Mediechatbot gør læserne klogere uden at stjæle klik

llustration skabt med ChatGPT

To mennesker går ind på et bibliotek og stiller det samme spørgsmål til bibliotekaren.

Du kan selv finde svaret i de bøger, der er på den øverste hylde, siger bibliotekaren til den ene.

Derefter vender bibliotekaren sig mod den anden person og siger: Jeg har lige læst alle bøgerne på den hylde, nu skal jeg fortælle dig, hvad de siger. Og så kan du jo bagefter selv slå det efter i bøgerne.

Hvem af de to personer tror du, bliver bedst oplyst?

Analogien er en lidt forsimplet beskrivelse af et nyt studie, der konkluderer, at AI-chatbots faktisk kan udvide dybden og bredden af vores nyhedsviden. 

Antagelsen er ellers ofte, at AI-genererede svar sender os væk fra samfundets brede samtalekøkken og ned i smalle individualiserede kaninhuller.

De overraskende konklusioner stammer fra en gruppe forskere fra fire forskellige universiteter, der fik lov at lave et forsøg blandt Washington Posts læsere i tiden, inden avisen lancerede en AI-chatbot kaldet Ask the Post.

Når læserne stiller spørgsmål til Ask the Post, dykker chatbotten ned i Washington Posts bugnende arkiv af over 370.000 artikler, og ud fra det sammenskriver den et AI-svar med op til fem links til artikler i arkivet.

I forsøget, der strakte sig over 38 dage, blev to grupper læsere sammenlignet:

Kontrolgruppe (26.639 læsere) fik en lang liste med links til relevante artikler i arkivet, når de søgte på et emne. Helt klassisk søgefunktion.

AI-gruppen (10.922 læsere) fik adgang til den nye funktion, som placerede AI-svaret øverst og derefter den samme liste med links, som kontrolgruppen fik.

For at belyse, om de to grupper blev bredt informeret, identificerede forskerne det de kalder shared information, som er de brede samfundsemner, der skaber fælles grundlag for samtaler. 

Konkret var det de 14 emner, der går mest igen i Washington Posts arkiv, nemlig krig, økonomi, politik, sundhed, samfund osv. 

Undersøgelsen viste, at de mennesker, der fik serveret AI-resumeer, konsumerede 69 procent mere shared information i forhold til kontrolgruppen.

Det skyldes, at det blev skrevet ind i AI-resumeet, hvorimod kontrolgruppen kun mødte informationerne, hvis de selv klikkede sig ind på nogle af linkene.

En anden interessant iagttagelse er, at AI-gruppen ikke klikkede mindre videre end kontrolgruppen. De klikkede bare på andre links.

For mens kontrolgruppen klikkede på deres liste af links for at forsøge at opnå samme viden, som blev serveret som et AI-overblik for de andre, klikkede AI-gruppen på citerede links og fordybede sig dermed.

Undersøgelsen er et tæppebombardement af tal, men konklusionen – uden mellemregninger – er, at AI-gruppen ikke bare blev bredt informeret, men faktisk også endte med at åbne seks procent flere artikler per læser. 

Så udover den publicistiske succes i at oplyse så godt som muligt går AI-chatbots i dette eksempel altså heller ikke ud over Washington Posts behov for klik.

Antagelsen er, at når friktionen er lav, og vi modtager (AI-)overblikket let, så har vi kognitivt overskud til at fordybe os. Skal vi derimod først selv jagte det samlede overblik ved at klikke på flere artikler, så udmattes vi og kommer ikke i dybden.

Der er dog to vigtige præmisser:

• For det første er chatbotten kun fodret med mediets eget indhold (såkaldt RAG). Det sikrer kvalitet og reducerer risikoen for AI-hallucinationer.
• For det andet er det systemprompt, der genererer AI-svaret, tydeligvis designet, så det udløser et bredt, detaljeret og nuanceret overblik.

Begge præmisser er gudskelov nogle, der ligger i ethvert medies egne hænder.

Et tredje forbehold, som jeg har prædiket i et stykke tid uden, at det for alvor er slået an, er, at det måske bliver svært at fastholde et billede af, at kvalitetsjournalistik er skabt af rigtige mennesker og derfor koster penge, hvis det ansigt, brugerne møder på medierne, bogstaveligt talt er en chatbot.

Hvordan skal mennesker uden kendskab til redaktionelle processer stole på, at det ikke er chatbotten selv, der har skabt journalistikken?

❓

Spørgsmålet er derfor: Har jeg ret i min frygt? Og hvis ja, hvordan håndterer medierne så fordelene ved at integrere chatbots som begavede søgemaskiner uden at kompromittere mediets identitet og troværdighed?

Tak for at du læser med i dette menneskeskabte nyhedsbrev. Husk også fire, måske fem, minutter med Christina Boeriis

Jan

Fire minutter med Christina Boeriis

Foto: Thomas Wilmann

Agnes Thiele Berggreen sendte i sidste uge stafetten videre til Christina Boeriis med disse ord:

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Christina Boeriis. Hun så et potentiale i mig, før jeg selv helt kunne se det, og har været en kæmpe inspirationskilde for mig – ikke mindst i forhold til ledelse. Hun har lært mig, at god ledelse både handler om at skabe retning og resultater og om at huske mennesket bag medarbejderen. Jeg tror, hendes perspektiv på ledelse og mediebranchen vil være interessant for mange.

Christina Boeriis er chef for produktionslederne i Nyhedsafdelingen på TV 2. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden? 

Excel-ark, processer og økonomi fylder altid meget hos mig. Og det er jeg faktisk ret vild med.

Men hvis jeg for alvor mærker efter, hvad der driver mig som leder, er det helt tydeligt: Jeg vil prøve at forstå mennesker. Forstå og acceptere, at vi er forskellige, men at vi samtidig skal i samme retning. Den balance og det indbyggede dilemma, synes jeg er vanvittigt spændende at arbejde med i min ledelsesgerning. Hvis jeg hævder, at der ikke findes standardmennesker, hvordan bygger vi så systemer og processer, der rummer både systemet og individet? Ikke bare på et teoretisk plan, men sådan ægte i hverdagen?

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Det gør de mennesker, som tør være nysgerrige. Som lytter til andre perspektiver end deres egne og tør ændre holdning, når de møder ny viden og erfaring. Og som samtidig er tydelige og evner at sætte en retning. Altså mennesker, som har fundet den hårfine balance mellem at stå fast og være åbne. Som ikke oplever det som et nederlag at blive klogere eller ændre holdning undervejs.

Det giver mig håb, når mennesker møder forskellighed med interesse i stedet for at blive irriterede. Når de stopper op og prøver at forstå, før de konkluderer. Jeg tror, vi får bedre arbejdspladser, bedre ledelse og bedre medier, hvis vi bruger lidt mindre energi på at placere os i hver vores lejr og lidt mere på at forstå hinandens virkeligheder.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg er groet i et journalistisk hus, hvor vi er trænet i at stille kritiske spørgsmål og lede efter hullerne i osten. Det er en vigtig del af det journalistiske håndværk. Men måske betyder det også, at vi indimellem bliver lidt hurtige til at dele ting op i rigtigt og forkert – og til at afgøre, hvilket perspektiv der står stærkest.

Jeg fornemmer, at der er en bevægelse i gang, hvor særligt de unge ikke rigtigt orker, når diskussioner og uenigheder bliver unuancerede og uden nysgerrighed. Når der bare skal kåres en vinder. Vi er heldigvis godt i gang med at åbne den samtale, og jeg vil så gerne, at vi i branchen forholder os endnu mere nysgerrigt til vores forskelligheder.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Det går stærkt hos os i mediebranchen, og vi udvikler os som aldrig før. Vi prøver nye formater, produktionsformer og indholdsgreb af, og helt naturligt lykkes alt ikke første gang.

Jeg oplever, at frygten for at fejle er en stor del af det, der gør udvikling svær og skaber modstand i hverdagen. Vi taler ofte om at lære af vores fejl, men én ting er at sige det. Noget andet er at arbejde struktureret med det.

Jeg er fascineret af de brancher, hvor fejl ses som en naturlig og nødvendig del af udviklingsprocessen. Ikke fordi kvaliteten er mindre vigtig, men fordi fejl ikke automatisk bliver gjort til et personligt nederlag.

Her tror jeg, vi har noget at lære. Ikke fordi vi nødvendigvis skal fejle mere, men fordi vi skal gøre det mindre farligt at prøve noget nyt. Vi skal være nysgerrige på, hvordan vi skaber en kultur, hvor fejl i højere grad bliver til læring end til selvkritik.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Jeg vil gerne sende stafetten videre til Jakob Moll fra Zetland. Han har netop været forbi vores ledelsesseminar, hvor han fortalte om Zetlands rejse med innovation og forandring. 

Jeg er især optaget af deres fokus på læring, deres evne til at udfordre egne perspektiver og deres nysgerrighed. Det gælder både i forhold til indhold og i måden at lede på. Det ligger tæt på de spørgsmål, jeg selv tumler med som leder: Hvordan skaber vi plads til forskellige mennesker, forskellige måder at tænke på og nye idéer uden at miste retning og fællesskab?