Connect with us

4 minutter med X

Fire minutter med Asger Juhl

Asger Juhl er stifter af og chefredaktør på Den Uafhængige

Udgivet

den

Fire minutter med Asger Juhl

Fire minutter med X er en Q&Aserie, der kører hver uge i Medietrends ugentlige nyhedsbrev. Se andre medieprofiler svare på samme spørgsmål her. Tilmeld dig nyhedsbrevet og få fremtidige Q&A.


Jeppe Findalen sendte i sidste uge stafetten videre til Asger Juhl med disse ord:

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Asger Juhl, chefredaktør på Den Uafhængige. Asger er en utrolig dygtig og inspirerende journalist, som har valgt at leve på en sten, fordi han brænder for sit projekt. Han har med garanti for fire minutters guldkorn i inderlommen på sin strikkede vest til Medietrends læsere.  

Asger Juhl er stifter af og chefredaktør på Den Uafhængige

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Den uafhængige er et guerillamedie, hvor vi forsøger at vende vores umiddelbare ulemper til fordele. Derfor er vi nødt til konstant at være mere kreative, opsøgende og kritiske. Det er den store udfordring, som vi prøver at løse hver dag. Derfor går der meget tid med ledelse og ideudvikling.  

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb? 

Pernille, som er min forlovede, og som jeg har startet Den Uafhængige sammen med. Hun mindre mig dagligt om, hvor uendelig ligegyldig den daglige sladder i mediebranchen er. Det giver håb om en lykkelig pension, og det giver mig fokus til at lave den journalistik, som er vigtig for alle dem, vi ikke kender og går til fester med. Jeg synes der bliver talt alt for meget om medierne i medierne. Min anden store helt, Victor Andreasen, tidligere chef på Ekstra Bladet, sagde engang: ”At lave avis er som at slå kraftspring. Det er ikke noget, man holder foredrag om. Det er noget, man gør.”

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes? 

Mediebranchen burde stille mange flere lukkede og gennemtænkte spørgsmål. Vores wunderwaffen er gode lukkede spørgsmål, men alt for mange redaktioner og medier fejler totalt i at gennemtænke og fluekneppe spørgsmål, inden man stiller dem. For eksempel er det decideret pinligt at overvære de dårlige spørgsmål til pressemøder med landets magthavere. Især skulle TV-stationerne stramme ballerne. Det skyldes nok, at vi alle har lært på skolerne, at åbne spørgsmål er bedst. Det er forkert. Kan du komme på et godt kritisk interview, hvor de åbne spørgsmål har været de bedste?

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Vi kan lære fra Nemlig.com, at vi skal levere noget, som folk har brug for, og som er vigtigt for dem.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge? 

Marta Sørensen fra Weekendavisen, fordi hun er skarp, underholdende og finurlig. Og tør gå sine egne veje. Jeg er helt sikker på, at hun ville løfte de fleste redaktioner. Og så er jeg nysgerrig på, hvordan hun ville svare på ovenstående spørgsmål.

Læs også