Robotter med mange forskellige evner vælter ind på redaktionerne. Nogle er gode til at skrive artikler, andre kan overvåge kedelige registre og internetsider og nogle kan snakke med brugerne. Og så er der kafferobotten hos Los Angeles Times, der sender besked ud til alle, når kaffen er klar.
De mest udbredte robotter i Danmark i øjeblikket er de såkaldte chatbots, som kan “snakke” med brugerne og distribuere indhold via for eksempel Messenger. Forhåbentlig kender du allerede Medietrends chatbot, der var en af de første i landet, ellers kan det være, at du har været i kontakt med DR Nyheders chatbot, som Medietrends tidligere har omtalt som det digitale svar på Radioavisen.
Hvis du vil prøve Medietrends chatbot skal du bare klikke på Messenger-ikonet i nederste højre hjørne.
Men robotter – eller bots som de ofte kaldes – bruges også flittigt til at skabe journalistik. Der findes en uendelig række af bots, der som små slaver er sat til at overvåge kedelige hjørner af nettet. Der passer de trofast deres arbejde 24/7 og når der før eller siden sker en ændring i de data, de overvåger, skriver de enten selv en artikel eller sender en alert til en journalist.
For eksempel er der bots, der overvåger, om der laves anonyme redigeringer på Wikipediasider fra computere i den amerikanske kongres eller fra britiske eller russiske regeringskontorer. Botten, der kan dette, hedder Congress Edits og er open source og kan derfor også rette sin nysgerrighed ind mod den danske regering, din kommune, din arbejdsplads eller andre institutioner.
Andre eksempler på overvågningsbot er for eksempel Quakebot, der har snablen nede i den amerikanske US Geological Survey og er klar til at skrive breaking news historier minutter efter et jordskælv er registreret. En succeseksempel, går helt tilbage til 2014, hvor Quakebot opdagede et jordskælv klokken 6.25 om morgenen i Los Angeles, fluks skrev en artikel inklusive et kort og sendte det til jourhavende, der trykkede go og artiklen var ude 6.33.
Samme Quakebot har dog senere illustreret nogle af faldgrupperne ved bots – nemlig den manglende sunde fornuft. Det skete da Quakebot tidligere i år skrev, at der var jordskælv i Santa Barbara. Det var der gudskelov ikke, men en tekniker hos US Geological Survey, som Quakebot lurer på, var ved at opdatere nogle registre fra 1925, hvor der rent faktisk havde været jordskælv i Santa Barbara.
Indiske Hindustan Times og amerikanske Quartz og Washington Post er langt fremme med bots, der kan skrive artikler på baggrund af data og informationer, de finder i offentligt tilgængelige registre. Det samme gælder danske Lasso News, der har to robotter, der henter oplysninger til deres relativt velskrevne artikler i de danske erhvervsregistre.
Udviklingen går i øjeblikket meget hurtigt og særlig integrering af kunstig intelligens sætter turbo på robotternes værdi for medier. I Medietrends rapport om 12 tendenser, der vil præge 2018, er der et længere afsnit om, hvordan kunstig intelligens vil blive udnyttet i medieverdenen. Indtil videre er rapporten kun for modtagere af Medietrends nyhedsmail.
Hvis du ønsker rapporten kan du tilmelde dig nu, så får du den tilsendt omgående.
Denne artikel er i høj grad baseret på Journalism Bots: A Quick History and Ideas for Use in Your Newsroom
Foto: Jennifer Morow/Flickr