Ulf B. Bjørton sendte før sommerferien stafetten videre til Kim Dahl Nielsen med disse ord:
Kim Dahl Nielsen, fordi han ikke blot som Cavling-vindende journalist, men også som chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad havde mod til at prioritere den kritiske journalistik. Også ude i yderste led.
Kim Dahl Nielsen er nyhedsredaktør på TV Syd – tidligere blandt andet ledende redaktionschef på JydskeVestkysten og chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
tvSyd har fra årsskiftet fået en helt ny strategi, hvor vi journalistisk skal endnu tættere på, hvad der optager befolkningen i Syd- og Sønderjylland. Samtidig skal vi i endnu højere grad lykkes på de forskellige digitale platforme med egne historier – det er en stor og udfordrende opgave, når fokus tidligere har været på næsten udelukkende at producere tv.
Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?
Det er de personer og medier, der i stadig stigende grad laver undersøgende og kritisk journalistik. Vi lever i en stadig mere kompliceret verden, hvor alt for mange historier leveres og serveres af kilder, kommunikationsfolk og andre magthavere, uden at den bagvedliggende dagsorden eller historie undersøges. Derfor er der i stigende grad brug for uafhængig, undersøgende og kritisk journalistik, så det hele ikke ender i ren PR, fake news eller clickbait.
Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?
I alt for mange år har vi i effektivitetens og magelighedens tegn bedrevet mere og mere journalistik fra vore kontorstole i stedet for at hente og beskrive historier ude fra virkeligheden. Ved at lave for mange historier fra skrivebordet har vi bevæget os længere og længere væk fra læsernes, lytternes og seernes virkelighed, som vi er sat i verden for at beskrive så konkret som muligt. Derfor bør vi som i helt gamle, gamle dage i endnu højere grad komme ud i virkeligheden .
Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?
Vi er som branche godt på vej, men hvor kan vi lære meget af andre kommercielle brancher om målgrupper og kundekendskab. I alt for mange år – og vi gør det i alt for høj grad stadigvæk – har vi skrevet historier og nyheder for vores kilder og for os selv.
Det har heldigvis ændret sig med den digitale udvikling, så vi i stadig stigende grad lærer vores læseres, lytteres og seeres behov at kende, så vi i dag i mange tilfælde fortæller historierne for og til dem.
Men vi er stadig langt, langt væk fra målet – tænk bare på, hvor dårlige vi er til at ramme eksempelvis de yngre grupper, kvinderne og etniske minoriteter.
Hvem bør svare på disse spørgsmål efter sommerferien?
Peter Ammitzbøll, der i dag er udviklingsredaktør for redaktionel AI hos JFM. Peter er en af de største journalistiske kapaciteter, jeg har mødt igennem min tid i journalistikken, og jeg har i den grad nydt samarbejdet med ham, fordi han har helt klare bud på, hvad vi i journalistikken skal bruge tiden på – og især hvad vi ikke skal bruge tiden på. Derudover har han i dag helt tydelige bud på, hvad AI kan bruges til – og hvad det ikke skal bruges til.