Fire minutter med Christina Johansen

Sophie Ruhnau sendte i sidste uge stafetten videre til Christina Johansen med disse ord:

Rollemodeller er vigtige – også i ens karriere og arbejdsliv. For mig er Christina Johansen én af dem. Hun er modig, ambitiøs og brænder for ægte journalistik i øjenhøjde med målgruppen. Hun tør at gå forrest, og jeg har særlig været inspireret af, hvordan hun og Ultra Nyt tog springet fra klassisk tv-tænkning til digitalt fokus. Jeg glæder mig til at blive inspireret af hendes tanker om mediebranchen.

Christina Johansen  er redaktør for DR’s Ultra Nyt

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Brugeradfærd. Det er ongoing, men for tiden bruger jeg sammen med gode kolleger virkelig meget tid på at analysere børnenes adfærd på forskellige platforme og diskutere, hvor vi skal udkomme med hvad. Vi eksperimenterer på livet løs, og det er sjovt, men til tider også frustrerende, fordi alle platforme – og her er DRTV ingen undtagelse – har irriterende begrænsninger, som hæmmer os i at udkomme optimalt.

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Børnene og det faktum, at en stor del af dem selv opsøger nyheder hver dag. Det tegner godt for vores fremtidige demokrati – og det er særligt opløftende, fordi det jo ikke står specielt godt til blandt den ældre del af befolkningen.

Børn er ret krævende. Tilmed komplet utilregnelige i deres adfærd. Og brutalt ærlige, hvis de ikke kan lide det, de får. Men det, der kendetegner dem allermest, er en kæmpe iver efter at engagere sig. Dele generøst ud af deres betragtninger. Bidrage med konstruktive løsninger. Og debattere på en respektfuld måde. Det er svært at se, hvorfor det ikke skulle ende godt med dem ved roret.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? ’

Stoppe med at have travlt. ”Så travlt. Sindssygt travlt faktisk”. Det er ikke en kvalitet. Hverken i forhold til det relationelle eller produktet. Morten Münster har efterhånden lært os alle, at en vej er mest effektiv, når den er 70 procent belagt med biler. Alligevel booker vi møder i røven på hinanden og producerer endnu flere – og ofte ligegyldige – nyheder, fordi forsiden eller fladen skal fyldes ud. Lidt, men godt. Altid.

Og når vi så har fået vejret, kan vi stoppe med at vælge den nemme løsning. Blandt andet ved at rekruttere folk med andre baggrunde end dem, der typisk finder vej til de journalistiske arbejdspladser. Jeg siger ikke, at vi er et forbillede på det punkt på Ultra Nyt – for det er vi langt fra – men vi har de seneste år haft en håndfuld medarbejdere med helt andre baggrunde, fagligheder og etniciteter end dem, man typisk møder på en dansk redaktion. Det har ikke altid været nemt. Men i det store hele er der ingen tvivl om, at det har forbedret vores evne til at afspejle samfundet.  

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Uendeligt meget, men for eksempel at ansætte unge talenter på ordentlige vilkår fra start frem for at lade dem svømme rundt i et hav af tidsbegrænsede ansættelser i årevis.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Det skal Uffe Alici. Jeg har aldrig mødt manden, men jeg læser stort set alt, han poster. Han analyserer vores branche med vid, bid og kant. Ofte solidt funderet i data. Og så er han ikke bange for at træde på selv de ømmeste tæer. Det har vi brug for.