På vej op af metroen mod magten
I nyhedsbrevet i går havde der desværre sneget sig noget mumletekst ind i beskrivelsen af et kursus. Her er nyhedsbrevet uden utilsigtet sludder.
Godmorgen
I dag får du fire gode inputs fra den store medieverden.
En fra Canada, en fra Polen, en fra Sverige og endelig en fra Danmark, som ligger i hænderne på Anne Skjerning, der er denne uges veloplagte gæst i mediestafetten.
Selv er jeg travlt optaget af at undersøge magten i Danmark på mit årlige kursus kaldet Mød Magten.
I fire dage går Troels Mylenberg og jeg sammen med en god flok journalister på efteruddannelse på en slags markvandring i toppen af det danske hierarki.
Vores mål er at forstå, hvordan magten tænker og agerer, og hvad der driver mennesker til at være dem, der engang stak fingeren i vejret og en dag fandt dem selv for enden af de ultimative mødeborde.
Vi følger indflydelse fra lobbyister til den politiske top, fra de størst tænkelige fonde til tænketanke, der støber fremtidens kugler og organisationer, der sikrer stabiliteten i det danske samfund.
Og så er der selvfølgelig den kulturelle magt og samspillet med medierne.
Vi når det hele – undtagen at skrive et langt nyhedsbrev.
God læselyst
Jan
OFF Radio Kraków i Polen har skabt kontroverser ved at erstatte menneskelige værter med AI-genererede figurer i et forsøg på at tiltrække unge lyttere og udforske AI’s muligheder.
I stedet for de tidligere menneskeværter, er det nu de tre virtuelle værter, Emi, Kuba og Alex, der præsenterer kultur- og samfundsemner for den polske generation Z.
Projektet har mødt stærk kritik, især fra en af de tidligere værter, der mener, at AI-eksperimentet udgør en trussel mod jobsikkerheden for kreative og journalistiske fagfolk i Polen.
Radioen har oplevet stærkt faldende lyttertal, hvilket radiochefen bruger som begrundelse for AI-eksperimentet, som planlægges evalueret efter tre måneder.
Så er svenske Aftonbladet i samarbejde med det arabisksprogede svenske mediehus Alkompis begyndt at udsende podcast på arabisk ved hjælp af AI.
Hver uge udvælger Aftonbladet en af deres episoder fra deres populære daglige podcast Aftonbladet Daily og omdanner den til en arabisk version.
Helt lavpraktisk transskriberer de den svaneske udgave af podcasten og oversætter teksten til arabisk. Derefter benytter de text to speech til at skabe den arabiske version.
Endelig lader de journalisterne på Alkompis kvalitetssikre den endelige version.
Den canadiske avis Toronto Star har kastet sig ud i mikrobetalinger for at forsøge at lokke især yngre læsere eller frafaldne abonnenter til.
Avisen tilbyder derfor, at man kan købe adgang til en enkelt artikel ad gangen eller et dagspas.
Toronto Star ser ikke mikrobetalingen, som en reel indtægtskilde, men som et tilbud om en “date før selve ægteskabet”.
MediaVoices nævner også Washington Post, der eksperimenterer med ugepas til deres journalistik.
Fire minutter med Anne Skjerning
Aida Kokanovic sendte i sidste uge stafetten videre til Anne Skjerning med disse ord:
Vi bør høre fra Anne Skjerning, som er en fremragende undersøgende journalist, dygtig fortæller og en fantastisk ideudvikler. Hendes historier starter ofte med en datadrevet open source-tilgang, men ender altid med stærke cases og relaterbare livshistorier. Hun ideudvikler historier helt fra bunden for en bred vifte af journalister, og hendes tilgang er interessant nok altid metodisk alsidig.
Anne Skjerning er undersøgende journalist og ideudvikler, DR Dokumentar
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
En af de ting, der fylder meget i mit hoved, er, at jeg gerne vil samtænke undersøgende journalistik og AI med det store narrative dokumentarformat på tv. Det er pivsvært at lave de store samfundsfortællinger, som er undersøgende og udspiller sig i nutiden for åbent kamera. Og jeg tror, AI kan bruges til at knække den nød, fordi kunstige intelligenser kan håndtere langt større mængder data – også visuelle data.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Seriel podcast giver mig håb, fordi det format kan klistre folk til komplekse historier hen over meget langt stræk og formidle nuancer. Det kan andre medier lære af. AI giver mig håb, fordi det har et kæmpe demokratisk og journalistisk potentiale. Det er journalisternes nye exoskelet.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
Jeg synes, hele mediebranchen skal arbejde mere med konstruktiv journalistik – inklusive undersøgende journalister. Jeg er bekymret for news fatigue – især blandt unge. Når verden ser så grum ud, som den gør, har vi et særligt ansvar for også at formidle løsninger og håb.
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Mediebranchen forstår ikke moderne ledelse. Vi kan lære af alle andre end os selv.
Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Anne Pilegaard Petersen fra MonoMono, fordi hun er en af de dygtigste podcast-håndværkere i Danmark. Og jeg beundrer hendes arbejde meget.