Der er en elefant i skabet 🐘

Illustration skabt sammen med ChatGPT

Godmorgen, 

Det lyder som en voldsom omskrivning af det mere almindelige udtryk elefant i rummet, som ellers også er slemt nok. Men måske rammer udtrykket faktisk rimelig plet, når det kommer til at beskrive den ene af to massive tendenser, som påvirker stort set alt lige nu og i fremtiden.

Tendenserne vender jeg tilbage til, men lad mig lige få elefanten ud af skabet.

Udtrykket stammer fra en minutiøs liste over alle de sprogfejl, som pinte salgschefen Mike O’Briens ører igennem et 32 år langt arbejdsliv i ledelsen af Ford,

Da Mike gik på pension, sendte han ifølge Wall Street Journal en mail til kollegaerne med tak for alt plus en overraskende liste over de mange sproglige fejl, som kunder og kollegaer havde udsat ham for igennem hans karriere.

Et af dem var elefanten i skabet (gad vide hvilken udfordring Ford var i der?), et andet var ”for mange kokke i suppen”.

Men tilbage til de to metatendenser, som selvfølgelig er klimaforandringer og AI.

Der er en interessant forskel på måden, vi håndterer de to tendenser. Kunstig intelligens, som reelt kun har været et aktuelt fænomen i godt to år, er strøget direkte ind som en præmis i stort set alt, hvad vi foretager os.

Kunstig intelligens er ikke et stofområde for ret mange journalister, men det er en konkret del af dagligdagen for de fleste journalister.

Helt omvendt forholder det sig om klimaforandringer, som trods sin eksistens i årtier, er blevet behandlet som elefanten i rummet.

Klimaforandringer opfattes stadig primært som et stofområde for en mindre, men dog voksende gruppe journalister, og ikke som en driver af historier for de mange journalister.

Et godt eksempel er en spritny undersøgelse fra Roskilde Universitet, der har kortlagt, hvordan klimaforandringerne spiller ind i uddannelsen af journalister i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Forskerne har tygget sig igennem 751 kursusbeskrivelser, og i kun 26 af dem nævnes klima, miljø eller bæredygtighed.

Reelt vil jeg dog tro, at emnet fylder mere, men kortlægningen er nok alligevel et spejlbillede af, at branchen stadig opfatter klimaforandringer som et nicheområde, som man derfor ikke behøver at uddanne alle fremtidens journalister i.

Realiteten er dog, at klimaforandringer er en drivende kraft for nogle af de største historier, der findes inden for alle stofområdet i dag. Huspriser, udlændingepolitik, landbrugspolitik, byudvikling, transport, privatøkonomi, velfærd, pension, ja you name it… 

Masser af de vigtigste historier er i dag direkte konsekvenser af klimaforandringer.

Klimaforandringer er derfor en lige så grundlæggende præmis i moderne journalistik, som forståelsen af det politiske system og samfundsøkonomi.

Hvis man vil bedrive kritisk journalistik, skal man som bekendt vide lidt om alt og en hel masse om de grundlæggende præmisser for livet i vores samfund. Til den forståelse hører også en grundlæggende viden om de kræfter, der styrer vores klima og de naturressourcer, vi lever af.

Også den politiske journalist, erhvervsreporteren, sundheds- og velfærdsredaktøren må tage bestik af, at klima- og biodiversitetskrisen er i fuld gang med at disrupte den verden, de rapporterer fra. 

Ellers mister de hurtigt relevansen for de mediebrugere, også kendt som mennesker, der står midt i forandringerne.

God læselyst med resten af nyhedsbrevet.

Jan

65% af den dyre trafik er bad bots

Det er en absurd historie, hvordan robotter først stjæler indhold, og derefter også belaster de bestjålne med dyre regninger til ekstra båndbredde. 

Det brokkede jeg mig over for en måned siden, men nu kaster Wikimedia ekstra benzin på mit bål med en længere fortælling om, hvordan bots, der crawler deres site for at hente træningsmateriale til AI-tjenester, koster kassen for Wikimedia.

Det er en smule teknisk, men ret interessant. 

Wikimedia har servercentre fordelt over hele kloden, og hvis et billede eller lydfil fremsøges mange gange indenfor relativ kort tid gemmes den i det nærmeste servercenter, så den hurtigt og billigt kan hives frem igen til andre interesserede.

Når mennesker søger, er det ofte i flok og derfor giver det god mening at have det setup. Når folk i Danmark for eksempel stopper med at søge på en bestemt ting, slettes den fra det lokale servercenter, så der er plads til noget andet.

Laver vi nu søgningen igen, skal den hentes fra den globale server på ny, og det er dyrt i båndbredde.

Da bots, der crawler, ikke er styret af aktuelle interesser eller særligt indhold, men derimod søger efter det hele, skal stort set alt hentes frem fra den centrale, globale server. Altså den dyre løsning for Wikimedia.

I artiklen forklarer de, at de hele 65 procent af den dyre trafik nu er fra bots. 

Washington Post pønser igen på mikrobetaling

Jeg ved ikke om det nogensinde kommer til at ske, for jeg har tidligere skrevet, at Washington Post var varme på ideen om mikrobetaling. Men nu siger de det i hvert fald igen.

Denne gang er det executive editor Matt Murray, der på en scene til en konference i USA fortæller, at The Post oplever succes med nogle tidlige eksperimenter med mikrosalg af journalistik.

Så vidt jeg kan forstå på Axios, der skriver historien, er der dog ikke tale om salg af enkelte artikler, men blandt andet 7-dages pas og andre fleksible modeller, der sænker indgangsbetalingen.

Fire minutter med Liv Latricia Habel

Lucia Odoom sendte sidste uge stafetten videre til Liv Latricia Habel med disse ord:

Jeg synes, fotograf Liv Latricia Habel skal besvare i næste uge. Hun har netop vundet en pris ved Danish Picture of the Year 2024, for et vidunderligt fotografi, hun har taget i Somaliland i optakten til valget. Hun er en af de dygtigste fotografer, vi har, og hun er en del af en generation, der gerne vil ud i verden og som gør verden større for alle os i Danmark.

Liv har et fantastisk blik for menneskelige historier i sine fotografier, og hun er meget optaget af mennesker, jeg ikke synes, jeg hører nok om i de danske medier. 

Liv Latricia Habel er uddannet fotojournalist ved DMJX i januar og er nu fuldtids freelance fotograf:

Det fede ved at være min egen arbejdsgiver, er, at jeg kan vælge min arbejdsplads frit. Hele foråret er jeg i USA for at arbejde og besøge min familie. Jeg bruger også mig selv i mit kunstneriske arbejde. I februar udstillede jeg bl.a. et værk på Kunsthal Charlottenborg, som tog udgangspunkt i betydningen af hjem for mig selv og dem, der ligner mig. Tidligere har jeg udstillet på Copenhagen Photo Festival, Fotografisk Center, Northside Festival, Oblong Gallery og El Barrio Artspace i New York. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Da jeg er i Philadelphia, fylder tilstanden herovre meget. Selvom verden har ændret sig markant, siden jeg var her sidst i 2023, og taget den politiske og økonomiske udvikling i landet i betragtning, føler jeg mig lige så inspireret herovre, som jeg plejer. 

Det kan også ses i mit arbejde: Jeg fotograferer og filmer nærmest konstant. Min familie, mig selv, stemningen på gaden og hvad der ellers krydser min vej. Jeg vil gerne lave et værk, der handler om kompleksiteten i familierelationer, betydningen af hjem og tilhørsforhold. 

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Ingrid Baraka og Naima Yasin, som er værter på podcasten A Seat at The Table, er nogle af de personer i mediebranchen, jeg altid har set op til. Jeg beundrer deres ihærdighed og mod til at lave det arbejde, som de gør. 

De er nogle af de sorte kvinder i mediebranchen, som har banet vejen for mig. Det giver mig håb, at de i over 8 år har hostet en podcast, som både tager udgangspunkt i deres viden og livserfaringer som sorte kvinder i Danmark og belyser emner, der ellers ikke bliver sat særligt fokus på i mainstream mediedækningen, fordi de handler om bl.a. etniske minoriteter. (Håbløst er det til gengæld, at de stadig finansierer sig selv, og det er bare ét symptom på, hvor dårlig mediebranchen er til at udvikle sig.)

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Jeg synes, det er under al kritik, hvor lukket en branche, vi lever i. Hvordan skal mediebranchen udvikle sig uden at ansætte flere journalister med forskellige baggrunde? Og hvorfor er det så svært at få en fod ind i branchen som nyuddannet freelancer?

Jeg er klar over, at jeg kun har været uddannet i et par måneder, men tendensen kan tydeligt ses. Det kan ikke være rigtigt, at samtlige elever i min årgang på fotojournalistik var nervøse for at blive færdiguddannet, fordi der ikke venter noget fast arbejde på os. 

Det er for dårligt, at vi har nogle enormt dygtige (foto-)journalister derude, som fortsat gør et kæmpe arbejde uden at blive belønnet med for eksempel en fast freelancekontrakt. Det er tid til, at vi giver freelancerne mere spalteplads, og at medierne også tør indgå samarbejder med nye stemmer – stop gatekeepingen, og lad os lære af hinanden ved at springe ud i nye samarbejder.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

Kunstverdenen er god til at give nye talenter opmærksomhed, samtidig med, at den bevarer den gamle kunst. Det er vigtigt at holde fast i historiske værker, som vores kultur også består af, men samtidig skal den traditionelle kunst kunne diskuteres, kritiseres og give plads til nutidens kunst. 

Jeg synes, det er smukt at se, hvordan både nye og gamle kunstnere udstiller side om side og lærer af hinanden. Kunstneren Apolonia Sokol har de seneste år fået enormt meget anerkendelse, samtidig med at hun insisterer på at kritisere den (kunst-)verden, som hun befinder sig i. Det kan vi alle sammen lære noget af. 

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Nasra Jama er uddannet journalist fra RUC og et eksempel på en af de ihærdige freelancere, som for længst burde have en fastansættelse. Hun er bl.a. forperson for foreningen Ansvarlig Presse, som har udarbejdet nogle af de vigtigste medierapporter, vi har herhjemme. Den seneste er “Dem vi (stadig) taler om” fra 2022. 

I november 2024 var jeg en måned i Somaliland med Nasra for at dække valget dér. I den måned lærte jeg ikke kun meget om demokratiets betydning og det land, vi befandt os i, jeg lærte også, hvor svært det er at sælge en relevant historie til både danske og internationale medier. Selvom det var en udfordring at få vores historier ud, er jeg evig taknemmelig for samarbejdet med Nasra.