Connect with us

Kurateret

Medietrends opkog af Digital News Report 2026

Slip for at læse 178 sider rapport. Her er de vigtigste pointer

Udgivet

den

Medietrends pointer fra Digital News Report 2026
Illustration genereret med ChatGPT

Hvert år tager Digital News Report fra Reuters Institute for The Study of Journalism temperaturen på mediebrugernes adfærd verden over.

I år er der undersøgt hele 48 lande og det giver unikke muligheder for at sammenligne trends på tværs af kloden.

Her er nogle takeaways, jeg fandt interessante – set med danske briller.

Stigende brug af chatbots som nyhedsplatforme

Hver tiende unge dansker får nyheder via AI-chatbots. Men det er faktisk et fald på fem procentpoint siden 2025, hvor tallet var 15%.

I alle andre aldersgrupper, er der sket en stigning siden 2025.

Samlet set får 5 procent af danskerne nyheder via AI-chatbots. Til sammenligning modtager hele 14 procent af schweizerne nyheder via chatbots.

En vild pointe fra undersøgelsens generelle tal på tværs af alle lande er, at 44 procent af brugerne af AI-chatbots til nyheder har tillid til kvaliteten af de nyheder, de får. Det er højere end den generelle tillid til nyheder, som ligger på 37 procent for etablerede medier.- underforstået fra rigtige medier.

De, der finder deres nyheder via chatbots gør det blandt andet for at opsummere nyheder, gøre nyhederne mere forståelige og endda for at tjekke om en nyhedskilde er troværdig (33%)

Der er også en høj grad af bekvemmelighed forbundet med at bruge chatbots som nyhedsplatform. Det fremgår tydeligt af svarene, når respondenterne bliver spurgt, hvorfor de anvender chatbots til at få nyheder.

Unge betaler for nyheder

Mere end hver fjerde danske unge betaler for digitale nyheder, og det er rekord på tværs af alle aldersgrupper.

Der er tale om en stigning på syv procentpoint siden 2025.

Sammenlignet med udlandet ligger de danske unge på en flot 8-plads. Der er dog langt op til nordmændene og svenskerne, hvor henholdsvis 31% og 29% betaler for online nyheder.

Vi taler om nyheder

Et kvalitetsstempel for relevante nyheder er, at de sætter samtaler i gang, og det ser ud til at gå fint i Danmark, hvor hele 46 procent af befolkningen hver uge snakker om nyheder med venner og kolleger.

Mest nyhedssnak foregår blandt de unge voksne på 25-34 år. Mindst snak er blandt de ældste og de yngste.

Hver anden er bekymret over misinformation

På bare et år er andelen af danskere, der bekymrer sig om misinformation steget fra 43% til 49%.

Sammenlignet med andre lande, er det dog fortsat et lavt tal. I gennemsnit viser undersøgelsen, at 62% er bekymrede på tværs af landene. Værst står det til i Nigeria, hvor hele 83% er bekymrede.

Vi stoler på nyhederne

Generelt har danskerne relativ høj tillid til medierne – i hvert fald sammenlignet med andre nationaliteter.

55 procent siger, at de stoler på de fleste nyheder det meste af tiden.

Spørger man dem til de nyheder, de rent faktisk selv konsumerer, er det tilsvarende tal på hele 64%

Mange undgår aktivt nyheder

Hver tredje danskere undgår bevidst og aktivt nyheder tit eller sommetider. Og det er ikke kun blandt de unge. Faktisk finder vi den største gruppe nyhedsundgåerer blandt de 35-44-årige.

Andelen, der aktivt undgår nyheder har været stigende i alle år, men især efter 2023.

Creator-fication har ikke slået helt an i Danmark endnu

Mens 27% af mediebrugerne i alle 48 undersøgte lande regelmæssigt får nogle af deres nyheder fra såkaldte nyheds-influencers (creators), er tallet kun 13% i Danmark.

Fire procent oplyser, at de helt får dækket deres nyhedsbehov via nyheds-influenceres. På tværs af de undersøgte lande, er dette tal 13%.

Læs selv hele undersøgelsen her.

Få Medietrends nyhedsbrev hver torsdag og vær sikker på ikke at misse andre spændende undersøgelser. Tilmeld dig gratis her.

Læs også