“Of course I used AI..”

Illustration skabt med ChatGPT

De fleste kvalitetsmedier har kompromisløse retningslinjer om, at journalisterne ikke må lade AI skrive deres artikler. Men det betyder på ingen måde, at læserne kan forvente, at alt indholdet er skabt af mennesker.

Det gælder især på debatsiderne, men helt sikkert også i selve journalistikken, hvor skriftlige citater længe har været dominerende hverdagskost.

Spørgsmålet er derfor om medier skal kræve, at eksternt indhold er uberørt af AI, at det eventuelt mærkes eller om man skal lukke øjnene, ligesom man i forvejen gør med skriftlige citater fra magthavere, hvor ingen kan vide om det er personen selv eller en spinfidus, der har været ved tasterne. 

Lige nu er debatten hed på Wall Street Journal efter et debatindlæg fra milliardæren Stanley Druckenmiller blev publiceret selvom det var svøbt ind i alle tegn på at være skrevet af AI. 

Efterfølgende flagede et AI-detektionsværktøj indlægget som 100% AI-genereret, og da Druckenmiller blev spurgt om, han havde brugt AI, lød svaret utvetydigt: ”Of course I used AI”.

Milliardæren uddybede, at debatindlægget var helt i tråd med hans holdninger, at han ikke er professionel skribent og at han opfatter AI på samme måde, som en lommeregner, der hjælper med hans regnestykker.

Fair pointe, men det bør give hovedbrud til medierne, fordi Druckenmiller med garanti ikke er den eneste, der får hjælp fra AI til deres debatindlæg. 

Medierne kan vælge at købe ind på Druckenmillers argumenter og anerkende, at AI er en præmis, og at det måske i bedste fald også giver en masse mennesker, der ikke har ordet i deres magt, mulighed for at blande sig i debatten.

Men konsekvensen er, at det naturligvis skal deklareres, og det vil efterlade mediebrugerne med en noget forvirrende oplevelse af, at AI er no go det ene sted og helt ok et andet sted.

Som en økologisk restaurant, hvor det hele så alligevel ikke er helt økologisk.

Endnu mere udfordrende er det, når det kommer til skriftlige citater og dele af pressemeddelelser, der normalt glider direkte ind i det redaktionelle indhold, der ellers skulle være hermetisk renset for AI. 

Medierne er ikke i en position, hvor de kan tjekke eller bestemme om de ord, der sendes til dem, er skrevet af et menneske eller en robot. Derfor er eneste løsning, at man enten accepterer, at det kan være skrevet af AI eller, at man stopper med at publicere formuleringer, man ikke selv har skrevet.

Det vil sige slut med at copy paste pressemeddelelser og skriftlige citater. 

Alternativt tvinges medierne ud i en kompliceret kommunikation om, at noget er AI-frit mens der kan optræde rester af AI i dele af noget andet. Der skal næppe være ret mange undtagelser for et princip før det mister sin værdi, og mediebrugerne efterlades tilbage med en opfattelse af, at så er det jo nok ikke ret meget anderledes på medierne end alle andre steder.

Måske er den største trussel mod mediernes troværdighed derfor slet ikke, at AI allerede har sneget sig ind i spalterne. Truslen er, hvis medierne fortsætter med at lade, som om det ikke er tilfældet.

Medierne skal derfor reelt vælge mellem helt at afvise indhold, der er, eller potentielt er, skabt af AI. Eller acceptere, at det er en præmis i nutidens og fremtidens kommunikation, og så bruge kræfterne på at forklare, hvorfor mediernes indhold alligevel har en høj redaktionel værdi og at alt er underkastet menneskelig kontrol og ansvar.

Meget apropos, så dukkede der en pressemeddelelse op fra Kristeligt Dagblad i præcis samme sekund, som jeg satte punktum.

Ifølge den vil Kristeligt Dagblad nu indlede en kampagne for at sprede budskabet om, at deres journalistik er lavet af mennesker. 

”Kristeligt Dagblad står fast på, at ægte journalistik er håndværk skabt af vidende mennesker. Det er avisens løfte til læserne,” lyder det blandt andet i pressemeddelelsen. 

Jeg elsker i øvrigt deres slaglinje: Mennesker skriver bedre om kunstig intelligens, end kunstig intelligens skriver om mennesker. Selvom det helt ærligt lyder som en formulering, der kunne være skabt at AI.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet

Jan

Og husk som altid Fire minutter med mediebranchens mest spændende profiler hver uge. Denne gang med Marlene Boel.

Klima fylder mindre og mindre i medierne

De seneste fem år er dækningen af klima og klimaforandringer faldet markant i de største danske medier.

I 2001 var der 2.960 omtaler og sidste år var antallet faldet til  1.285. I år viser første halvår, at faldet fortsætter.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som energiselskabet Andel har gennemført.

Uanset om man måler på antal forsider, antal ord eller antal omtaler er faldet meget i øjefaldende. Ikke mindst når man tager i betragtning, at vi netop har haft en sommer med varmerekorder og et folketingsvalg, der i høj grad handlede om grøn omstilling.

Undersøgelsens metodesvaghed er dog, at den er gennemført ved at søge på bestemte nøgleord, hvilket sagtens kan betyde, at en masse artikler, der dybest set handler om konsekvenserne af klimaforandringerne ikke trackes, da de ikke lige indeholder de 36 søgeord.

Medier er blevet bedre til at klappe fælden

Medier har notorisk været elendige til at lukke handlen, når potentielle abonnenter gik igang med et tilmeldingsflow. 

Tidligere undersøgelser har vist, at amerikanske medier tilbage i 2010’erne kun evnede at konvertere 9,9 procent af dem, der indledte et køb.

Generelle tal fra e-commerce-markedet viser, at cirka 30 procent konverterer.

Men det tal slår 149 nyhedsbrands i en ny undersøgelse fra INMA. Den viser, at de undersøgte brands i 2024 havde en hitrate på 16 procent og nu er steget til hele 38 procent. 

Mit bud er at AI så småt er begyndt at hjælpe med at udvikle mere præcise betalingsvægge, som først indleder salgsoffensiven, når den helt rigtige potentielle abonnent er gået i fælden på det helt rigtige tidspunkt.

Medier som fx The Atlantic har haft store fremgange med deres AI-drevne betalingsvæg, som deres CEO ikke omtaler som en paywall, men som en prediction wall. Altså en funktion, der beregner, hvornår sandsynligheden for en gennemført konvertering er størt.

Fire minutter med Marlene Boel

Foto: Agnete Schlichtskrull/DR

Jamilla Sophie Alvi sendte i sidste uge stafetten videre til Marlene Boel med disse ord:

Marlene Boel. Chef for B&U, Ramasjang’erne og DR Ultra. Hun tager ledelse og talentudvikling på sig og forholder sig konstant til, hvorfor fx Ultra findes som nyhedsmedie. Sej som en slædehund, og så sætter hun desuden handling bag fine ord om diversitet, som mange mediehuse inklusive JPPOL i perioder er så glade for i årsrapporter.

Så længe branchen kan holde på mennesker som hende, skal det nok gå.

Marlene Boel er chef for B&U i Danmarks Radio.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
Vi arbejder på en ny børnestrategi, hvor vi diskuterer, hvordan vi laver indhold, der betyder noget for børn, i en medievirkelighed, der forandrer sig ekstremt hurtigt for dem. Vi skal både turde flytte os med dem og holde fast i, at vores opgave ikke kun er at fange deres opmærksomhed, men også at bruge den til noget, der har værdi

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

De store børn. De ser shorts, laver memes og har et medieforbrug, som vi voksne elsker at bekymre sig om. Men jeg oplever dem som lynhurtige, kritiske, ansvarlige og empatiske og ofte langt klogere på verden end vi vil indrømme. 

Store børn deler, kommenterer og bygger videre på det indhold, de møder, som så bliver til fælleskaber og ny børnekultur. Kæmpe fan!

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg er træt af shitstorms og af den næsten festlige energi, der kan opstå, når nogen i branchen har røven på komedie. Kritik er nødvendig, men når trykket bliver voldsomt, drukner substans, læring og nuancer. Det gør hverken journalistikken eller branchen bedre.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Jeg er optaget af brancher, der er nødt til at være kreative for at løse deres kerneopgave. Mediebranchen er ekstremt privilegeret med masser af talent, men vi rekrutterer stadig for ofte mennesker, der ligner os selv. Det udfordrer ikke bare vores relevans, men også forretningsmodellen, for hvem skal vælge os til, hvis vi ikke forstår dem?

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?
Milan Ganesan. Han er en del af en generation af historiefortællere, der bevæger sig ubesværet mellem journalistik, dokumentar og fiktion og som insisterer på perspektiver, som overrasker.