Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Brigitte Alfter

“Forleden blev jeg spurgt, hvor danske journalister og danske medier er henne, fordi de var så lidt synlige i de store europæiske samarbejdsprojekter. Jeg måtte blive svar skyldig.”

Udgivet

den

Fire minutter med Brigitte Alfter
Foto: Lars Krabbe

Andreas Marckmann Andreassen sendte i sidste uge stafetten videre til Brigitte Alfter med disse ord:

Brigitte Alfter er en journalistisk pioner og en af de vigtigste figurer for både datajournalistikken, den undersøgende genre og samarbejdet på tværs af grænser i hele Europa. Jeg er sikker på, at Brigitte kan gøre Medietrends’ læsere klogere. Hun plejer i hvert fald at gøre mig klogere.

Brigitte Alfter er stifter og direktør for Arena for Journalism in Europe, tidligere Bruxelles-korrespondent for Information, underviser på RUC og Göteborg Universitet og modtager af utallige hæderspriser i ind- og især udland.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Det samme som gennem det meste af min karriere: Europa og det, en tysk kollega engang kaldte ”the power of publication”.

Hvordan finder journalistikken på vegne af borgerne en stemme i nutidens virkelighed? En virkelighed, hvor politik, erhvervsliv og store problematikker såsom klima, organiseret kriminalitet og politisk polarisering går hen over grænser?

Det gælder om at knytte det helt nære – borgerne – sammen med det store perspektiv. Enkelte svar er der ikke, vi må opfinde og genopfinde. Gennem organisationen Arena for Journalism in Europe prøver vi at skabe mødesteder og udvikle og dele de kompetencer, der skal til for at gøre journalisters samarbejde til netop en publicistisk kraft.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Dem, der griber chancerne for at udvikle professionen. Med små eller større skridt. I en tid, hvor journalistikkens opgaver synes enorme, kan det virke svært at tage sig tid, omtanke og glæde ved eksperimenter og udvikling. Ja, ja, der kan også være omkostninger og risici. Men hvis internationalisering og digitalisering er udfordringen, så er de samtidigt også chancen.

Vi vil jo gerne give den journalistiske profession videre til næste generation og sige: Værs’god, vi kom da lidt videre.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Forleden blev jeg spurgt, hvor danske journalister og danske medier er henne, fordi de var så lidt synlige i de store europæiske samarbejdsprojekter. Jeg måtte blive svar skyldig. Jeg er enig i, at der for tiden ikke er så mange danske kolleger i de europæiske samarbejder, der ellers summer af interesse fra hele kontinentet, også fra andre nordiske lande. Men det har der været tidligere, og det kommer nok igen.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Samarbejde på tværs af lande og kulturer. I journalistikken har vi tjent vores lokale eller nationale målgrupper og derfor måske ikke følt behovet for internationalt samarbejde, mens det blev opfattet som nødvendighed i erhvervslivet.

Søg blot på ”intercultural communication” inden for erhvervssociologi eller kulturstudier, de har været i gang i et par generationer. Det kræver en indsats, og det kræver en vis infrastruktur, men så kan man skalere og multiplicere og derigennem styrke den journalistiske gennemslagskraft.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? Jeg vil foreslå Louise Reseke fra Watch Medier. Louise arbejder på et spændende projekt under et ophold på Reuters Institute i Oxford i disse måneder. I projektet undersøger hun, hvordan redaktionelle samarbejder på tværs af grænser og medier kan styrkes og struktureres – med afsæt i erfaringerne med cross-border samarbejder fra blandt andet den undersøgende journalistik. Og det ville jo være et kæmpespring at få samarbejdet fra graverjournalistikken ud til flere genrer. Apropos videreudvikling.

Læs også