Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Aida Kokanovic

“Hvis mediebranchen turde tage flere kalkulerede risici, kunne vi skabe et mere dynamisk og innovativt miljø, der er nødvendigt for tilpasning i den digitale fremtid/nutid.”

Udgivet

den

Fire minutter med Aida Kokanovic

Sara Inkeri Vardar sendte i sidste uge stafetten videre til Aida Kokanovic med disse ord:

Aida Kokanovic, fordi hendes arbejde med digital undersøgende journalistik er virkelig spændende!

Aida Kokanovic er datajournalist med speciale i OSINT (open source intelligence, red) og AI på DR’s undersøgende redaktion. Hun er en del af DR’s AI-Hub, hvor hun udvikler værktøjer til at styrke og effektivisere research. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Uanset om jeg arbejder på en historie eller udvikler værktøjer i DR’s AI-Hub, innoverer jeg metoder til at automatisere research og forbedre datadrevne historier. Takket være AI befinder vi os i en tid, hvor vi skal træne vores hjerner til straks at springe ind i den kreative analytiske fase, hvor strategiske opsummeringer, relevante mønstre og fokuspunkter allerede er udvalgt.

Hvordan vi når dertil, og hvilke værktøjer der skal bane vejen, er rejsen, der optager mig lige nu.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Jeg har altid været optaget af at integrere teknologi i journalistikken for at lette processerne og tilbyde indsigter og analyseværktøjer til dem, der ikke nødvendigvis er teknisk stærke.

Når jeg ser medieorganisationer som JP/Politikens Hus med Kasper Lindskow i spidsen, der målrettet har professionaliseret udviklingen af AI-værktøjer til journalister, bliver jeg glad. Det viser, at vi som branche forstår, at teknologi kan og bør styrke historierne for at hjælpe os med at engagere brugerne endnu bedre – for det er jo vores fornemste opgave.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Mediebranchen bør tænke i, hvordan vi øger troværdigheden i journalistikken. I produktioner med open-source elementer kunne mediebranchen fokusere på at øge transparensen ved at tydeliggøre verifikationsprocesserne og eventuelt aktivt inddrage brugerne.

Et godt eksempel er BBC Verify, der lader brugerne udføre dele af researchen med trinvis vejledning – det er et hit: Medieproduktionen bliver mere gennemsigtig, brugernes mediekundskab styrkes, troværdigheden øges, og som prikken over i’et fremmer denne tilgang også et større brugerengagement.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Mediebranchen kunne lære af tech-industrien – især deres tilgang til innovation og modet til at tage risici. Google arbejder fx ud fra princippet, at 50 % af deres mål skal have en 50 % chance for at fejle.

Det sikrer en kultur, hvor eksperimenterne og innovation er i fokus, og hvor fejl ses som en nødvendig del af processen mod succes. Hvis mediebranchen turde tage flere kalkulerede risici, kunne vi skabe et mere dynamisk og innovativt miljø, der er nødvendigt for tilpasning i den digitale fremtid/nutid.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Vi bør høre fra Anne Skjerning, som er en fremragende undersøgende journalist, dygtig fortæller og en fantastisk ideudvikler. Hendes historier starter ofte med en datadrevet open source-tilgang, men ender altid med stærke cases og relaterbare livshistorier. Hun ideudvikler historier helt fra bunden for en bred vifte af journalister, og hendes tilgang er interessant nok altid metodisk alsidig.

Læs også