Fire minutter med Manila Ghafuri

Aka Hansen har sendt stafetten videre til Manila Ghafuri med disse ord:

Manila er en vigtig stemme for afghanske kvinder og har været en uundværlig talsperson for rettighederne og friheden for kvinder i hendes hjemland. Jeg har lært meget af hendes arbejde, og hun vil bringe et vigtigt perspektiv til diskussionen om medier, aktivisme og magt.

Manilla Ghafuri er projektleder, Amnesty International. Talsperson for Rapolitics. Civilsamfundsaktør. Modtager af Menneskerettighedsprisen 2022 og netop udpeget som en af årets kvinder af Dansk Kvindesamfund.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Lige nu fylder det mest at bevare håbet om fællesskab og medmenneskelighed – både i mit eget arbejde og i den verden, vi navigerer i. Jeg oplever, at vi befinder os i en tid præget af kriser, polarisering og uretfærdighed, hvor det er let at miste troen på, at vi kan ændre noget. Men det er netop dér, håbet og fællesskabet bliver vigtigst. For mig handler mit arbejde ikke kun om at sætte fokus på uretfærdigheder, men også om at skabe forbindelser, løfte stemmer og finde løsninger. Når vi står sammen, kan vi skabe bevægelser, der gør en reel forskel – og det er det, der driver mig hver dag.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Mennesker, der formår at opbygge håb og modstandskraft, giver mig mest håb. Det er dem, der insisterer på at nuancere samtalen, selv når det er svært, og dem, der bruger deres stemme til at samle i stedet for at splitte. Det kan være netværk som Ansvarlig Presse, der arbejder for et mere etisk og inkluderende medielandskab, eller Nasim, som skaber rum for nye stemmer og perspektiver. Det kan også være personer som Tess Gadegaard, Ronas F. Korkmaz eller Kimia Bahari, der på hver deres måde formår at holde fast i det vigtige: At holde øjnene på bolden. 

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Mediebranchen bør først og fremmest tage et opgør med sine blinde vinkler – og det starter med at opdatere kildelisterne. Det er ikke kun ansvarligt, det er nødvendigt. Hvis medierne skal afspejle det samfund, vi lever i, må de også sikre, at minoriteternes stemmer høres og repræsenteres på lige fod med alle andre.

Repræsentation er ikke kun et spørgsmål om retfærdighed, det er et demokratisk anliggende. Når bestemte stemmer systematisk udelades, bliver vores samfundsfortælling skæv, og det skaber mistillid. Desuden bør medierne tage et større ansvar for, hvordan de vinkler historier, særligt når det kommer til sårbare grupper. Der er et kæmpe ansvar forbundet med at formidle virkeligheden – og det ansvar skal tages alvorligt.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen kan lære meget af organisationer, der aktivt arbejder med intersektionalitet og inkluderende praksisser. Et eksempel er Another Life, der både i deres interne arbejde og i deres formidling har skabt en model for, hvordan man kan tænke mangfoldighed ind som en integreret del af sin struktur – og ikke som et add-on. De formår ikke blot at arbejde på tværs af sociale og kulturelle skel, men også at videregive deres viden og metoder til andre. Medierne kunne lære af deres tilgang til inddragelse og ansvarlighed, så journalistikken bliver en platform, hvor flere kan komme til orde, i stedet for en eksklusiv klub for de samme få stemmer.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg synes, at Tarek Ziad Hussein, der er direktør for Dansk Flygtningehjælp Ungdom (DFUNK), bør svare på disse spørgsmål. Han er et stort forbillede for mig, fordi han ikke bare taler om solidaritet – han praktiserer den. Han har vist, at det er muligt at skabe reelle forandringer for unge med flygtningebaggrund gennem inkluderende fællesskaber og politisk påvirkning. Det kunne også være interessant at give plads til de fællesskaber, han arbejder tæt sammen med – for forandring sker sjældent alene, men gennem netværk, samarbejde og vedvarende engagement.