Godmorgen,
Det er på tide at lukke ned for julen og dermed for 2024.
Når vi ses efter nytår, vil jeg som altid på denne tid af året, sætte nogle ord på de tendenser, vi kommer til at snakke om i det kommende år.
Hvis du har svært ved at vente så længe, kan jeg anbefale arbejdet fra flere andre:
Ezra Eeman, Andreessen Horowitch og NiemanLab.
Tak for at have læst med her i nyhedsbrevet i 2024, eller måske at være et af de mange mennesker, som jeg i den fysiske verden har tilbragt tid sammen med.
I en AI-æra er rigtige mennesker jo det nye guld ❤️
Glædelig jul for nu, og godt nytår om ikke så længe.
Jan
PS: Hvis du vil mediebranchen det godt, så del mine ti argumenter for at give abonnementer/medlemskaber i julegave. De findes også her på Linkedin, hvor der er masser af mennesker, der mangler at finde på julegaver
Medier frygter hårdt pres fra Trump-administrationen
Flere amerikanske nyhedsorganisationer forbereder sig ifølge Semafor Media på, at den kommende Trump-administration vil intensivere angreb mod journalister og deres kilder.
I en intern mail advarer en juridisk rådgiver hos nyhedsbrevsgiganten Axios om, at regeringen sandsynligvis vil forsøge at tvinge journalister til at afsløre kilder, øge injurie-sager mod medierne og potentielt retsforfølge journalister under Espionage Act.
”Vi forventer en bølge af stævninger for at få adgang til journalisters telefonoplysninger, dokumenter og vidneudsagn,” skriver rådgiveren, Brian Westley, og understreger, at historier baseret på anonyme kilder kan blive særligt udsatte.
Flere medlemmer af Trumps team har tidligere udtrykt vilje til at bruge deres magt til at gå efter medier.
Blandt andet har Kash Patel, som Trump har udpeget til at lede FBI, sagt, at han vil ”gå efter de personer i medierne, der løj om amerikanske borgere og hjalp Joe Biden med at manipulere præsidentvalget.”
Medier frygter også, at Trump-administrationen vil sætte en kæp i hjulet for kommende fusioner og konsolideringer.
ABC News har for nylig indvilliget i at betale 15 millioner dollars for at forlige en injurie-sag anlagt af Trump, hvilket har skabt bekymring for en hårdere kurs mod pressen under den nye administration.
Infrastruktur for uafhængige journalister
Etableringen af nyhedsbrevssystemet Substack i 2017 satte fart i væksten af uafhængige journalister, der går solo og publicerer nyhedsbreve, som de (via for eksempel Substack) opkræver penge for.
Substack gjorde alle processerne lette og tiltrak en stor mængde journalister fra især amerikanske medier.
I de senere år, er der dog opstået flere konkurrenter til Substack. Blandt andet Mailerlite, som jeg udgiver på og som også ville kunne styre et betalingssystem, hvis jeg ønskede det.
Men den mest interessante platform, jeg indtil videre har set, er Media Collective, der er skabt af nyhedsbrevsplatformen Behiiv.
Det spændende ved Media Collective er, at de udover de helt fundamentale features som selve nyhedsbrevssystemet inklusive betalingsmodul og vækstværktøjer, også tilbyder sundhedsforsikring, juridisk rådgivning og støtte samt AI-værktøjer.
I en dansk kontekst, er det måske ikke super vigtige funktioner, men i USA er det et oplagt konkurrenceparameter.
Fire minutter med Sara Bovin
Foto: Marie Hald
Kasper Stensgaard sendte i sidste uge stafetten videre til Sara Bovin med disse ord:
Medierne i Danmark forholder sig i stigende grad selektivt til det journalistiske balance-kriterie. De primære redskaber er tendentiøs vinkling, og ikke-neutralt værdiladet sprog, eksempelvis i omtalen af krigshandlinger. Sara Bovins arbejde med Mediekritisk Netværk er afgørende både for demokratiet og for at medierne ikke afvikler deres egen legitimitet.
Sara Bovin er vært på Podimo og tidligere været på Tværs i DR – hvor hun vandt Krygerprisen.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Udover at være vært på podcasten Skyggekvinder, hvor jeg undersøger utroskab gennem samtaler med mennesker, har dette år ført mig i nye veje.
Jeg blev en del af Mediekritisk Netværk, drevet af en altoverskyggende bekymring over den manglende dækning af nedslagtningen af børn og civile i Palæstina. Det førte til en kronik i Information, hvor vi rejste en kritik af journalister der tog imod “all-inclusive” rejser fra Israel.
Kronikken skabte en voldsom shitstorm fra mediebranchen, hvilket har gjort perioden intens og udfordrende. Jeg har nu valgt at trække mig fra netværket for at kunne være min egen stemme.
Jeg er samtidig optaget af, hvordan politiske narrativer og gish-galop-argumenter i stigende grad erstatter journalistik og polariserer debatten, hvilket underminerer både mediernes troværdighed og demokratiet.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Sebastian Gjerding, Lasse Skou Andersen, Lotte Folke, Oliver Stilling og Steffen Groth er blandt de journalister, der imponerer mig mest. Især Gjerding og Skou Andersen har gjort et fremragende graverarbejde med Danwatch om danske våbendele brugt i Gaza.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Journalistik har ændret sig markant: Det, der engang handlede om oplysning, handler nu ofte om profit. Freelancere og ansatte på tidsbegrænsede kontrakter står i en sårbar position, hvor frygten for ikke at blive brugt igen, gør det sværere at tage modige valg.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Medierne står over for et alvorligt problem: Folket har mistet tilliden. Branchen kunne lære fra videnskaben at være grundig, fra psykologien at forstå mennesker bedre og fra teknologien at tænke nyt.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge (efter nytår)
Jeg vil gerne give ordet videre til samfundsdebattør Khaterah Parwani. Hendes livserfaring og møder med mange forskellige lag af samfundet gør hende til en særlig vigtig stemme. Jeg er særligt nysgerrig efter at høre hendes perspektiv på mediebranchen og de udfordringer, vi står over for – især hvordan medierne kan genvinde befolkningens tillid og levere journalistik med integritet.