Vi leder efter en redaktør med kærlighed til den regionale journalistik. En redaktør, som kan lide ledelse som disciplin og håndværk, og som dagligt vil kæmpe for sammen med journalisterne og fotograferne på vores nyhedsredaktion at lave nær, relevant og slagkraftig journalistik.
Vi bestræber os nemlig dagligt på at lave public service-indhold, hvor vi sætter dagsordenen og får folk til at tale sammen, og hvor vi tager vores opgave med at give den lille million indbyggere i vores landsdel ansigter og stemmer dybt seriøst.
Som nyhedsredaktør får du sammen med din medredaktør ansvaret for vores nyhedsredaktion, hvor en større flok dygtige og ambitiøse journalister og fotografer dagligt laver historier fra det område, som vi dækker – 14 kommuner i den nederste halvdel af Jylland og det danske mindretal i Sydslesvig.
Nyhedsredaktionen laver indhold til vores digitale platforme på både video og skrift samt tv til vores vinduer på TV2.
Din opgave bliver at sikre, at vi er på de rigtige historier i de enkelte kommuner, og at vi har fokus på brugerne i både udvælgelse og formidling.
Du skal derfor være en skarp journalistisk sparringspartner for journalisterne og fotograferne både før, under og efter publicering. Det indebærer, at du er virkelig god til at samarbejde, forventningsafstemme, planlægge og skabe følgeskab med de egenskaber, der ligger bag dét.
Du skal være:
- Vild med ledelse – du skal brænde for at lede andre (også til siden og opad) og hele tiden have lyst til at blive en dygtigere leder.
- Journalistisk solidt grundfæstet – du har styr på presseetikken og kan desuden lynhurtigt se kernen i og den bedste vinkel på en god historie.
- Digitalt dygtig – du ved, hvad der virker på højkant, og du er eksperimenterende og modig i forhold til nye måder at fortælle digitale historier på.
- Udviklingsdobbeltøjet – du er ambitiøs på journalistikkens vegne, og du har samtidig et ordentligt og omsorgsfuldt blik for den enkelte medarbejder og hele redaktionens udvikling.
- Relativt erfaren – tre-fem års forudgående arbejde på en nyhedsredaktion er et plus.
Du må gerne være:
- Struktureret – jobbet indebærer en hel del planlægning.
- Nyhedshund – vi har et stort fokus på nyheder, men der er også plads til andre formater.
- God til selv at finde historier – men din opgave bliver at gøre dine kolleger gode til at finde og lave deres egne historier.
- Ramt på en dejlig måde, når nogen siger Syd- og Sønderjylland – vi har ikke bopælspligt, men det er en fordel, hvis du bor her eller vil flytte hertil.
Jobbet som nyhedsredaktør er 37 timer om ugen og kræver tilstedeværelse på tvSyd. Derudover vil du have en del fleksibilitet i tilrettelæggelsen af dit arbejde. Nogle dage vil du kunne møde senere. Andre dage gå tidligere. Det planlægger du med din medredaktør.
Er du interesseret i jobbet? Så vil vi gerne have din meget personlige og målrettede ansøgning. Vi omfavner og bruger AI-værktøjer til flere processer og opgaver, men i ansøgninger til dette job ønsker vi faktisk ikke lige at læse noget, som kunstig intelligens har sat sammen. Vi vil lære DIG bedre at kende.
Før du skriver en kort ansøgning, hvor du fortæller om din motivation for at søge, og hvor du også kommer med et konkret eksempel på et ledelsesdilemma, du har stået i, som du har lært noget vigtigt af, er du meget velkommen til at ringe. Det vil vi faktisk mægtig gerne have.
Vi synes, at en kort samtale er en rigtig god måde for begge parter til at spore sig ind på, om et match kan være under opsejling.
Du kan ringe til chefredaktør Jesper Nygaard (20551983), som bliver din chef. Du kan også ringe til administrerende direktør Betina Bendix (24691410).
Din ansøgning vil vi gerne have senest 1. september. Vi holder ansættelsessamtaler i uge 37
tvSyd ligger i Kolding og er en af de otte TV2-regioner. Vi har cirka 100 ansatte og er
næsten fuldt finansieret over finansloven. Vi har en uformel hverdag, hvor vi lægger vægt på
et godt samarbejde og er ambitiøse i vores bestræbelser på at sikre relevant og interessant
public service-indhold til vores brugere og seere. Vi har blandt andet en god kantineordning
og politikker om røg- og alkoholfri arbejdstid. Vi dækker de jyske kommuner i Region
Syddanmark, Horsens og Hedensted kommuner i Region Midtjylland samt det danske
mindretal syd for grænsen.