiansborg.

Det er ikke nødvendigt med en ministerudtalelse hver gang. For så er det politikernes propaganda, der sætter dagsordenen og ikke journalistikken. Det er billigt at holde mikrofonen for magthaverne, men man taber i troværdighed i det lange løb. Rigtige mennesker skal på først.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Medierne skal tage diversitet meget mere alvorligt. Vi får en al for skæv dækning af både Danmark og verden, når repræsentationen af mennesker med anden etnisk herkomst er så lav, som den er. I andre brancher er man mere bevidst om den værdi, som diversiteten kan skabe. I medierne er den manglende indsats i værste fald med til at gøre vores samfund dårligere oplyst.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Susanne Sayers, hvis vi skal blive lidt i de gamles lag: en redaktør af hjertet med en ufattelig stor viden og håndværksmæssigt overblik.